At skabe en engel

36-årige Kamilla Bech Holten døde i lørdags af kræft. Siden er ni mindegrupper blevet oprettet på internettet, og hun hyldes som et ikon for ukuelighed og næstekærlighed. Hun blev kendt som tv-vært for blandt andet ungdomsprogrammet Zig Zag og underholdningsshowet Den Store Klassefest. – Foto: Jørgen Jessen.

Døden er igen ved at blive et offentligt anliggende. Men kun på distancen. Derfor dyrker vi i disse dage den nyligt afdøde Kamilla Bech Holten, som på ingen tid er blevet et ikon for det gode i mennesket

Den tidligere tv-vært Kamilla Bech Holten er død.

Den nyhed er ikke forbigået ret mange i Danmark. De fleste ved også, at hun døde af kræft, at hun blev forladt af sin mand under sin sygdom, og at de blev forsonet igen få dage før, hun døde. Det har de læst i medierne, der har dækket forløbet tæt. Nu, fem dage efter hendes død, er der oprette ni forskellige mindegrupper i det sociale fællesskab Facebook på internettet, hvor folk giver udtryk for deres store sorg og chok og over, at hun er væk. Mange steder bliver hun beskrevet som en engel. Og overalt går snakken om den kønne, unge pige med den frygtelige historie, som de synes, at de kendte, selvom de for et par måneder siden ikke ville have genkendt hendes navn.

Stedfortrædende sorg kalder sorgforskere fænomenet, som har vokset sig stort i takt med mediernes udvikling og vores eget forhold til døden. De seneste 30-40 år har døden været et tabu i Danmark.

Den er en privat sag, og sorgen er ensom, forklarer sociolog og forsker i dødskultur, lektor Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet.

Men de seneste par år har vi stukket stadig flere huller på bylden, og derfor er der i dag et stort behov for at kanalisere vores sorg ud i offentligheden. Men endnu kun fra distancen. Derfor er den private sorg stadig privat, mens vi i stigende grad lægger kranse ved dødsulykker, selvom vi ikke kendte de implicerede. Og vi hylder de kendte på internettet, når de dør, selvom vores forhold til dem ikke er personligt. Eller netop fordi det ikke er det.

Den slags dødekulte har altid eksisteret. De fleste fra den generation husker stadig, hvor de var, og hvilket chok de følte, da John F. Kennedy og John Lennon blev skudt, eller da Elvis Presley døde. Men med prinsesse Dianas død i 1997 blev sorgen for alvor global, strukket ud over hele verden via medierne, og siden har også mindre personligheder kunne sætte kultdyrkelsen i gang. Sidste år skete det, da den 32-årige danske sangerinde Natasja blev dræbt i en bilulykke. Det samme sker nu med den tidligere vært for en række underholdnings- og ungdomsprogrammer, 36-årige Kamilla Bech Holten.

Vi lever i et samfund, hvor myter står for fald. Verden er blevet affortryllet, og religion og ideologier har ikke den samme tiltrækningskraft som tidligere. I dag er det medierne, der skaber den fælles referenceramme. Vi refererer jo ikke til bibelsteder, men til det vi så i Vild med Dans sidste fredag, og derfor er det her, heltene bliver skabt. Dem har vi fortsat brug for som pejlemærker, siger Michael Hviid Jacobsen.

Selvom vejen til ikonisering er blevet kortere, er det langt fra tilfældigt, hvem der bliver det. Flere ting skal være på plads. For det første skal man være kendt. Hjernen laver en kortslutning, der får os til at tro, at vi kender de kendte. De blive et pseudopersonligt bekendtskab, og derfor sørger vi, når de dør, forklarer professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen.

Men de skal også være kendt for noget godt. Mange så Kamilla Bech Holten som naboens datter med den uskyldige udstråling, så da livet blev taget fra hende i en meget ung alder, blev vi andre ramt af den store meningsløshed, som gør os endnu mere disponerede for at glorificere hende. Da Otto Leisner døde for nylig, var sorgen anderledes af netop den grund: Han havde haft sin tid.

Hertil kommer, at man skal have en personlig historie, der kan bære en heltestatus. For nogle er det oplagt. Eksempelvis Moder Teresa, der gav sit liv til at gøre godt for andre. Prinsesse Diana var på vej i samme retning, men blev først og fremmest elsket som det sårbare offer i kærlighedsdramaet mellem prins Charles og elskerinden Camilla Parker Bowles. Sangerinden Natasja blev et ikon på integrationen og kvinden på vej op med kritiske tekster og af-banen attitude. For Kamilla Bech Holten gælder det, at hendes kærligheds- og kræfthistorie har vækket en grund-angst i os alle. Men også et håb, mener sociolog Emilia van Hauen. Kamilla Bech Holten var spået en stor karriere som folkelig tv-vært og havde fundet den store kærlighed, som de selv beskrev som magisk. Men da kræften kom, og hendes mand forlod hende, forvandlede det hele sig til den ultimative skrækhistorie: At uanset hvor elsket du er, kan du miste det hele.

Den historie kan vi alle mødes om, fordi den vækker en frygt i os alle for, at det samme kan overgå os. Men samtidig har hendes skæbne også virket inspirerende, for det minder os om, hvad der er vigtigt i vores liv. Kamilla fortalte i et interview, at for hende var det vigtigste at gøre noget for andre, uden de vidste, at det var hende. Selv da hun vidste, at hun skulle dø, var hendes sjæl ikke sort og bitter, men fuld af godhed. Hun havde en mission, der var fantastisk inspirerende, nemlig næstekærlighed, og netop i en tid, hvor vi meget sjældent får mulighed for at være et godt menneske over for andre, fordi de færreste har brug for hjælp, har vi behov for at blive mindet om det guddommelige i os selv: at næstekærligheden er det vigtigste projekt. Derfor er hun blevet et ikon, forklarer Emilia van Hauen.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

ostrynski@kristeligt-dagblad.dk