Der manglede noget i mig

Vores straffesystem indbyder ikke kriminelle til at have moralske skrupler over deres forbrydelser. Men kriminelle kan ogs angre - hvis de magter at kigge dybt i sig selv. Vi besger Statsfngslet i Vridslselille til en snak med en drabsmand, der fik psykologhjlp og begyndte at fle med sine ofre

Drabsmanden trder ind i besgscellen. Han vandrer et par skridt over gulvet og stter sig p en stol med skrammede armln og plettet, blt sdebetrk. Omkring ham glinser vggene af orange maling. Et pskegult gardin hnger bagerst i lokalet, halvt trukket for et mandshjt vindue med runde, hvide tremmer.

I vindueskarmen str to kunstige potteplanter og en radio. En hndvask putter sig i et hjrne med gr fliser p vggen. Ellers begrnser inventaret sig til en briks med lderbetrk og et lavt sofaboZ
�>Manden i stolen kender besgslokalet - og resten af Statsfngslet i Vridslselille - ud og ind. Han har siddet her i mange r, i over 10. Og han skal formentlig sidde lnge endnu.

Hvis vi beskrev hans forbrydelser, hvis vi rullede nogle detaljer op i deres gru i denne reportage, ville de fleste kunne gtte, hvem han er. Hans seneste udd vakte opsigt, trak store avisoverskrifter og d lunser af tv-nyhedernes bedste sendetid. Han afsoner en af de lngste domme i Danmark.

S vi njes med at afslre, at han har drbt.
Vi opsger en drabsmand bag de trnhje, gule fngselsmure i statsfngslet for at sge svar p nogle sprgsml om moral og forbrydelse. Har en morder overhovedet en moral? Lider han af moralske skrupler? Angrer han sin umoralske dd - og gr han sig hb om tilgivelse?

Drabsmanden lner sig tilbage i stolen. Han kradser sig p hagen.

- Tilgivelse er ikke noget, jeg har sgt. At stille som et krav, at nogen skal tilgive mig, det kan jeg ikke. For jeg kan aldrig tilgive mig selv. S kan jeg heller ikke sige til andre, at de skal gre det, siger han.

Hvordan er det at vide, at du ikke kan blive tilgivet?
- Det er vel let, for det virker fortjent nok. Hr her - jeg kan da ikke forvente, at brn, der har fet frataget deres far af en psykopatisk morder, skal kunne trykke ham i hnden og sige: Jeg tilgiver dig. S jeg har det godt med, hvis man hader mig. Det er ogs derfor, at jeg ikke vil have mit navn frem. Det m vre frygteligt at blive mindet om mig. Jeg er altid drabsmanden. Selv om jeg begyndte at blive et bedre menneske, da jeg gik til psykolog - og kiggede ind i mig selv for frste gang.
Hvad s du?

Drabsmanden rynker panden. Han stirrer lidt frem for sig.
- Jeg s noget forfrdeligt noget. Det lyder utroligt, men engang syntes jeg, at det var synd for mig, hvad der var sket. S lrte jeg at fle noget, og nr du fr flelser og kigger tilbage p din forbrydelse, ser du ikke lngere kun dit eget stakkels selv, der str og skyder i en presset situation. Du fler ogs den skrk, dine ofre har flt. Du hrer ringklokken hos konerne. De bner dren i nattj og fr at vide, at deres mnd er dde. Jeg har set det for mig. Det var et vendepunkt. For man kan have lige s store mareridt i vgen som i sovende tilstand, kan jeg fortlle dig.

Ingen plads til anger
Statsfngslet i Vridslselille stammer tilbage fra 1859 og ligger som en stjerneformet kolos i kbenhavnerforstaden Albertslund. Fire flje strkker sig ud fra Centralen - en midterbygning, hvor fortidens fngselsbetjente kunne placere sig og p n gang overskue de lange gange og alle fngslets celler.

Ganske tt ved Centralen putter en lav, tommetyk dr sig, der brer et rdt skilt med teksten Prsten. Inde i den tidligere celle sidder fngselsprst Jakob Arnbjerg ved et lavt bord med tilhrende sofa. Han skuer ud gennem et vindue mellem de obligatoriske tremmer, der skrer udsigten i skiver.

