Retten til ikke at blive hængt ud er vigtigst

S-gruppeformand Mogens Jensen Foto: .

Mediernes etiske spilleregler skal skrives ind i medieansvarsloven, så de faktisk bliver brugt. Retten til ikke at blive hængt ud er vigtigere end pressefriheden, mener Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen

Det skal straffes hårdere, når medierne overtræder de etiske regler, mener Mogens Jensen. Men hvorfor egentlig? Er medierne blevet mere uetiske?

LÆS OGSÅ: Hvem holder snor i samfundets vagthund?

Nej, det tror jeg egentlig ikke, men der har gennem længere tid være en diskussion om pressens etik på baggrund af en række konkrete sager. Når mit forslag om at kigge nærmere på reglerne kommer netop nu, skyldes det, at der er bred politisk enighed om, at vi er nødt til at drøfte emnet. Og at partiernes medieordførere lige nu har et længere mødeforløb foran sig med mediestøtte og elektronisk medieforlig.

En af reglerne er, at rettelser i fremtiden skal have samme format som den oprindelige artikel. Hvis der er tale om en hel side eller et timelangt tv-program, forestiller du dig så en helsides rettelse og et helt nyt program?

Den konkrete udformning af reglerne vil jeg overlade til jurister og eksperter. Men det vigtige princip, vi skal forholde os til politisk, er, at i de alvorlige sager og kun dem er det vigtigt, at bliver man hængt ud, så får man en berigtigelse af samme format. Den skal altså stå lige så tydeligt og klart placeret som den usande artikel.

For et år siden lavede dagbladenes redaktører netop en aftale om at bringe alle berigtigelser på side to. Hvorfor er det ikke nok?

Det kan det også være i nogle tilfælde. Men i de tilfælde, hvor personer er hængt ud på forsiden, skal berigtigelsen også på forsiden. Det handler om rimelighed, men det handler også om at forebygge. Derfor foreslår jeg at hæve erstatningsgebyrene og give pressenævnet mulighed for at give bøder.

Pressenævnet har allerede i dag mulighed for at kræve en berigtigelse bragt på forsiden. De gør det bare ikke. Hvad får dig til at tro, at de nye regler vil blive brugt?

Hvis reglerne ikke bruges frivilligt, må de skrives ind i medieansvarsloven. De skal ikke bare være et skøn i pressenævnet, men et regelsæt, man skal følge.

Men går det ikke ud over pressefriheden, når staten skal bestemme, hvad der skal stå hvilke steder?

Pressen må fortsat skrive, hvad de vil. Men skriver de noget forkert, synes jeg, det er i orden at tvinge dem til at skrive det rigtige også. Her bliver pressefriheden overtrumfet af det enkelte menneskes ret til ikke at blive hængt ud.