Forældre stikker af med syge børns legetøj

Store mængder legetøj forsvinder fra hospitalernes børneafdelinger. Også ting, der er boltet fast til væggen

Store mængder legetøj forsvinder fra hospitalernes børneafdelinger. Også ting, der er boltet fast til væggen

Hverken skruer, kæder eller låse er en sikkerhed for, at legetøjet på sygehusenes børneafdelinger bliver, hvor det hører hjemme.

En rundringning, som Ritzau har foretaget til en håndfuld sygehuse, viser således, at der foregår et omfattende tyveri af legetøj overalt i landet.

LÆS OGSÅ:Danskere snyder som aldrig før

På børneafdelingen på Regionshospitalet i Herning foretog personalet for nylig en oprydning i afdelingens playstationspil og dvd-film, og resultatet var noget overraskende.

- Da vi var færdige, var der mellem 50 og 60 tomme hylstre, og det var kun et par måneder siden, vi sidst ryddede op, fortæller afdelingssygeplejerske Sonja Hougaard.

Men også fjernbetjeninger, barnevogne og selv rangler til de helt små børn bliver skrevet på svindlisten.

- Vi har fået fjernet spillemaskiner, selv om de har været spændt fast. Det lyder utroligt, men det kan altså lade sig gøre. Kreativiteten kender ingen grænser, lyder det fra Sonja Hougaard.

Hun er overbevist om, at det er forældre eller besøgende til børnene, der står bag tyverierne, for dørene er låst fra aften til morgen.

Problemet findes også på Hillerød Hospital, hvor fladskærme og PlayStation bliver stjålet, selv om de er boltet fast. Tre Nintendo Wii forsvandt umiddelbart efter, at hospitalet havde fået dem doneret af en sponsor, og mindre ting bliver løbende væk.

Adfærdsfilosof Pelle Guldborg Hansen fra Syddansk Universitet mener, at noget af svindet kan forklares ved, at forældre til et sygt barn er villige til at give barnet alt, hvad det ønsker sig. Problemet er bare, at det tilhører andre.

- Uheldigvis er vi mennesker kreative i sådanne situationer, så vi kan snildt finde på grunde, der legitimerer, at vi tager genstandene med, siger Pelle Guldborg Hansen.