Forskere: Troen på helvede mindsker kriminalitet

Troen på helvede som et sted med evig lidelse og straf smitter markant af på en persons tilbøjelighed til at begå kriminalitet.

Tæt sammenhæng mellem kriminalitet og opfattelsen af helvede, konkluderer forskere i stor international undersøgelse

Troen på helvede som et sted med evig lidelse og straf smitter markant af på en persons tilbøjelighed til at begå kriminalitet.

Det er konklusionen i en stor undersøgelse, foretaget af forskere fra det amerikanske Oregon Universitet.

LÆS OGSÅ:Hvilken moral gælder i helvede?

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie Huffington Post.

Ifølge den store undersøgelse, der er baseret på 26 års data om 143.197 personer fra 67 lande, er den kriminelle aktivitet målbart lavere i lande, hvis dominerende religionsopfattelse er kendetegnet ved troen på straffende elementer.

"Det vigtigste resultat af undersøgelsen er, at en nations grad af tro på helvede forudsiger lavere grad kriminalitet, mens troen på himlen forudsiger en højere grad af kriminalitet. Og der er en stærk effekt af disse opfattelser", lyder det fra en forskerne bag projektet, Azim F. Shariff, professor i psykolog ved Oregon Universitet, ifølge Huffington Post.

Shariffs forskningshold har tidligere påvist en sammenhæng mellem personers tro og deres tilbøjelighed til at snyde ved eksamen. Også her sås det, at troen på en straffende gud førte til mindre snyd end troen på en tilgivende gud.

"På nuværende tidspunkt kan vi kun spekulere på, hvilke mekanismer, der gør sig gældende, men det er muligt, at personer, som ikke tror på muligheden for straf efter døden, føler, at de bedre kan slippe afsted med uetisk opførsel. Der er en mindre grad af religiøs påvirkning", siger Shariff.

Tallene bag undersøgelsen stammer en lang række værdiundersøgelse fra 67 lande, indsamlet mellem 1981 og 2007. Der blev desuden brugt FN-statistikker over omfanget af drab, røveri, voldtægt, kidnapning, overfald, tyveri, narkotika-relateret kriminalitet, biltyveri, indbrud og menneskehandel.