WikiLeaks har andet end åbenhed på dagsordenen
Med forbehold for, at der kan komme afsløringer, som virkelig betyder noget, er WikiLeaks-sagen foreløbig skadelig og ensidigt rettet mod USA. Nyfigenheden fejrer triumfer
Offentliggørelsen i disse dage af tusindvis af indberetninger fra amerikanske ambassader rundt om i verden sker angiveligt i ytringsfrihedens navn. Aktionen begrundes med hensynet til åbenhed og maksimal gennemsigtighed, men organisationen WikiLeaks er påfaldende tavs om, hvor man har materialet fra. Dét forstår man godt.
Der er formentlig tale om stjålne dokumenter, som ulovligt er blevet vristet ud af hænderne på deres ejermænd, nemlig USA's udenrigsministerium. Der er således tale om hælervarer, som alverdens medier egentlig burde holde sig for gode til at røre med en ildtang.
Sådan spiller klaveret naturligvis ikke i informationssamfundet. Men der hviler et kolossalt ansvar på medierne i denne tid om ikke bevidstløst at videregive oplysninger, blot fordi de er forsynet med et stempel om fortrolighed.
Drejer det sig om informationer, der virkelig indeholder overraskende oplysninger, må man i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, om de har så bred offentlig interesse, at de skal bringes videre i lyset af, at de er kommet ulovligt til veje. Men det er ikke det, vi oplever i øjeblikket.
Indtil i aftes var der overvejende tale om et indblik i diplomatiets væsen, præget af almindeligheder. I kraft af omfanget af enkeltheder er mange af oplysningerne pinlige for de involverede, men så vidt det kunne bedømmes, var der ikke tale om, at historien må skrives om på væsentlige punkter. I stedet blev "nyfigenheder" gjort til nyheder.
I går blev det eksempelvis gjort til en nyhed, at USA's daværende ambassadør i København, James P. Cain, i forbindelse med folketingsvalget i 2007 var bekymret for udsigten til et regeringsskifte med en koalition bestående af S, SF og R. Men det er hverken særligt odiøst eller overraskende.
Cain var udpeget af daværende præsident George W. Bush, og uanset hvad man mener om de to herrer, så er det logik for perlehøns, at en regering baseret på venstrefløjen herhjemme ville føre en anden udenrigspolitik, end USA ønskede, særligt i forhold til Nato i almindelighed og Afghanistan i særdeleshed. Ambassadøren udførte blot sit arbejde.
Tidligere på ugen blev det i den internationale presse lanceret som en sensation, at USA's ambassade i Moskva i en serie indberetninger til Washington leverede pågående oplysninger om magtspillet i Kreml og ikke mindst forholdet mellem præsident Medvedev og premierminister Putin. Pikant? Ja. Overraskende endsige sensationelt? Nej.
En af diplomatiets hovedopgaver er at levere oplysninger og vurderinger til regeringen derhjemme, om hvad der foregår i det pågældende land. Alle regeringer ønsker et så godt beslutningsgrundlag som muligt. En vis grad af fortrolighed er nødvendig, og det siger sig selv, at indberetninger ofte afviger fra, hvad alle kan læse sig til. Det er hele pointen med at have et dyrt diplomati.
For USA's diplomatiske arbejde er WikiLeaks-aktionen et alvorligt tilbageslag. På kort sigt vil nogle af oplysningerne så splid mellem USA og en række andre lande. Amerikanernes modstandere vil selvfølgelig forsøge at puste til ilden, så godt de kan.
På længere sigt må amerikanske diplomater regne med, at fortrolige kilder kan tørre ud, eller at samarbejdspartnere rundt omkring bliver mere tilbageholdende med at levere oplysninger eller vurderinger af frygt for, at de kan ende i cyperspace.
Generelt vil diplomater verden over blive mere forsigtige med, hvad de skriver hjem. Værdifulde oplysninger vil gå tabt eller blive gemt til mundtlige indberetninger, og det er ikke nogen god ting i den urolige og på mange måder farlige tid, vi lever i.
Paradoksalt nok kan hele affæren altså føre til større lukkethed. Det er en vigtig pointe at notere sig i en tid, hvor mange mener, at jo mere der i denne internet-tidsalder hældes ud til offentlig beskuelse, jo bedre for den demokratiske udvikling.
Under alle omstændigheder understreger sagen, at der mere end nogensinde er brug for kvalitetsmedier, som på basis af viden og indsigt formår at sortere i de kaskader af information, der vælter frem døgn efter døgn, og give oplysningerne en seriøs behandling. Sagesløse forbrugere af information, som har en hverdag at passe, har brug for at blive guidet frem til de nyheder, der betyder noget.
I forhold til WikiLeaks ville det være nemmere at tage organisationen og dens stifter Julian Assange alvorligt, hvis han ikke havde en politisk dagsorden, der rækker videre end ønsket om åbenhed.
Julian Assange har helt åbenlyst et horn i siden på USA. Han betragter landet som en politistat og som en fare for demokratiet. I forbindelse med de aktuelle lækager har han forlangt udenrigsminister Hillary Clintons afgang. Ved to tidligere serier af lækager om krigene i Irak og Afghanistan har han erklæret sig som modstander af begge krige.
Han har ret til at have disse holdninger. Men de hører med til det samlede billede af en mand, der netop nu fremstilles som godhedens apostel, og som respekterede aviser deponerer deres troværdighed hos. Med forbehold for, at der kan komme afsløringer, som virkelig betyder noget, er hele sagen foreløbig skadelig og ensidigt rettet mod USA.
Man kan med fuld ret spørge, som den franske avis Le Figaro gjorde i den forløbne uge: "WikiLeaks' store principper er underligt selektive. Hvorfor har de kun USA og deres allierede i sigtekornet? Hvorfor prøver de ikke at informere os om beslutningsprocesserne i Teheran og Beijing?".
Det var et godt spørgsmål. Så vidt vides har WikiLeaks endnu ikke svaret.