Graffitimalerens moral og umoral
Særlige grupper og subkulturer i samfundet er på kant med flertallets moral. Men det betyder ikke, at en graffitimaler ikke følger moralske spillerregler
Nogle gange fantaserer en journalist bare et øjeblik om, at han selv er den, han interviewer ...
Hvis jeg var graffitimaleren HuskMitNavn, ville jeg karseklippe mit hår med maskine. Jeg ville trække i en vindjakke med striber og tage kondisko på fødderne. Jeg ville gå rundt på Nørrebro, mens jeg gloede på nydekorerede murstensmure og betonvægge, og jeg ville tænke på de mennesker, som jeg vidste, havde sprayet graffitien i nattens mulm og mørke.
Og når jeg mødte de mennesker på gader og cafeer, ville jeg klæde min mund i et snakketøj af klingklang og klicheer og floskler og sige »tags« og »piece« og »window-down« og »wholecar«.
Nogle gange, når mørket sænkede sig over København, ville jeg gå ud i natten og male noget i smug. Men jeg ville ikke male hvor som helst og heller ikke på hvad som helst. For selv om jeg krænkede både love og politivedtægter, ville jeg holde den allerstrengeste justits. Jeg ville følge en gruppemoral.
Udskældte
Det er midt på dagen på Nørrebro i København. 28-årige HuskMitNavn står i solskinnet på Blågårdsgade. Han stirrer på en mur. På fliserne mellem to vinduer breder et motiv sig, hvor en tegneseriefigur erklærer:
»Vend den andens kind til«.
Motivet bærer signaturen »HuskMitNavn«. Ophavsmanden ser på sit ulovlige værk. Han rynker panden.
- Det har hængt der i nogle måneder, og som du kan se, er folk begyndt at male noget oveni. De skulle hellere lave deres eget, siger han.
Paradoksalt nok kalder graffitimaleren sig HuskMitNavn. Kun de færreste ved nemlig, hvad han i virkeligheden hedder, selv om hans motiver breder sig i gadebilledet overalt i København. Han holder sig anonym, og det er også betingelsen for, at han lader sig interviewe i Kristeligt Dagblad, selv om redaktionen kender hans identitet.
Vi møder ham, fordi han tilhører en subkultur. Han kommer i et særligt miljø af mennesker, der hører til de mest udskældte i samfundet. Graffitimalerne. Folk, der overmaler mure og broer og togvogne i storbyen.
Som en sociolog udtaler nederst på denne side, har grupper og subkulturer deres egne moralkodekser. Spørgsmålet er, hvordan den mekanisme fungerer i en subkultur som graffitimiljøet?
- En subkultur er vel en subkultur, fordi der er uskrevne regler, der binder os sammen. Og når subkulturen er ulovlig som vores, er der en stram moral og selvjustits. Der er en masse ting, man ikke gør, siger han.
Stikkeri
HuskMitNavn begyndte at male graffiti som gymnasieelev. Han var fascineret af teknikken, øvede sig alene på forladte fabriksmure og efterabede de malerier, han havde set dukke op, da han voksede op i en københavnsk forstad.
Midt i 1980'erne kom graffitikulturen fra USA til Danmark, hvor unge københavnere begyndte at spraymale fede bogstaver og tegninger ulovligt på mure og togvogne. De mødtes i hemmelighed på fastfood-restauranten Burger King på Strøget i København, hvor de snakkede graffiti og pralede med deres bedrifter, mens de udviklede et særligt klikesprog.
De kopierede deres jargon fra engelsk. Om natten sneg de sig ud i »yard«'en, som var en togremise, hvor de enten overmalede en »wholecar«, der var en hel vogn, eller en »window-down«, hvor graffitien dækkede toget fra vinduerne og nedefter. På hjemvejen malede de måske et »throw-up«, som var et hurtigt slogan af bobleformede bogstaver.
Imens udviklede de en særlig omgangsform. De dannede regler for almindelig, anerkendt opførsel blandt graffitimalere. En moral.
Graffitimalere sladrer for eksempel ikke om hinanden. Stikkeri - selvfølgelig især til politiet - er bandlyst. Og når graffitimalerne lister sig ud i natten med deres spraydåser, bærer de en række moralske spilleregler på rygmarven.
En grundregel er eksempelvis, at man ikke maler på personbiler. Man maler på lastbiler og tog. Men ikke på private menneskers biler.
