Skal internetjournalistik koste penge?

Det er nemt og ikke nødvendigvis ulovligt at omgå betalingsmurene hos flere større netaviser. Politikens digitale chefredaktør finder det rystende, at folk ikke kan se, hvorfor de skal betale.

Flere danske medier kræver nu betaling for deres digitale indhold. Det gælder blandt andre Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og Kristeligt Dagblad. Online-journalistik er ikke gratis at producere, og derfor skal det heller ikke være gratis at bruge, lyder argumentet. Men mange læsere besværer sig ikke med at hive adgangsbilletten, dankortet, op ad lommen. De fifler en anelse med computerens indstillinger og kravler over betalingsmuren, for de vurderer ikke, at gærdet eller kvalitetsniveauet er tilstrækkeligt højt hos flere af medierne.

Det er især hos de medier, som benytter den såkaldte metered model, at det er nemt at snyde. Det er en model, som New York Times var først om at lancere, hvor man får et bestemt antal gratis artikler hver måned, hvorefter man betaler, hvis man vil læse videre.

Politiken.dk er et af de danske medier, der har taget modellen til sig.

Med så nemt det er at omgå Politikens betalingsmur, opfatter jeg det mere som en afgift for folk, der er for dumme til at bruge internettet, skriver Erik Gahner Larsen på det sociale medie Twitter.

Han er en af de læsere, som ikke betaler det symbolske beløb, som dagbladet Politiken kalder deres månedspris på 44 kroner for ubegrænset adgang til nyheder, interview, analyser, debatindlæg, tv og fotos.

LÆS OGSÅ: Betaling for netartikler kan skade demokratiet

Jeg synes, det er fint, der er betalingskrav, og jeg synes også, at folk skal betale penge for et produkt, de bruger. Men så længe at eksempelvis Politiken lægger en service til rådighed, som man kan få adgang til gratis, så ser jeg ikke noget etisk problem i ikke at betale, siger Erik Gahner Larsen.

Han regner ikke med at komme til at betale foreløbig. Og hvis det skulle ske, ville det kun være for at slippe for besværet ved at omgå betalingsmurene uden at tegne abonnement. Så længe det er lovligt, som han siger.

Men det juridiske spørgsmål er svært at svare på, fortæller Maria Fredenslund. Hun er advokat og leder af Rettighedsalliancen, som arbejder for at skabe et bæredygtigt onlinemarked for rettighedsindehavere.

Der er ikke noget entydigt svar. Netaviserne ville dog godt kunne argumentere for, at der sker en ophavsretsoverskridelse. Når man læser en artikel, man ikke har fået lov til at læse, sker der en eksemplarfremstilling, som i udgangspunktet er i strid med eneretten efter ophavsretslovens paragraf 2, forklarer hun og fortsætter:

Men hvis man lægger sine artikler op på en hjemmeside, som er fri og åben, og som alle har adgang til, så har man også givet tilladelse.

Det bliver til et spørgsmål om, hvordan vi gerne vil have, at samfundet skal fungere, mener Maria Fredenslund. Teknologien løber i disse år hurtigere end juraen, og derfor vil sager om ophavsret på internettet ofte være præget af vurderinger og slørede svar. Der er sjældent tidligere episoder at sammenligne med.

Erik Gahner Larsen kan derfor ubekymret læse videre på den sjove side af betalingsmurene. Og han er langt fra den eneste, der kender de gratis genveje til net-artiklerne. Der findes sågar instruktioner på internettet, hvor man kan læse sig til, hvordan man gør. Informationsarkitekten Anders Tolborg er en af dem, som har lagt en vejledning online til de interesserede. Det tog ham ti minutter at gennemskue og bryde Politikens betalingsmur.

Efter min mening skal information være frit. Jeg hjælper folk med at få adgang til viden, og det har jeg det helt fint med, forklarer Anders Tolborg, som aldrig har betalt for dansk net-journalistik.

Hvis jeg havde følelsen af, at mine penge gik direkte til journalisten, ville det være en anden snak. Jeg synes, der er for mange mellemled. Jeg har for eksempel heller ikke lyst til at være med til at finansiere, at avisen bliver trykt, når jeg kun læser artikler online, siger han.

Filip Wallberg, der er journalistisk lektor med fokus på digitale og sociale medier på Syddansk Universitet, glider også uden om de digitale abonnementer. Han fortæller, at teknikken bag mange af betalingsmurene er så nem at gennemskue, at han ser det som en leg og en udfordring at slippe for at betale.

Lige nu tager det længere tid at foretage en dankorttransaktion og registrere sig som bruger på Politiken.dk, end det gør at omgå betalingsmuren, fortæller Filip Wallberg.

LÆS OGSÅ: Lav tillid til nyhedsmedier burde bekymre os alle

Han har undervist en række af de journalister, som skriver for de største danske netaviser, men kvaliteten af den journalistik, der bliver produceret, er ikke tilfredsstillende. Når først man har vænnet sig til, at noget er gratis, vil brugeren have noget ekstra, når der skal betales, siger han.

Der findes mange glimrende, gratis alternativer til de steder, der kræver betaling. Og hvis jeg ikke kan få mit nyhedsoverblik på Politiken.dk, søger jeg hen til et sted, hvor det findes gratis. Der er netavisernes indhold ikke ekstraordinært nok, forklarer Filip Wallberg, som sidste gang betalte for digital journalistik, da han købte en single, altså en længere, dybdegående artikel, hos forlaget Zetland.

Det er journalistik, som er særegen for dem, og som ikke findes eller tilbydes andre steder. Det vil jeg gerne støtte, uddyber han.

Politikens digitale chefredaktør, Lars Grarup, kan slet ikke forstå de mennesker, som ikke betaler, og kan ikke se logikken i deres argumenter. Han sammenligner betalingsmuren eller det digitale abonnement, som han foretrækker at kalde det med at handle grøntsager på de danske landeveje. Når man kører forbi en ubemandet bod og køber to poser kartofler, lægger man jo også lige en tyver, siger han.

Vi har en masse folk ansat, og journalistik har altid kostet penge at lave. Hvis vi i fremtiden skal producere kvalitetsjournalistik, bliver vi nødt til at tage penge for det. Det er jo logik, fortæller han.

Lars Grarup er med på, at det er nemt at snyde. Nej, teknologien er ikke uigennemtrængelig, og sådan bliver det nok ved med at være. Men det gør det ikke mere rigtigt at snyde af den grund. Han hæfter sig ved, at der er mange, der godt kan se logikken og det fornuftige i, at det koster penge. Politiken vil aldrig jagte den minoritet af mennesker, som omgår betalingskravet, fastslår han.

Det må være op til deres moral, om de synes, det er i orden. Jeg synes bare, det er rystende, når folk, der arbejder i faget, kommer med så håbløse betragtninger. Det gælder både undervisere, journalister og studerende. Hvis ikke engang de kan se, hvorfor de skal betale, er det dybt bekymrende.

Troels Behrendt Jørgensen, der er onlinechef hos Kristeligt Dagblad, deler Lars Grarups holdninger. Hvis journalistikken skal bestå, og kvaliteten sikres, bliver medierne nødt til at kræve brugerbetaling. Der er ikke nok penge i annonceindtægter, som man ellers havde regnet med for år tilbage, siger han.

Vi kan ikke gøre det, vi gør, gratis. Det er klart. Udfordringen bliver så at lave noget indhold, som brugerne vil betale for. Indhold, der er unikt. Her har Kristeligt Dagblad muligvis en fordel, fordi vi beskæftiger os med en niche, som ikke tilbydes andre steder, fortæller Kristeligt Dagblads onlinechef.