Politikere klager over Ekstra Bladets behandling af Barfoed

Både fra Venstre og Socialdemokraterne klager politikere over måden, Ekstra Bladet er gået i kødet på Lars Barfoed i en sag, hvor avisen rejser tvivl om, hvorvidt Barfoed har omgået regler i forbindelse med sin skilsmisse (Arkivfoto) Foto: Torkil AdsersenDenmark

Folketingets ledelse har fra begge fløje modtaget klager over Ekstra Bladets behandling af Lars Barfoed

Ekstra Bladet er gået over stregen med avisens seneste behandling af politikeren Lars Barfoed (K).

Det mener både Preben Bang Henriksen (V) og Henrik Sass Larsen (S), der derfor har klaget til Folketingets øverste ledelse, Folketingets Præsidium.

- Da jeg så billederne, blev jeg pikeret, og da jeg så kunne læse at manden måtte flygte ind på sit kontor, var grænsen nået. Hvis det var på en almindelig arbejdsplads, så havde arbejdsgiveren fået en bøde af Arbejdstilsynet, siger Preben Bang Henriksen.

LÆS OGSÅ: Ekstra Bladet: Vi har intet at undskylde

Tirsdag kunne man i Ekstra Bladet læse om, hvordan Lars Barfoed (K) nægtede at svare på spørgsmål om sin nye bolig og samtidig se flere billeder af den konservative partiformand, der ender med at flygte væk fra avisens journalister ind på et kontor.

Præsidiet vil efter de to henvendelser drøfte sagen onsdag, oplyser Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) i et svar til Preben Bang Henriksen.

Og hvis det står til venstrepolitikeren må sagen gerne få konsekvenser i forhold til Christiansborgs snarlige ombygning.

- Jeg tror, en af planerne er at inddrage Rigsarkivet og gad vide, om et af resultaterne kan være, at pressen flytter derover. Hvis pressen flytter fysisk ud af bygningen, er jeg godt tilfreds, siger han.

Det er der dog absolut ingen forståelse for på Ekstra Bladets chefgang:

Jeg synes, at man reagerer hysterisk på, at en journalist forsøger at udføre sit arbejde i stedet for bare at svare på spørgsmålet, siger chefredaktør Poul Madsen og kalder samtidig de to klagende politikere for "kyllinger".

- Det er jo ikke sådan, at vi er brudt ind på et kontor, har spændt ben for ham eller fulgt efter ham ud på toilettet. Vi har stået ude på gangen på Christiansborg og spurgt ham fuldstændig relevant om hans lejlighed, siger han.

Ekstra Bladet er gået i kødet på Barfoed, fordi avisen rejser tvivl om, hvorvidt Barfoed har omgået regler, da han efter sin skilsmisse flyttede ind i en lejlighed på Frederiksberg.