Dydens smalle politiske sti
Moral betyder mere og mere i et politisk landskab, hvor personlig troværdighed har afløst klassekamp, og moderne massemedier fremviser politikere som personer. Siden Alberti-skandalen i 1908 har danske politikere opført sig forholdsvis pænt - men en politiker kan blive væltet, selv om der ikke ligger ulovligheder bag
En tirsdag formiddag i september 1908 trådte Peter Adler Alberti ind i Domhuset ved Nytorv i København. Danmarks netop pensionerede justitsminister vandrede direkte ind til den vagthavende overbetjent. Han parkerede sin næsten 140 kg tunge krop foran politimandens skrivebord.
»Dette er en anmeldelse«, begyndte Alberti. Hvorefter han tilstod, at han havde begået falsk og bedrageri, mens han beklædte posten som justitsminister.
Alberti indrømmede, at han havde svindlet og vildledt som minister. Han rodede personlige interesser sammen med sit politiske virke. I kulissen bedrog han blandt andet den sparekasse, han var formand for. Han formøblede godt 15 millioner kroner - i vor tids penge i omegnen af en halv milliard - for sin egen personlige vindings skyld.
Når jurister og samfundsforskere forelæser om moralske skandalesager i dansk politik, hiver de stadig den næsten 100 år gamle begivenhed op af hatten. For Alberti-skandalen rager op som det absolutte toppunkt af umoral fra en dansk politikers side.
- Efter Alberti har vi ikke haft nepotisme og korruption på de øverste pladser i statsforvaltningen, og vi har ikke haft rigtige bedragere som ministre. I kommunerne har der været enkelte sager. Men man må stadig sige, at danske politikere er forholdsvis ukorrupte, når man sammenligner med andre lande, siger juraprofessor Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet, der blandt andet har forsket i ministeransvar og bruger Alberti som eksempel i foredrag og undervisning.
Siden Albertis tid har kun én minister fået en rigsretssag på halsen. Det var tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der i 1995 inkasserede fire måneders betinget fængsel for sin rolle i Tamil-sagen.
Men selv om danske politikere meget sjældent begår alvorlige ulovligheder, blæser mediestorme jævnligt både ministre, partiledere eller menige folketingsmedlemmer omkuld. Folketinget tvinger af og til ministre til at gå af - vel at mærke selv om der ikke ligger korruption og magtmisbrug bag.
Vi forventer tilsyneladende en særlig moralsk optræden fra vores politikere, der rækker langt videre end lovens bogstav. Og mange mener, at kravene er vokset i de senere år - i Danmark og i resten af den vestlige verden.
Den engelske professor i sociologi ved University of Cambridge, John B. Thompson, har forsket intenst i politiske skandaler og politikermoral og forelæser på universiteter overalt i verden.
Han har dokumenteret, at antallet af skandalesager i politik er vokset i vores del af verden i de seneste tre årtier. Og efter hans mening skyldes det ikke, at politikere pludselig opfører sig mere skandaløst end i fortiden. Politikernes personlige moral er derimod blevet mere interessant og står som et kernepunkt i moderne politik. Og det har sine grunde:
- Det handler om udviklingen af massemedier, hvor vælgerne kan se deres politikere live og bedømme deres karakter. Det handler om journalisters desperate iver efter at afdække skandaler. Og så handler det om, at politik i disse år drejer sig om personlig troværdighed. Hvis din politiker opfører sig umoralsk i en del af sit liv - hvordan kan du så stole på ham som politiker? siger han til Kristeligt Dagblad.
Udviklingen tog fart i 1970'erne, hvor den også nåede dansk politik.
Ritts suite
For det var en tirsdag i december 1978, at Ekstra Bladet serverede en appetitvækker på sin forside:
»Ritt sov for 50.000 i Paris på 13 døgn«.
Inde i bladet begyndte en stort opsat artikel med ordene: »Undervisningsminister Ritt Bjerregaard har på 13 dage formået at få en hotelregning op på ca. 50.000 kr.« Under en kongres havde socialdemokraten Ritt Bjerregaard på statens regning boet på »det dyreste hotel i Paris, Hotel Ritz« og betalt 3768 kroner pr. nat for en suite.
Ritt Bjerregaards kolleger reagerede lynhurtigt. Statsminister Anker Jørgensen (S) sagde til Politiken: »Hvis oplysningerne om Ritts hoteludgifter er rigtige, har hun båret sig fuldstændig tåbeligt ad.« Den konservative leder Poul Schlüter ville stille en mistillidsdagsorden mod Ritt Bjerregaard, og SV-regeringens udenrigsminister Henning Christophersen (V) kaldte hende en belastning for regeringen.
Da Ritt Bjerregaard vendte hjem til Danmark før tid fra en anden officiel rejse, vurderede Anker Jørgensen, at hun kunne have valgt en billigere indkvartering. Han krævede, at hun betalte 20.000 kroner tilbage.
