Tommelskruer på de franske medier
Generende journalister bliver udspioneret eller afskediget, og præsidenten ansætter personligt lederen af landets public service-kanaler. Et problem for det franske demokrati, lyder kritikken
Optrinnet finder sted i foyeren på France Télévisions, hovedsædet for Frankrigs offentlige radio- og tv-stationer. Et større publikum og adskillige andre medier er til stede i anledning af overrækkelsen af en pris til filmmanden Yann Arthus-Bertrand under overværelse af præsident Nicolas Sarkozy. Som i dette øjeblik er i færd med at overfuse tv-stationens næstkommanderende, Patrice Duhamel.
"Der er absolut intet, der er tilfredsstillende i France Télévisions. Alt skal ændres. Fra kælder til kvist. Jeg skal egenhændigt formulere en ny public service-aftale," raser præsidenten.
"Det var ualmindeligt pinligt. Og jeg var nødt til at bide tænderne sammen. Man skændes jo ikke med præsidenten i fuld offentlighed", siger Patrice Duhamel om optrinnet.
Han er nu fratrådt som vicegeneraldirektør i France Télévisions og har netop udgivet en bog om det spændte forhold mellem Nicolas Sarkozy og den offentlige tv-station.
"Det, der gjorde situationen vanskelig, var, at Nicolas Sarkozy klart ønskede at få indflydelse på programfladen. Han betragtede generaldirektøren, Patrick de Carolis, som en slags tv-minister og mig som en statssekretær," forklarer Patrice Duhamel, som også har hørt præsidenten spørge med uforstilt undren:
"Hvorfor jeg gerne vil blande mig i programmerne? Jamen jeg er trods alt landets præsident."
Siden har præsidenten ændret radioloven, så det ikke længere er en bestyrelse, der udpeger generaldirektøren for France Télévisions. Nu er det præsidenten personligt. Og det kom ikke som nogen overraskelse, at Patrick de Carolis og Patrice Duhamel er blevet erstattet.
"France Télévisions er en offentligt finansieret virksomhed. Det er normalt, at aktionæren udpeger direktøren," har Nicolas Sarkozy sagt om lovændringen.
"Man kunne hævde, at det er skatteyderne, som er aktionærer. Men Nicolas Sarkozy mener tydeligvis, at ?staten, det er mig?," siger Jacques Julliard, formand for presseorganisationen Reporters sans Frontières, der holder øje med pressefriheden i verden.
I organisationens seneste årsrapport, som netop er blevet offentliggjort, er Frankrig raslet ned fra en 31.- til en 44.-plads på ranglisten over pressefriheden i verden. Dårligere end Tanzania og Namibia.
"Vi oplever for øjeblikket en hel række sager, som tilsammen er foruroligende. På mange måder nærmer vi os italienske tilstande. Nicolas Sarkozy er ikke selv ejer af medievirksomheder som den italienske regeringsleder Berlusconi. Men han har tætte bånd til ejerne af de store franske medievirksomheder, og han kontrollerer de offentlige radio- og tv-stationer," siger Jacques Julliard.
De seneste ugers afsløringer af spionageforsøg, brud på kildebeskyttelsen og tyveri af researchmateriale tilhørende journalister ved flere af de store medier har fået bægeret til at flyde over.
Journalisterne fra dagbladet Le Monde, netmediet Mediapart og det politiske ugemagasin Le Point har alle skrevet om interessekonflikten mellem daværende socialminister Eric Woerth og L?Oréal-arvingen Liliane Bettencourt. Det er den såkaldte "parfumeskandale", hvor Eric Woerth i begyndelsen af sin ministerperiode var kasserer i regeringspartiet UMP, som har modtaget store pengebidrag fra Bettencourt-familien, samtidig med at Woerths kone var ansat hos den finansrådgiver, som angiveligt har hjulpet kosmetikfamilien med skatte- unddragelse via hemmelige konti i Schweiz.
I september beskyldte det ansete dagblad Le Monde Elysée-palæet for at have bedt efterretningsvæsenet, DCRI, om at identificere kilderne til bladets afsløringer af ministerens interesseskonflikt. Le Monde har anmeldt sagen, som går ud på, at DCRI uden om de officielle kanaler og uden retskendelse har fået udleveret journalisternes telefonregninger med oplysninger om de numre, journalisterne har ringet op.
Regeringen og regeringspartiet UMP har betegnet påstandene som sludder og endog beskyldt journalisterne for at benytte fascistiske metoder. Men DCRI har hemmeligstemplet alle oplysninger om denne udspionering, og senest har det satiriske ugemagasin Le Canard Enchaîné afsløret, at premierministeren i oktober har kaldt efterretningsvæsenet og Indenrigsministeriet til orden.
Et bevis på, at udspioneringen har fundet sted, mener det franske journalistforbund Syndicat National des Journalistes, som har krævet en undersøgelseskommission nedsat for at kulegrave sagerne.
"Det er en direkte trussel mod pressefriheden i Frankrig. Udspioneringen er et brud på kildebeskyttelsen, som er en af demokratiets grundpiller, og som netop af denne grund blev indskrevet i grundloven tidligere på året," siger Dominique Pradalier, journalist ved France Télévisions og talsperson for SNJ.
"Frankrig er det land i Europa, der tæller det største antal ransagninger af mediernes redaktioner og det største antal sigtelser mod journalister, især fordi de nægter at udlevere navnene på deres kilder," påpeger også Jacques Julliard fra Reporters Sans Frontières.
Den 26. og 27. oktober blev tre journalister ved henholdsvis Le Monde, det politiske ugemagasin Le Point og netmagasinet Mediapart desuden udsat for indbrud, hvor deres bærbare pc?er og andet researchmateriale om Bettencourt-sagen blev stjålet.
