Fay Weldon: "Jeg løfter altid en pegefinger"
Ifølge Fay Weldon graver vi vores egen grav med vores hang til materialisme og overforbrug. Forbrugerismen har inspireret den snart 80-årige forfatter til at skrive romanen "Primrose Hill", der udkom for nylig på dansk
Den 79-årige engelske forfatter Fay Weldon er iklædt en lang fløjlscardigan i dæmpede grønne og røde farver og har både fået lagt makeup og sat hår, da hun bliver hjulpet op ad trinene til mødelokalet på hendes foretrukne hotel i København. Hun er i byen i forbindelse med oversættelsen til dansk af romanen "Primrose Hill", hendes 29. i forfatterskabet.
Tidligere udkom blandt andre "Støvbold" fra 1982, "En hun-djævels bekendelser" fra 1984, Weldons erindringer, "Auto da Fay", fra 2002 og "Mandefælden" fra 2004, og fælles for alle bøgerne er en kredsen om kvinders liv og levned. Hendes temaer er ofte ægteskab, utroskab, skilsmisse, karriere og børn, alt sammen beskrevet, mener mange, fra en feministisk vinkel. Selv mener Weldon, at hun blot fortæller om den virkelighed, vi lever i.
I den nye roman er fokus på kvindernes kamp for frihed tonet en smule ned til fordel for en satirisk skildring af et samfund på fatal deroute. Forestil dig en verden, hvor manglen på fødevarer har fået regeringerne til at overveje at sætte menneskekød på markedet og proppe medikamenter i farsbrød. Samfund, hvor der er sat postkasser op, som opfordrer dig til at melde dine medborgeres mistænkelige aktiviteter. En verden, hvor overforbrug og økonomisk krise har fået det kapitalistiske samfund til at bryde sammen. Sådan en verden lever romanfigurerne i "Primrose Hill" i.
Hvor tæt ligger vores egen verden på den i Primrose Hill?
"Et samfund som det i Primrose Hill kan godt blive til virkelighed, og måske bliver det værre endnu. Måske er timingen forkert, og det kommer først til at ske i 2020 og ikke i 2013 som i bogen, men alting går så hurtigt i dag. Det hele er som dominobrikker, og man skal være ret håbefuld for at tro på, at vores samfund kan blive ved med at fungere som nu," siger hun.
Inspirationen til bogen er kommet af at lytte til nyhederne. Og i denne tid, hvor man i Storbritannien har gang i den helt store sparerunde, og mange mennesker vil miste jobbet, synes den uhyggeligt aktuel. Tilsyneladende er det først og fremmest forbrugerismen, der i bogen har givet anledning til det endelige kollaps. Men hvorfor er det så farligt at forbruge?
"Folks store forbrug af ting får dem til at slave igennem tilværelsen for at tjene penge til deres næste køb. Forældre arbejder for at købe nyt, dyrt legetøj, og på den måde bliver børnene vant til, at ting er lig med kærlighed. Det er sådan, det kapitalistiske system får dig til at arbejde og lave alle mulige ubrugelige ting. Penge er en slags fantasi - de betyder ikke noget i sig selv, og når folk en dag bliver trætte af at bruge dem, falder de så lange, de er, og det samme kommer til at ske for samfundet. Jeg kan ikke se, hvordan kapitalismen skal overleve, og hvordan der kan komme nok virkelighedsfornemmelse til at få penge til at betyde noget igen," siger hun.
For over 10 år siden valgte Fay Weldon at lade sig døbe, og hun er nu en hyppig gæst i den anglikanske kirke. Hun har tidligere fortalt til Kristeligt Dagblad, at hun ser kristendommen som en mulig modvægt til forbrugerismen.
"For mig handler kristendommen om at reflektere over sit liv og de regler, man lever det efter. På et personligt plan giver det dig en bedre forståelse af tilværelsen. Det må være ekstremt deprimerende at være ateist, for jo mere man bekymrer sig om kosmologi, jo mere kompliceret bliver det hele. På den måde virker det meget simplere at være kristen."