- Kontoret er nyt, og jeg har frst lige bestilt persienner, siger han og peger p vinduet.
Hver uge udfylder 10-15 indsatte en hvid anmodningsseddel med kryds ved fngselsprsten, hvorefter voldsmndene, tyvene og morderne tager plads i den grnne sofa lige under vinduet og letter deres hjerter for stort og smt - mest af alt for tanker om deres forbrydelser.

Prsten har altid spillet en vigtig rolle i Vridslselille. I statsfngslets frste r, i 1800-tallet, sad fangerne i fuldkommen isolation. De lste udelukkende i Biblen og talte frst og fremmest med prster. Grundtanken var, at hvis man tvangsfodrede folk med det kristne budskab og gav dem ro til at angre, ville de udvikle en moral og forvandle sig til bedre mennesker.

Den frygtelige ensomhed gjorde i stedet fangerne sindssyge. I dag behandler fngslet de kriminelle mere humant. Men efter Jakob Arnbjergs mening glipper systemet, nr det handler om at bne fangernes jne for de moralske sider af deres forbrydelse.

- Man kan jo sige, at vores retssystem overhovedet ikke animerer til, at man overvejer eller angrer, hvad man har gjort. Tvrtimod. Under retssagen er det kutyme, at folk forsvarer sig og erklrer, at de er uskyldige. Der er ingen plads til anger. Nr de bliver dmt, bliver de frihedsbervede. S sidder de her, og intet ansporer dem for s vidt til at angre. Men der er mange fanger, der kan have glde af at gre det.

I de senere r er flere ganske vist begyndt at sge fngselsprsten - s mange, at Vridslselille nu ogs beskftiger en hjlpeprst. Egentlige skrifteml er ikke usdvanlige. For nogle dage siden gennemfrte Jakob Arnbjerg et ritual i en celle, hvor en fange sad i isolation og gerne ville skrifte og have tilsagt syndernes forladelse. Han havde et drab p samvittigheden.

Men det er stadig kun et mindretal af fangerne, der bearbejder deres forbrydelser i selskab med fngselsprsten. Endnu frre opsger den psykolog, der arbejder otte timer om ugen i statsfngslet.

- Det er mit indtryk, at de fleste inderst inde har det drligt med, hvad de har gjort. Men mange vlger at leve p en lgnehistorie. De kan ikke bre at have det utilgivelige p samvittigheden, s de opfinder en forklaring om, at det var et uheld, at de var pressede til at lave deres kriminalitet, eller hvad ved jeg. Men nogle kigger ind i sig selv. Og det er min erfaring, at det hjlper dem til at komme videre, siger han.

Da Kristeligt Dagblad henvendte sig til Vridslselille for at tale om moral og forbrydelse med en indsat, hjalp Jakob Arnbjerg med at formidle kontakt til en oplagt kandidat.
Fangen var, efter mange r bag tremmer, pludselig begyndt at arbejde med de moralske aspekter af sin forbrydelse.

- Det handler om at skabe nogle gode betingelser for de mennesker, der sidder inde. Hvis man skaber et indtryk af, at det nytter noget at arbejde med sig selv - og hvis der er psykologer og prster, der kan tilbyde sig - s er der en vej for mange, mener Jakob Arnbjerg.

Manglede noget
Tilbage i det lille besgslokale rynker drabsmanden panden. Han samler tankerne. Udenfor hvlver en bl og frostklar himmel sig hjt over fngselsmurene. Lyset str ind ad det hje vindue og rammer bordpladen, som hans hnder hviler p.

Det er mske en anelse for hjtravende at sige, at drabsmanden har set lyset. Men da hans kone blev gravid og fdte ham en sn for lidt over tre r siden, begyndte nogle helt nye tanker pludselig at tage bolig i ham.

- Jeg havde jo set mig omtalt i medierne som psykopat. Sammenlignet med de mest bestialske mordere syntes jeg ikke, at jeg var psykopat. Men jeg begyndte alligevel at bide mrke i, at fr min familie for eksempel kom p besg, mtte jeg sige til mig selv, at nu skulle jeg huske at vre far. Hvis min kone havde det drligt, var det noget, jeg ligesom tnkte mig frem til, fordi jeg s trerne rulle ned ad kinderne p hende. Men jeg kunne ikke fle det, selv om jeg jo sdan set godt vidste, at jeg burde.

