Må politiet lyve?

Politifolk står ofte i et moralsk kaos. Derfor er det nødvendigt hele tiden at få diskuteret etik, siger politiets filosof

En deprimeret mand skrev sidste år et afskedsbrev og stjal derefter et svævefly i Karup. Han ville begå selvmord ved at flyve ind i noget, sagde han over radioen, da han kredsede rundt over Midtjylland.

Via kontroltårnet begyndte politiet at forhandle med piloten. Han krævede at få lov til at se sine børn og sin kone, der var ved at forlade ham. Politiet lovede, at ønsket ville blive opfyldt, og derefter landede han igen.

LÆS OGSÅ:Hvad er moral?

Manden blev ført bag lyset. Familien var der ikke. I stedet ventede en patruljevogn og tvangsindlæggelse.

- Politiet må ikke lyve og bedrage, siger en filosof, der er ansat ved Politiskolen.

- Men her var der overhængende fare for andres liv, og måske var det et mindre onde at lyve i forhold til, at nogle mennesker kunne få et fly i hovedet, siger Adam Diderichsen.

Eksemplet fra Karup er med i hans netop udkomne lærebog "Etik for politifolk." Og forfatteren håber, at diskussion blandt betjente om denne og en lang række andre sager kan være med til at skærpe deres etiske overvejelser.

- Det djævelske ved mange etiske problemstillinger er, at der ikke er noget soleklart svar, siger Adam Diderichsen.

Bogen skal bruges som pensum i den nye grunduddannelse på Politiskolen, og den falder sammen med et andet initiativ fra Rigspolitiet og Politiforbundet: Samtlige politikredse har netop fået en pakke med brætspillet "Etik på spil" ind ad døren.

Dagligt står politibetjente i det, han kalder "et moralsk kaos." Skal man udsætte uskyldige for fare for at få indhentet en biltyv? Skal en psykisk syg i håndjern? Skal der affyres skud for at presse en urolig flok tilbage?

- Det store spørgsmål er, hvordan betjente kan bruge magtmidler, som normalt betragtes som uacceptable, uden at blive forrået, siger Diderichsen.

- Det må aldrig blive trivielt eller selvfølgeligt at lægge folk i håndjern eller af afgive skud. Man risikerer at miste sig selv, siger han.

Regler og gammeldags mesterlære, hvor de unge efterligner de erfarne betjente, kan ikke stå alene.

- Jeg ved godt, at det kan lyde lidt naivt, men der er brug for, at alle taler om disse ting, siger Diderichsen.

Men frygt for konsekvenserne og misforstået korpsånd kan spærre for de nødvendige diskussioner på politistationerne. Og så klapper en betjent i, selv om han mener, at en kollega uden god grund har brugt peberspray.

- Det er ikke i strid med den kollegiale loyalitet at tage diskussionen op. Man skylder både sig selv og kollegaen, at det sker, siger Adam Diderichsen.

Unge politielever er blandt andet optaget af, hvad de skal gøre, hvis de ser en ældre kollega tackle en situation uheldigt, fortæller han. Også forholdet til etniske minoriteter og sprog optager dem.

Ikke kun brug af muskler, stav, peberspray, håndjern og pistol er magtmidler. Sproget hører med.

Netop nedsættende og hårde ord som "kælling", "røvhuller" og "tosse" fører til et hav af klagesager. Årsagen er nok, at nogle betjente bruger kommando-tonen også i situationer, hvor det ikke er nødvendigt, mener Diderichsen.

- Betjente skal kunne tale bestemt til borgere. Det er et helt nødvendigt magtmiddel. Nogle vil i en ophedet diskussion råbe højt og bruge grove ord, men det kan være et dårligt værktøj, siger Diderichsen.

I bogen tager han også fat på kammerateri og korpsånd. Loyalitet er en afgørende og vigtig dyd. Men det gik galt i en kontroversiel sag fra Herlev.

Seks betjente havde været til stede, da glarmesterlærlingen Martin Lyng i 2007 blev udsat for et livsfarligt halsgreb. Men ingen betjente kunne bagefter huske hvem af dem, der havde gjort det.

- Hvis den personlige loyalitet vejer tungere end loyaliteten over for loven og retssamfundet, er det meget problematisk, siger han.

/ritzau/