Når uskyldige hænges ud, skal pressen mærke følgerne

Ifølge Mogens Jensen, gruppeformand og medieordfører for Socialdemokraterne, er der brug for at skærpe sanktionerne over for medier, som bryder med god presseskik. –

I morgen holdes en høring på Christiansborg om medieansvar. Bag initiativet står Social-demokraternes medieordfører, Mogens Jensen, som vil udvide Pressenævnets beføjelser

Ved høringen på Christiansborg om medieansvar skal deltagerne debattere, om der er behov for skrappere regler og bødestraf over for medier, som bryder de presseetiske regler. Er danske medier så slemme, at det er nødvendigt at gøre Pressenævnet til en egentlig domstol?

LÆS OGSÅ: Kommentar: Journalisters hang til forenkling begynder allerede ved optagelsesprøven

Vores udgangspunkt er, at Pressenævnet fungerer udmærket som institution og ikke behøver at blive gjort mere til domstol. Det er også rigtigt, at vi i beretningen har skrevet noget om bøder. Bøder er et muligt redskab, men det er ikke det væsentligste. Jeg er mest optaget af, at når et medie har begået en alvorlig fejl, hvor mennesker, organisationer eller virksomheder bliver hængt ud, bør mediet i langt højere grad være forpligtet til at berigtige på en måde, så det er synligt for alle, at den pågældende bliver renset.

Men du forestiller dig, at det er Pressenævnet, som skal sørge for, at dette sker?

Ikke nødvendigvis. Det indgår også i oplægget, at vi skal drøfte, om medierne selv kan sikre tilstrækkelig god praksis. Desuden skal vi drøfte, om der er en rimelig klageadgang, og om Pressenævnet i højere grad skal forpligtes til at tage sager op af egen drift. Det er ikke sikkert, at de mennesker, som bliver hængt ud, selv har ressourcer til at tage sagen op. Det er ikke sikkert, de ved, at de har fire ugers klagefrist. Derfor kunne mere assistance og information til ofrene og mere initiativ til Pressenævnet være en løsning.

Medieforskeren Michael Bruun Andersen mener, at dine forslag forvirrer begreberne. Han siger, at Pressenævnets funktion primært er at håndtere de mindre sager, mens domstolene tager sig af de større sager, hvor der rejses et erstatningskrav. Hvad siger du til det?

Jeg er ikke enig i, at Pressenævnet kun er til småsager. Jeg har fundet fem-seks sager i de seneste års årsberetninger fra Pressenævnet, hvor der er tale om alvorlige krænkelser. Det er sager, hvor en virksomhedsejer hænges ud som svindler, og en mand hænges ud som morder. Her kan Pressenævnet medvirke til, at der hurtigt kommer en berigtigelse ud, der er synlig for offentligheden. Når der derudover skal rejses et erstatningskrav, ser jeg ikke et problem i, at det foregår i retssystemet i et langsommere tempo.

Du har talt for, at hvis fejlen er bragt på forsiden, skal rettelsen ikke stå over en spalte på side 2. Men dagbladene har for relativt nyligt indgået en fælles aftale om systematisk at rette fejl på samme plads i avisen, nemlig side 2. Argumentet er, at det er redaktørerne, ikke politikerne eller Pressenævnet, der redigerer avisen.

Jeg har ingen planer om, at vi politikere skal redigere medierne, og jeg har det helt fint med, at almindelige småfejl rettes på side 2. Jeg taler kun om de virkelig grove sager. For eksempel den om manden, der blev hængt ud som morder på forsiden af Ekstra Bladet. I dag sag rettede avisen faktisk sagen på forsiden med overskriften: Renset.

Har du noget indtryk af, om der er blevet flere af disse særligt alvorlige sager?

Det har jeg ikke undersøgt området grundigt nok til at kunne sige. Men det har altså været muligt at finde en håndfuld sager på et par år. Og min egen fingerspidsfornemmelse siger, at risikoen for, at den slags sager opstår, er blevet større. Indtil for relativt nylig havde vi en række dagblade med én daglig deadline samt en enkelt daglig tv-avis. Det har forandret sig drastisk. I dag offentliggør tv, radio og internetaviser i højt tempo nyheder hele døgnet. I den medievirkelighed er der brug for, at beredskabet er på plads.

Er formålet med høringen, at medieansvarsloven skal laves om?

Ikke nødvendigvis. For mig er det væsentligste, at vi kan få ændret de konkrete forhold, så folk, organisationer og virksomheder kan blive renset. Det er meget muligt, at medierne selv vil tage opgaven på sig, så vi ikke behøver ændre loven.