Pressen har svigtet som vagthund ved fleksjobreform

Reformen af fleksjob og førtidspension får skelsættende negativ betydning for tusindvis af mennesker og indeholder mange problemer. Alligevel har store dele af pressen været uvillige til at dække reformen og konfrontere politikerne med problemerne

Vi lever i en meget dramatisk tid, hvor demokratiet er fundamentalt udfordret. Det afspejles nu i den politiske dækning. Sådan sagde Clement Kjersgaard i et oplæg på Journalistforbundets store fagfestival i Odense for nylig om den politiske journalistik, som P1-programmet Mennesker og Medier bragte et uddrag af den 16. november i en udsendelse med temaet mediemagten under pres.

Udsagnet er vigtigt. Demokratiet er sandelig udfordret. Det seneste år er jeg personligt blevet opmærksom på demokratiske problemer, som jeg ikke tidligere havde troet at skulle møde i Danmark. I denne kronik vil jeg gerne skrive om nogle af de problemer, jeg har erfaret dels i forhold til pressen, dels i forhold til det politiske niveau i forbindelse med reformen af fleksjob og førtidspension.

LÆS OGSÅ: Den påtænkte reform af fleksjobordningen vil være til stor skade

Denne reform er, trods forsikringer om det modsatte, udtryk for den mest ulighedsskabende handicappolitik i årtier. Den gør op med grundlæggende, hævdvundne handicappolitiske principper som ligebehandling og kompensation og forringer fleksjobordningen og mulighederne for førtidspension kraftigt. Det betyder en alvorlig nedgradering af det sociale sikkerhedsnet for de allermest sårbare grupper. Alligevel står den til at blive vedtaget i løbet af december og med ikrafttrædelse den 1. januar 2013.

Pressen har svigtet i denne proces. Selv målt over knap et års reformproces har den ikke levet op til idealerne om en demokratisk vagthundsfunktion og kritisk journalistik. Som Kjersgaard påpegede det, så er dansk politisk journalistik med mediedækningen af denne reform som direkte eksempel elendig.

Der er ellers politiske problemstillinger nok. Og politikerne har oprustet meget de seneste år i forhold til spin. I den sammenhæng får elendig journalistik desto mere fatale konsekvenser for demokratiet. Det gælder naturligvis særligt i forhold til lovgivning, der rammer i forvejen udsatte grupper, der ikke selv magter at tage en Davids kamp mod Goliat i spillet med den politiske og mediemæssige overmagt.

Jeg undrer mig over det store fravær i dækningen af de massive problemstillinger i reformen og i den politiske proces. Vi taler om en reform, som i løbet af en kort årrække vil få direkte konsekvens for mindst 70.000 borgere samt tusindvis af andre sygdomsramte og handicappede borgere, der vil blive berøvet deres muligheder for at leve et ligeværdigt liv tæt op ad det liv, den øvrige befolkning tager for givet.

Også politikerne har skuffet mig. Reformens målsætninger står i skærende kontrast til konsekvenserne, og den skaber snarere end fjerner barrierer til arbejdsmarkedet for mennesker med funktionsnedsættelser. Målsætningen om inklusion på arbejdsmarkedet vil ikke blive opfyldt, og siden reformudspillets fremsættelse i februar er der fremkommet en lind strøm af advarsler fra en bred kant om, at reformen vil blive en katastrofe for borgerne.

Alligevel fastslår beskæftigelsesministeren og forligspartiernes ordførere, at man vil hjælpe udsatte mennesker ind på arbejdsmarkedet. Man afviser den fagviden og de saglige argumenter, som mange eksperter og berørte er fremkommet med, ligesom man ignorerer nogle af de fundamentale forudsætninger for at skabe et positivt samspil mellem mennesker med kroniske lidelser eller handicap og arbejdsmarkedet.

Hvordan kan man være så ligeglad med de mennesker, hvis liv man griber så voldsomt ind i? Hvordan kan man ignorere massive erfaringer på området?

