Pressen må tåle kritik

Mediernes arbejdsmetoder skal kunne tåle kritisk søgelys

Politikere og eksperter vender i stigende grad skytset mod medierne, når de mener, at der bliver begået fejl, eller at journalistikken bliver underlødig og personfokuseret.

Det er kun godt, at meningsdannerne tager bladet fra munden, for ligesom pressen skal være kritisk, skal den også selv kunne tåle at blive målt og kritiseret.

I den netop forgangne weekend var det Liberal Alliances Anders Samuelsen, der beklagede sig over TV 2's dækning af partiets årsmøde. Ifølge partiformanden handlede indslaget for lidt om politik og for meget om konflikter og personer. Ikke nok med at han åbenlyst kritiserede dækningen – spørgsmålet blev tillige emne for debat på DR 2's Deadline.

Også udviklingsminister Søren Pind (V) har i den seneste tid kritiseret pressen, som han mener i stigende grad agerer jagthund frem for vagthund, ligesom sundhedsminister Bertel Haarder (V) har været ude efter medierne.

For blot få år siden var den type debat om pressens valg af stof og historier sjælden.

I dag er der heldigvis megen mediekritik. Både på radio og tv er der programmer, som går kritisk til pressens virke, og også dagbladene tager gerne de vurderende briller på over for sig selv og konkurrenterne. Naturligvis skal journalister og journalistik kunne tåle samme kritiske undersøgelse og tilgang som alle andre i dette land. Og man kan håbe, at den enkelte journalist og redaktør og det enkelte medie gør sig ekstra umage ved tanken om, at historien og de arbejdsmetoder, der ligger bag, skal kunne holde til en kritisk granskning. Når man vil kigge magten efter i sømmene, må man også selv holde sin sti ren.

Når det er sagt, må det dog slås fast, at der er to sider af denne sag – mindst. For lige så klart det er, at politikerne bør kunne kritisere medierne, lige så klart er det, at de selvsamme politikere ikke skal styre medierne – hvilket de i stigende grad forsøger. Det gælder for eksempel de særlige betingelser, flere politikere stiller for at møde frem til politiske debatter, ligesom nogle også har forsøgt sig med krav til, hvad der må spørges og ikke spørges om i interview. Det er naturligvis uholdbart, og her bør pressen sige klart fra.

For borgerne er det et gode, at tingene kommer frem i lyset, og at de kontrakter og aftaler, der bliver indgået, lægges åbent frem, så man kan gennemskue, hvor iscenesat den virkelighed, man ser i eksempelvis et tv-interview, er.

Når pressen fungerer bedst, er den demokratiets vagthund, der afslører magtmisbrug, dobbeltmoral og svindel. Men som journalist Kurt Strand sagde i Kristeligt Dagblad i sidste uge, bør der skrues ned for overskriftsstørrelsen, og sagerne, medierne kaster sig over, bør være af principiel art og ikke ende i personhetz. Også selvom de systemtunge historier kræver mere research, viden og erfaring end den hurtige afsløring af endnu en personsag. kdh