Ritt Bjerregaard svarede, at hun ikke havde frådset eller på anden måde misbrugt offentlige midler i juridisk forstand. og foreslog, at Rigsrevisionen gennemgik bilagene i sagen.
Dagen efter, fredag 22. december 1978, fyrede Anker Jørgensen sin undervisningsminister.
Senere viste sagen sig at mangle hold i virkeligheden. Hotel Ritz var for eksempel ikke Paris' dyreste, og udenrigsminister Henning Christophersen havde overnattet langt dyrere pr. døgn under en rejse til New York et par uger forinden.
Alligevel tøvede Anker Jørgensen ikke med at fyre Ritt Bjerregaard.
Hykleri
Historien om Ritt Bjerregaards fyring springer nemlig i øjnene som et skoleeksempel på den måske vigtigste mekanisme overhovedet i spørgsmål om polikermoral:
Den type umoral, der kan vælte en politiker, afhænger af de værdier, politikeren repræsenterer.
Netop da sagen om Ritt Bjerregaard dukkede op, arbejdede statsminister Anker Jørgensen på at bremse lønstigninger og sænke underskuddet på betalingsbalancen. Hans politik ramte almindelige mennesker hårdt.
Derfor sendte det et ualmindeligt skidt signal, at en socialdemokratisk minister i regeringen tilsyneladende frådsede. Alene mediestormen gjorde, at Anker Jørgensen måtte fyre hende.
Senere i karrieren fik Ritt Bjerre- gaard en anden moralsk sag på halsen. Hun flyttede ind i en herskabslejlighed på over 200 kvadratmeter på Vesterbro i København, mens hun havde postadresse på Fyn og hævede et skattefrit tillæg. Retten afgjorde senere, at hun ikke havde gjort noget ulovligt, men signalet med den enorme lejlighed over for socialdemokratiske vælgere var nok til, at hun måtte gå som gruppeformand i 1991.
- Mange politiske skandaler opstår, når man fanger en politiker i en eller anden grad af hykleri. Altså når en politiker anlægger en politik, som vedkommende ikke engang selv kan leve op til, siger John B. Thompson.
Så hvis en ledende politiker fra det abortkritiske parti Kristendemokraterne en dag fik foretaget en abort - og sagen blev kendt i offentligheden - ville det skade politikeren og partiet mere, end hvis samme historie dukkede op om en SF'er.
Omvendt har medier skrevet kritisk om, at Vejles SF-borgmester Flemming Christensen ejer en udlejningsejendom og angiveligt driver den med hård hånd. At være bolighaj harmonerer dårligt med SF's værdisæt.
Mekanismen har revet andre ministre end Ritt Bjerregaard med sig gennem tiden - blandt andre socialdemokraten Ole Stavad. Som nytiltrådt minister gav han den nordjyske sparekasse Spar Nord et ulovligt skattefradrag.
I 1994 placerede et udvalg skylden hos embedsmændene. I et enkelt tilfælde havde Ole Stavad dog leveret et ikke-svar, som udvalget mente kunne have forvirret Folketinget. Normalt ville den slags højst give en minister en næse. Alligevel trådte Ole Stavad tilbage.
1980'erne havde inden da budt på mange skandaler, og Poul Nyrup Rasmussen (S) slog sig op på at være moralsk uangribelig, da han dannede regering i 1993. Derfor kunne hans regering formentlig ikke bære, at Stavad tærede på dens moralske renommé, selv om kritikken af ham var forholdsvis mild.
Fra 1980 og frem til Spar Nord- sagen havde 15 skandaler ligefrem ført dommerundersøgelser med sig - fem gange så mange som i tiåret før, der bød på tre undersøgelser. Ministermoral - og politikermoral i det hele taget - var pludselig blevet et vigtigt tema.
TV og Watergate
Det er der flere forklaringer på. Ifølge professor John B. Thompson har moderne massemedier først og fremmest gjort de politiske ledere mere synlige som personligheder. Ritt Bjerregaard optrådte ofte på tv, så vælgerne oplevede hende som person i modsætning til generationen af politikere før hende.
TV-seere og avislæsere havde altså et meget klart billede af Ritt Bjerre- gaard, som det gav mening at bygge videre på - hvilket Ekstra Bladet blandt andet gjorde ved at konstruere et modelfoto fra Hotel Ritz med en mørkhåret kvinde, der poserede i dobbeltsengen i en suite.
- Det nye mediebillede er et tveægget fænomen. Politikere kan appellere til deres befolkninger, men medierne præsenterer dem samtidig som personer, der kan blive bedømt ud fra deres karakter eller personlighed, siger John B. Thompson.