Drabsmanden opsgte fngselspsykologen og bad om at f hjlp til at vre en bedre far. Under de frste samtaler gravede psykologen sig ind under den mentale facade, drabsmanden havde bygget op under en hrd barndom med en alkoholisk mor. Han lukkede op for sine flelser.

- Jeg begyndte at flde trer sammen med min kone. Det var en befrielse uden lige. Til gengld fik jeg problemer i mit liv i fngslet. Nr man har get rundt i en rrkke og vret p n mde og s pludselig opdager, at det er noget lort at vre den, man er, s er det ikke rart. Og da jeg s oven i kbet opdagede, at det ogs var noget lort for de andre i fngslet, fordi jeg lige pludselig kunne relatere til dem, s blev det tungt.

Senere nede psykologen og drabsmanden frem til at snakke om sagens kerne, om selve forbrydelsen og om manglen p medflelse med ofrene.
- Jeg flte ikke noget for dem. Jeg huskede, at jeg kiggede mig i spejlet 15-20 minutter efter drabene, og jeg kunne ikke kende mig selv. Men jeg gik bare rundt og sagde: De er ikke dde, de er ikke dde. Jeg tnkte kun p mig selv. Jeg havde det drligt, men jeg nede frem til, at grunden var, at jeg syntes, det var synd for mig.

Og nu er det ikke primrt dig, det er synd for?
- Ikke primrt? Det er slet ikke synd for mig, for fanden.

Hvordan forholder du dig s til, hvad du har gjort?
- Jeg har jo gjort mig mange tanker om, hvordan jeg kunne sl ihjel. Svaret er ganske simpelt: Fordi jeg ikke vidste bedre. Der manglede noget i mig, som jeg fler, at jeg har nu.
Mange undrer sig nok over, at du kunne sl ihjel, fordi alle jo ved, at det er forkert?
- Jo, jeg vidste det med forstanden. Men flelsesmssigt var jeg p et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke vidste bedre. Hvorfor ved man ikke bedre? Det kan vre en elendig barndom, det kan vre forkert selskab, det kan vre, fordi man er tosset i hovedet - eller en kombination af alle tingene. Men man ved bare ikke bedre. Jeg tog livet af levende mennesker, fordi der manglede noget i mig.

Tvang
Netop i disse uger str forholdene i landets fngsler hjt p dagsordenen i samfundsdebatten. I onsdags sad drabsmanden og s Profilen i DR's nyhedstime med justitsminister Lene Espersen, der str bag en lang rkke stramninger i straffesystemet.

For en uge siden besluttede regeringen at oprette 175 nye fngselspladser. I perioden 2002-2006 vil der vre skabt 550 nye pladser. Midt i snakken om noget-for-noget og hrdt-mod-hrdt tnkte drabsmanden over en af de statistikker, justitsministeren skulle forholde sig til - nemlig, at syv ud af 10, der har afsonet ubetingede domme, ryger tilbage bag tremmer.

- Som jeg siger, kommer vi i fngsel fra starten, fordi vi ikke ved bedre. Hvorfor kommer vi s i fngsel igen? Det er sgu da, fordi vi stadig ikke ved bedre. S er der da nogen, der m g ind og lre os det. Jeg sgte hjlp, fordi jeg fik et barn, men jeg kunne have fet det langt tidligere.

Hvordan skulle det foreg?
- Der str jo nrmest i aviserne, at vi er psykopater hele bundtet. S br man da stille krav om, at i det tidsrum, en fange er frihedsbervet, skal han ogs laves om. Og hvis du sprger mig, skal han tvinges. Det er mit budskab, som jeg bygger p min egen historie. De fleste danskere render ikke render rundt og myrder hinanden, for samfundets regler og moral siger, at det gr man bare ikke. Men nogle ved ikke bedre, fordi der er noget galt med dem. Man skal tnke p, hvilket produkt, der kommer ud i den anden ende.

Hvilket produkt kommer du ud som?
- En familiefar, tror jeg. Jeg er blevet klogere og har fet noget selvindsigt. Jeg er ikke en genfdt kristen eller noget i den stil, men jeg er net videre. Fr jeg laver en handling, tnker jeg over konsekvenserne nu.

Og det er du sikker p?
Drabsmanden tnker sig om et jeblik. S nikker han.
- Ja. Jeg kan ikke se, hvad der kunne ske, som skulle gre, at det ikke bliver tilfldet.

@e-mail:lenler[AT]kristeligt-dagblad.dk