Historien i "Primrose Hill" udfoldes set gennem den 80-årige Frances Prideaux' øjne. En romanfigur, som Weldon betegner som sit alter ego. Og med en fortid som feteret romanforfatter, flere skilsmisser bag sig og et kompliceret stamtræ vækker Frances da også stærke mindelser om Weldon selv. I virkelighedens verden er Frances Fay Weldons ufødte lillesøster, som moderen mistede ved en spontan abort. I bogen er hun lige som det øvrige samfund i pengenød, og på en trappe bag sit hus sidder Frances og skjuler sig for fogeden og skriver om sit liv dengang og nu.
Er der en løftet pegefinger, der opfordrer os til at skrue ned for forbruget i bogen?
"Ja da, jeg løfter altid en pegefinger," siger hun og griner.
"Men jeg joker om det, så ingen opdager det. Der er bare ikke ret meget, man kan gøre ved den udvikling, der er gang i."
Den satiriske, ironiske, skælmske og drilske fortælling er markant for både Weldons og Frances' tankestrøm. For Frances' vedkommende er det hukommelsen, der til tider svigter. I bogen er der også noget andet, der svigter: Frances krop. Den er genstand for beskrivelsen af en anden slags forfald, som bogen også beskæftiger sig med. Nemlig kroppens.
I mødelokalet på hotellet er vi nået til kaffekop nummer to, og jeg hælder op. Fay Weldons armkræfter er ikke, hvad de har været. Flere gange i løbet af bogen klager hovedpersonen Frances over alderdommens indtog. Har Weldon det også sådan?
"Jeg ville da hellere være 18," siger hun, men skynder sig at tilføje, at hun ikke mener i psykologisk forstand.
"Det irriterende ved at blive gammel er, at kroppen ikke gider det, du gider. Det er irriterende, men ikke forfærdeligt. Det gode er jo, at du har mere erfaring og bedre kan forudsige dit liv. Den del af at blive ældre, bekymrer mig ikke. Døden bekymrer mig ikke."
Weldons eget liv har givet hende en hel del erfaringer. Især med kærligheden, som også er et tema i "Primrose Hill". Mens Fay Weldon selv er gift for tredje gang, er Frances blevet alene efter to ægteskaber. Hun må jonglere med forholdet til sine egne børn, hendes anden mands barn, hendes datters børn og papbørn, og så videre.
I bogen skaber de komplicerede familieforhold en del ravage. Og Fay Weldon selv har ikke meget til overs for stigende skilsmisserater og moderne familieforhold. Men når udtalelser som "skilsmisse burde forbydes" og "børn af skilsmisseforældre burde blive tvunget til at gå i kirke om søndagen" bliver efterfulgt af lange latterudbrud, er det ikke helt let at afveje, i hvor høj grad hun egentlig mener det.
Men at det er synd for børn af skilsmisseforældre, er man ikke i tvivl om, at hun gerne vil have på dagsordenen.
"Det er forfærdeligt med de her moderne skilsmissefamilier. Børnene lider virkelig. Forældrene tror, at hvis de bare lader som om de er gode venner, er alt fint. Men det er de ikke, og børnene vokser op med en masse problemer. Selvfølgelig kan man være heldig, at det hele går fint, men det er en svær situation både at bevare sin personlige frihed og have børn. Engang var det kun kvinderne, der stod med det problem, manden var lykkelig, nu har han det lige så miserabelt. Feministerne fandt aldrig ud af, hvad man skal gøre med problemet med børn og frihed," siger hun.
Der bliver skruet op for operamusikken i foyeren, så jeg lukker døren ind til mødelokalet for at kunne høre, hvad Weldon siger.
"Jamen, du kan jo bare finde på det hele, sådan som vi snakkede om i starten," siger hun.
"Man kan faktisk selv komme til at føle sig helt fiktiv, når man sidder og er så involveret i at opfinde andre personer. På en måde er vi jo alle sammen fiktive figurer."
Hvad med Frances, hvor meget af hendes historie og personlighed er faktisk din egen?
"Selvfølgelig er hun en fiktiv person. Men alle dine romankarakterer er jo samtidig også dig selv. Det er dig selv i en anden situation, i en anden krop, en anden tid og et andet sted," siger hun, og når lige at rette på håret, inden fotografen gør sin entré.