"Det er ikke tilfældigt, at der finder tre tyverier sted samtidig. Der er absolut ingen tvivl om, at disse tyverier er et forsøg på at intimidere journalisterne og især deres kilder," mener Dominique Pradalier.
Disse sager er kulminationen på det anspændte forhold mellem Nicolas Sarkozy og de franske medier, som har hersket i adskillige år.
Det første offer for Sarkozys forsøg på at forhindre kritisk eller blot generende presseomtale var redaktøren af det store ugemagasin Paris Match, Alain Genestar, en af sværvægterne i fransk journalistik. Han offentliggjorde i 2006 historien om, at daværende fru Sarkozy, Cécilia, åbenlyst havde en affære.
Artiklen var den direkte årsag til, at Alain Genestar blev fyret af Paris Matchs ejer, Arnaud Lagardère, som er en af Nicolas Sarkozys nærtstående venner.
"Ikke en ven, men en bror" med præsidentens egne ord.
Umiddelbart efter præsidentvalget var det Le Journal du Dimanche, som censurerede en artikel om, at Cécilia Sarkozy ikke havde stemt ved præsidentvalgets anden runde, ifølge forlydender efter pres fra Sarkozys nærmeste medarbejdere. Hvortil kommer udnævnelser af nogle af præsidentens tro fæller til nøgleposter i den private tv-station TF1, der ejes af en anden af præsidentens personlige venner, Martin Bouygues, som er fadder til Sarkozys søn Louis.
"Det bliver i stigende grad nødvendigt, at redaktionerne på de franske medier får indført klausuler, der sikrer deres journalistiske frihed og deres uafhængighed af de økonomiske interesser, der ejer dem," siger Dominique Pradalier.
"Nicolas Sarkozy omgiver sig med rige og indflydelsesrige mennesker. Det skaber en kompleks situation. Men det er ikke en enestående situation," påpeger Henri Pigeat, tidligere chefredaktør på det franske nyhedsbureau AFP og i dag leder af Centre de Formation des Journalistes, en af de førende franske journalistuddannelser.
"Vi har ikke i Frankrig den nordeuropæiske og amerikanske tradition for at se medierne som den fjerde statsmagt, der er fuldstændigt uafhængig af de politiske magthavere. Og der er desværre en lang tradition for, at statsmagten forsøger at kontrollere pressen. Det gælder især tv-mediet, men også den trykte presse var udsat for telefonaflytninger i François Mitterrands præsidentperiode," siger Henri Pigeat.
"Man skal huske på, understreger medieforskeren Jean-Marie Charon, at Frankrig indtil 1970 havde en informationsminister, som havde direkte indflydelse på, hvad der blev bragt i tv-avisen under tv-monopolet. Præsident Georges Pompidou sagde ligeud, at tv-avisens opgave ikke var at informere offentligheden men at være Frankrigs stemme."
Nicolas Sarkozy er inde på det samme med sin påstand om, at hans ønske om selv at udpege generaldirektørerne for Radio France og France Télévisions har til formål "at gøre op med hykleriet. Nu er der rene linjer," som han har udtalt.
"Det er et tilbageskridt, der sender os 30 år tilbage," mener omvendt Dominique Pradalier, journalist ved France Télévisions og talsperson for det franske journalistforbund.
"Det skaber tværimod tvivl om alle udnævnelser og om objektiviteten af alle oplysninger. Alle disse forskellige forsøg på at kontrollere pressen er udtryk for en demokratiopfattelse, hvor præsidenten forsøger at sætte de demokratiske kontrolfunktioner ud af kraft."
Det er klart et problem for det franske demokrati, som ikke fungerer optimalt, når statsmagten på denne måde forsøger at kontrollere pressen, mener også Jean-Marie Charon:
"Vi havde ganske rigtigt inden for de seneste 30 år oplevet en positiv udvikling. Vi ser nu, at i perioder med politisk og økonomisk krise kan vi opleve tilbageslag. Det undergraver tilliden til journalisterne, der slås i hartkorn med samfundets magtelite, men også til hele det demokratiske system. Det skader den demokratiske debat om vigtige samfundsspørgsmål og fører i sidste ende til, at den demokratiske debat ikke føres i medierne men i gaderne, som vi for eksempel så det med pensionsreformen," påpeger Jean-Marie Charon.
Senest har Nicolas Sarkozys nærmeste rådgiver, Claude Guéant, og lederen af efterretningsvæsenet, Bernard Squarcini, anlagt injuriesag mod journalister fra flere franske medier efter artikler, der udpeger de to personer som direkte ansvarlige for udspioneringen af bestemte journalister.
"Disse sager kan ende med at demonstrere, at pressen har ret," mener Jacques Julliard fra Reporters sans Frontières, som ikke mener, at pressefriheden i Frankrig er i færd med at blive sat ud af kraft.
"Det er et problem, at man forsøger at skræmme potentielle kilder til at lade være med at udtale sig til pressen og ad den vej forhindre eventuelle skandaler i at sive ud. Men pressefriheden som sådan er ikke truet, for medierne offentliggør alligevel skandalerne, og der kommer konstant nye medier, ikke mindst på nettet, som er umulige at kontrollere," siger han.
Henri Pigeat, leder af journalistuddannelsen CFJ, når til samme konklusion:
"Forsøgene på at kontrollere pressen er et demokratisk problem. Men pressefriheden er ikke sat ud af kraft. Og det er trods alt ikke enestående i de vestlige demokratier, at der er spændinger mellem pressen og de politiske magthavere,"siger han.
Det kan også ende med, påpeger Jean-Marie Charon, at forsøgene på at kontrollere pressen bliver "et alvorligt politisk handicap for Nicolas Sarkozy."