Hertil kommer journalisternes iver. Under Watergate-skandalen i USA gravede reportere i præsident Richard Nixons rolle, indtil han i 1974 måtte gå af i utide som den første amerikanske præsident nogensinde. Straks blomstrede lysten blandt journalister verden over til at afsløre umoral blandt politikere, og i dag ligger der meget stor journalistisk prestige i at lave afsløringer. Sidste år vandt to journalister fra B.T. eksempelvis den prestigefyldte Cavling-pris for deres afsløringer om Farums Venstre-borgmester Peter Brixtofte.
Når journalister ofrer politikeres mulige moralske fejltrin større opmærksomhed, afdækker de virkelige forbrydelser som Watergate i USA og Tamilsagen i Danmark. Men faren ligger i, at journalister løber med en halv vind, sjusker med deres research eller strammer historierne, som det skete i sagen om Ritt Bjerregaard.
Endelig har den politiske kultur ændret sig. Klassekampen begyndte allerede at smuldre, i takt med at velfærdssamfundet indførte lige rettigheder og goder for alle. Murens fald gav den dødsstødet. I dag giver venstre-højre-diskussioner ikke længere samme mening, og det handler om »tillidspolitik« og moralsk troværdighed for de politiske ledere.
Derfor sætter politikere også spørgsmålstegn ved hinandens moral og bruger det som et våben - som da Poul Schlüter i 1978 meddelte, at han ville stille en mistillidsdagsorden mod Ritt Bjerregaard, selv om han ikke kunne bygge den på andet end pressens dækning.
I nyere tid har vi eksempelvis set sagen om venstremanden Anders Møllers sexchikane mod en sekretær, hvor Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil omgående bombarderede statsministeren med kritiske spørgsmål, selv om ingen kendte detaljerne i sagen. Oppositionen prøvede også at samle flertal for et mistillidsvotum mod finansminister Thor Pedersen (V), der ikke respekterede bopælspligten på sin landejendom.
Sagerne relaterede sig ikke direkte til Thor Pedersens virke som minister eller Anders Møllers evner som lovgiver. Oppositionen angreb politikernes personlige troværdighed og ikke deres faglige virke.
Moralspørgsmål i dansk politik følger de samme hovedtendenser som i resten af den vestlige verden - om end vi bryster os af ukorrupte politikere og indtil videre ikke snager i politikeres sexliv som i USA og Storbritannien.
Det nye er dog, at ingen ministre i Anders Fogh Rasmussens (V) regering er fyret på grund af deres moralske fejltrin. Oppositionen har ellers indædt angrebet finansminister Thor Pedersen i bopælssagen og senest miljøminister Hans Christian Schmidt (V), der står mistænkt for at betænke egne bekendte med tilskud.
Under Nyrups regering faldt ministre jævnligt, når de gjorde sig uheldigt bemærkede moralsk. Pia Gjellerup (S) sad kun to måneder som justitsminister i 1993, før hun blev fyret, fordi hun havde været bestyrelsesformand i en krakket socialdemokratisk kursusejendom. Ole Stavad måtte som før nævnt også gå, og CD'eren Bente Juncker nåede kun at køre i ministerbil i et par uger, før hun blev fyret, fordi hun havde slynget ubegrundede sexanklager mod en institutionsleder.
Flertal for moral
Her præsenterer lektor i politisk journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole og forhenværende pressechef i det Konservative Folkeparti, Niels Krause-Kjær, den sidste vigtige egenskab ved politikermoral:
- Det lyder kynisk. Men moral i politik handler også om politisk flertal, siger han.
Da sagen om Thor Pedersen dukkede op sidst i 2002, bakkede regeringens støtteparti Dansk Folkeparti op om finansministeren.
- Der var også en politisk fornemmelse af, at Dansk Folkeparti så at sige »satte penge i banken«, og at Thor Pedersen senere ville skylde partiet en tjeneste i form af indflydelse, mener Niels Krause-Kjær.
Regeringen var på det tidspunkt uhyre populær blandt vælgerne, så risikoen ved at støtte den var lille. Men da Anders Fogh Rasmussen tilbage i november 1992 selv måtte træde tilbage som skatteminister på grund af en sag om kreativ bogføring i sit ministerium, spøgte Tamil-sagen derimod i kulissen. Schlüter-regeringen var efter manges mening kørt træt politisk. Det betalte sig ikke for andre partier at holde hånden over skatteminister Anders Fogh Rasmussen.
Indtil nu har statsminister Anders Fogh Rasmussen kunnet regne med, at det faste støtteparti Dansk Folkeparti ikke uden videre vælter en minister. Men regeringens meningsmålinger tegner ikke lovende for tiden, og regeringen er ikke længere et sikkert kort at støtte.
Og så er der jo lige vælgernes dom. Anders Fogh Rasmussen har gjort høj moral til sit varemærke ved at vægte konkrete valgløfter. Tiden vil vise, om vælgerne mener, at han har holdt sig på dydens smalle politiske sti.
For moral eller ej - det er stadig vælgerne, der har det sidste ord i politik.