Sådan er den virkelige "Borgen"

Mange tv-seere har sikkert følt sig godt underholdt gennem de seneste 10 ugers episoder af "Borgen". Men serien har ikke meget at gøre med virkeligheden i dansk politik, som den udfolder sig på Christiansborg. -- Foto: .

Viste DR's netop afsluttede tv-dramaserie "Borgen" virkeligheden om dansk politik?

Samtlige godt 1000 mennesker, som har deres daglige arbejde på Christiansborg, har formentlig fået det spørgsmål de seneste 10 uger.

Spørgsmålet er relevant, for en tv-serie som "Borgen" former vælgernes opfattelse af dansk politik. Ligesom i øvrigt filmene "Kongekabale" og "Kronprinsessen" gjorde.

Det er ikke så underligt, for "Borgen" har lånt med arme og ben i virkeligheden. Fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) optræden i filmen "Fogh bag facaden" til malingoverfaldet på ham i 2003, tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) sponsorerede jagtture, Frank Grevil-sagen, Sakajev-sagen, Thulesagen, kødskandalen, familie- og forbrugerminister Lars Barfoeds (K) afgang og til mange andre sager.

Persongalleriet i serien var også så tæt på virkeligheden, at både personer og partier var let genkendelige. Derfor ligger det snublende nær at tro, at "Borgen" er virkeligheden. Politikere er jo indimellem kyniske. Spindoktorer kan have held til at spinde den frie og kritiske presse ud af kurs. Og toppolitikeres arbejde kan gå ud over privatlivet og for eksempel føre til skilsmisse.

Det er et rigtigt – og et fuldstændig forkert og farligt – billede af Christiansborg. For langt, langt det meste i dansk politik er slet ikke så kulørt. Kast for eksempel et blik på ugeplanen for Folketinget denne uge.

I dag er der førstebehandling af forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, registreringsafgiftsloven, momsloven og forskellige andre love.

Det handler om, at fordelingsreglerne på kraftvarmeområdet skal ændres, og så skal firmaer have et større momsfradrag for brug af hoteller og restaurationer.

Og statsministeren? Ja, han åbner i dag Nordens største udstilling af landbrugsmaskiner, Agromek-udstillingen i Herning. Hvis det går, som det plejer, møder han lidt før middag pressen på sit ugentlige pressemøde i spejlsalen i Statsministeriet.

I morgen besvarer han mundtlige spørgsmål i folketingssalen ved den ugentlige spørgetime. Bagefter skal andre ministre svare på skriftlige spørgsmål fra folketingsmedlemmerne. Så følger flere førstebehandlinger af lovforslag, for eksempel om at give rabat på multimedieskatten til ægtefæller.

Hvis der stadig er læsere af denne artikel tilbage, kan det oplyses, at der også holdes et utal af udvalgsmøder og samråd med ministre, ligesom skoleklasser vises rundt på Christiansborg. De vil måske få øje på politikere fra vidt forskellige partier, som står og hyggesnakker i en krog.

Det kan endda være, de får øje på nogle af de embedsmænd, der var ikke-eksisterende i "Borgen", men som i virkeligheden har stor indflydelse på lovgivningen.

Hvad man heller ikke hørte meget til i tv-serien var EU, til trods for at også EU har et stort ord i dansk lovgivning.

Kort sagt, politik er langt hen ad vejen hårdt og kedeligt rugbrødsarbejde, som styrer og regulerer et meget indviklet samfund. Det er et system, der er afhængigt af oplyste og engagerede vælgere, men mon ikke både oplysning og engagement ville tage skade, hvis politik kun var det kyniske magtspil, som "Borgen" tegnede?

Her er der nok dem, der mener, at også virkelighedens politikere (og journalister) skræmmer mange mennesker væk. Men spørgsmålet er, om der er grund til at skubbe yderligere til vognen.

Det kunne i øvrigt blive et af aftenens samtaleemner, når journalister og toppolitikere i aften mødes til den årlige, lukkede presselogefest på Christiansborg.

Utvivlsomt en begivenhed, hvor "Borgens" manuskriptforfatter, Adam Price, gerne ville hente inspiration til myter til de næste 10 afsnit af sin serie. Men han er næppe inviteret.

hoffmann@k.dk