Reformen bygger i stort omfang på fordomme frem for fakta, og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har malet et skønmaleri af det, hun reelt vil gøre. Hun har med stor veltalenhed formået at sælge reformen ved at appellere til misundelse og selektivt udvælge informationer om målgruppen og ordningen. Og hun har solgt en løgn om, at kroniske lidelser skulle kunne helbredes ved motivation. Og konsekvenserne? Kun få inden for pressen har sat sig ind i sagen og gennemskuet reformen som det, den er: En kynisk spareøvelse og et hasardspil med mange borgeres liv.

Cavlingprisvinder Jesper Tynell har som en af få gravet i sagen. Han har for eksempel i P1s Orientering konfronteret ministeren med det paradoks, at en tidlig, forebyggende indsats over for de mennesker, der i dag havner på førtidspension, alligevel ikke bliver aktuel, selvom regeringen ellers havde solgt reformen på det. Tynell har også konfronteret Mette Frederiksen med det problem, at arbejdsgivere ikke vil ansætte og betale mennesker med varigt nedsat arbejdsevne fuld løn for deres arbejde, hvis ikke de modtager kompensation for funktionsnedsættelsen. Reformen vil derfor med al sandsynlighed betyde flere ledige fleksjobbere. Alligevel bekymrer det ikke ministeren at fratage dem kompensationen.

Der er mange eksempler på den slags modsigelser. Men der er også andre problemer.

Reformen indeholder en model for statscementeret løndumping af men-nesker med handicap på baggrund af en aftale fra CO-industri og Dansk Industri, som ministeren havde pålagt arbejdsmarkedets parter at udarbejde. Der er lagt op til diskrimination af lønmodtagere i fleksjob! Dermed vil man ikke, hvis man har handicap eller kroniske lidelser af betydning, fremover kunne gøre sig håb om ligeværdig behandling og aflønning, selvom man præsterer det samme som andre. Hvorfor fortæller pressen ikke om det?

Reformen er i modstrid med FNs handicapkonvention. Det fremgår af en masse af høringssvarene og senest af et brev fra Institut for Menneskerettigheder den 13. november til Beskæftigelsesudvalget. Det til trods glider ministeren og forligspartiernes ordførere af på kritikken om forskelsbehandling og diskrimination og vil gennemføre reformen uden at tage hensyn til de rettigheder, der tilkommer målgruppen. Hvorfor får de lov at sidde så alvorlig kritik overhørig?

Lovgivningen udarbejdes af beskæftigelsesministeren og ordførerne, som også synes at være de eneste, der har sat sig ind i den. De øvrige politikere forlader sig på deres vurderinger. Det er problematisk, at så få interesserer sig for den lovgivning, de senere skal stemme om! Det gør det vanskeligt at komme igennem med advarsler baseret på erfaringer på området. For hvem skal man gå til?

Men hvad med høringsprocessen da? Er den så udtryk for demokrati? Vi er mange, der har oplevet den som et spil for galleriet. Et stort problem er de meget korte høringsfrister, lovforslagets kompleksitet taget i betragtning. Den anden høring om lønforhold blev for eksempel lagt i skolernes efterårsferie svarende til fire arbejdsdage! Den slags barrierer gør det vanskeligt at sætte sig ind i et stort, komplekst lovforslag og komme til orde derom. Flere politikere har da også givet udtryk for, at de allerede inden høringen havde besluttet, hvordan reformen skal være. Men høring for døve øren det er jo en absurditet!

Og så er der for resten lige det forhold, at Socialdemokraterne og SF inden folketingsvalget i 2011 ikke stod på mål for en sådan reform. Hvad blev der af idealet om social retfærdighed?

I alle disse massive demokratiske problemer har jeg savnet pressens villighed til at agere politisk vagthund. I stedet slipper forligspartierne af sted med en politik, som måske ville have mødt modstand, havde pressen gjort sit arbejde bedre. Hvorfor har man ladet det passere?

Skyldes det, at man ikke interesserer sig for reformens målgruppe samfundets udsatte borgere? At reformen er komplekst stof, som det kræver mange ressourcer at sætte sig ind i? Eller måske, at redaktørerne og journalisterne lader deres egne personlige og politiske præferencer skinne igennem i de redaktionelle prioriteringer?

Det kan altså gøres bedre.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og redaktør af bogen Hvad i alverden er meningen? Om at leve med kronisk sygdom og handicap