Til almindelig god graffitiopførsel hører også, at man ikke ødelægger et stort, tidskrævende graffitimaleri ved at lave hurtige, banale tegninger ovenpå. Man maler heller ikke på et værk af en graffitimaler, der er bedre end én selv. Hierarkiet bygger blandt andet på anciennitet i miljøet - som i en gammeldags virksomhed.
De moralske regler er uskrevne, og nogle gange træder graffitimalerne ved siden af. De straffer dog ikke hinanden med voldelige midler. I stedet streger de hinandens værker ud i bybilledet. Eller også duellerer de om, hvem der kan male mest inden for en periode. Når én part vinder, giver den anden part sig.
Moralsk kontrast
Da HuskMitNavn havde malet alene i nogle år, mødte han andre graffitimalere i København. Han sluttede sig til miljøet og lærte spillereglerne.
Han uddannede sig imens til billedkunstlærer. Efter seminariet gik han arbejdsløs og begyndte at tegne og udstille sine ting - alt imens han hævede dagpenge. Og han begyndte for alvor at brede sig mere i gadebilledet.
- Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at nu kunne jeg godt komme ud med mine ting - nu kunne jeg tillade mig at forstyrre folk for alvor. Det svarer til, når musikere indspiller en plade og forstyrrer folk, fordi de tror, nogen vil få glæde af det, siger han.
Men det er vel ikke ulovligt at indspille plader i modsætning til at male graffiti?
- Nej. Og jeg skal være den første til at erkende, at graffiti vækker sindssygt stærke følelser i folk.
Ét er, at subkulturer har deres egen moral. De står også ofte i moralsk kontrast til det etablerede samfund.
For at bløde lidt op på konfrontationen tegnede han nogle gange sine motiver på plakater, som han klæbede op, hvor han før ville have lavet graffiti. Det var også ulovligt, men reaktionen var anderledes - for eksempel i forhold til plakaten med sloganet »Sig nej til krig«. Tegneseriefiguren i samme motiv siger »ja«.
- Det tvetydige budskab kunne folk godt lide. Alle var jo forvirrede under Irak-krigen, og der var argumenter for og imod, så det sagde noget om tvivlen. Plakater er et blødere medie, og folk fokuserede mere på selve værket.
Men når du og andre graffitimalere har et budskab - hvorfor overtræder I så samfundsmoralen ved at præsentere det ulovligt?
- Der er grænsetilfælde, hvor loven er fast, men hvor man kan lave noget, der alligevel har sin berettigelse. Jeg mangler ikke en evne til at sætte mig i andres sted. Men der vil altid være nogle, der er imod. Hvis ingen går over på den anden side af åen, går samfundet i stå.
Nogle vil sige, at lovgivning netop får samfundet til at hænge sammen?
- Vores lovbrud er tydelige og meget karikerede. Andre kører over grænsen og smugler sprut, eller hvad de ellers laver af småborgerlige forbrydelser. Jeg synes ikke, at jeg er specielt samfundsnedbrydende i forhold til andre, mener han.
Solgt sin sjæl
HuskMitNavn kigger på muren på Blågårdsgade. Han kniber øjnene sammen i solen.
Et andet sted på etageejendommen hænger et af hans plakatmotiver. Et tætklippet, nærmest firkantet hoved filosoferer i en tænkeboble:
»At være dansk er en farlig idé«.
Men tegningen står ikke alene. På motivet har nogen skriblet »Reklamer, nej tak« med røde bogstaver.
- Dét er også en moralsk regel i miljøet. Nogle mener, at jeg har solgt min sjæl, siger han.
Sidste efterår leverede HuskMitNavn nogle tegninger til dagbladet Politiken, som for tiden bringer en af hans tegninger i avisen hver fredag mod betaling.
Graffitimaleren har selv krænket et moralsk bud i miljøet, som kollegerne nu straffer ham for.
Tidligere lavede han sine ting gratis i gadebilledet.
Nu har han solgt sin sjæl for ussel mammon.
serie
Din moral - vores moral
I en serie artikler har Kristeligt Dagblad afdækket, hvordan det står til med danskernes moral - både den personlige moral og samfundsmoralen. Dagens artikler er de sidste i serien, men hele serien »Din moral - vores moral« kan læses på internettet: