"Privatlivet rager ikke nogen"

Paula Larrain ønsker strengere straffe for at snage i andre menneskers privatliv. -

Hun har selv haft sin tur i mediemøllen, og mener, at journalister og nyhedschefer går alt for langt i kampen om seerens eller læserens gunst. Paula Larrain ønsker strengere straffe for at snage i andre menneskers privatliv

Hun var kendt som tv-vært på TV-AVISEN, da hun pludselig kom i mediernes fokus af helt andre grunde. Paula Larrain har fået flere ture i mediemøllen de sidste par år. Hun var med i Vild med Dans, stillede op til Folketinget for de Konservative og blev efter otte måneders ægteskab skilt fra sin mand. Med overskrifter som gik tæt på hendes privatliv, følte hun, at mediernes sensationslyst var gået for vidt.

Nu kæmper hun en principel kamp for, at hendes og alle andre menneskers privatliv ikke bliver til en forside på aviser eller ugeblade.

Jeg finder det dybt usmageligt at rode i andre menneskers privatliv. Det er helt urimeligt. Jeg har heller ikke læst andet end overskrifter om Bech Holten, for deres indbyrdes forhold hører privatlivet til. Det rager simpelthen ikke nogen, heller ikke mig, siger Paula Larrain.

Hun mener ikke, at befolkningens interesse kan retfærdiggøre den intense pressedækning, som Kasper og Kamilla Bech Holten har været ude for.

Det er bestemt ikke i orden, bare fordi det er det, folk vil have. Så taler man jo til det laveste i os. Selvom hun selv gik ud med sin historie, er det ikke ensbetydende med, at medierne skal svælge i det og siden kaste sig over Kasper Bech Holten og dømme ham, siger hun skarpt.

Paula Larrain har et bud på, hvorfor medierne er så interesserede i netop historier som denne.

Det er økonomien, der bestemmer. Der er for mange blade og aviser på markedet, og de kæmper om køberne. De ved, at historier om død, sygdom og svigt sælger, og derfor sker dette moralske skred på redaktionerne. Men der står i Grundloven og straffeloven, at man har ret til et privatliv, og det gælder for alle. Også dem der er kendte, siger Paula Larrain.

Hun mener, at straffen for at overskride folks private sfærer ved at viderebringe intime detaljer skal strammes. Kun på den måde vil privatlivet fortsat kunne være privat.

Hvis straffen skærpes, får den en præventiv effekt, og flere vil overholde loven, er jeg sikker på. De vil analysere, om det kan betale sig at trykke visse historier. Hvis ikke straffen rammer medierne særlig hårdt, vil historierne blive stadig mere grænseoverskridende og lovovertrædende, mener Paula Larrain.

Hun råder Kasper Bech Holten til at holde sig langt væk fra medierne, og ikke fortælle sin side af historien.

Der vil altid være nogen, som dømmer ham uanset om han står frem. Han har ikke brug for flere angreb, han har brug for ro.

Man driver journalistik uden hensyntagen til kilderne og dem, man skriver om. Medierne glemmer, at det handler om rigtige mennesker, for dem er det bare ord og oplagstal.

barslev@kristeligt-dagblad.dk

Paula Larrain ønsker strengere straffe for at snage i andre menneskers privatliv. -