Medierne har et medansvar for børns forbrug

KRONIK: Meget tyder på, at vi i den vestlige verden via det massive mediebombardement presser vores børn ind i voksenverdenen på et alt for tidligt tidspunkt og gør dem til forbrugere

"TIDENS BØRN er dog forfærdelig forkælede de får, lige hvad de peger på børn har vel lov til at være deltagere i forbrugsfesten ligesom vi voksne det er vel kun godt, at forældre i dag har råd til at give deres børn ting, de kan være glade for?"

Synspunkternes forskel til trods dækker de alle over det helt uafviselige faktum, at børn i dag i et hidtil uset omfang er storforbrugere af for eksempel legetøj, teknologi, tøj og musik. Et kig ind i et børneværelse afslører ofte en spillemaskine, et tv, en dvd-afspiller, en mobiltelefon og mængder af nyt tøj.

Når børn er blevet så forbrugerorienterede, skyldes det et sammenfald af flere forhold. I den travle familie præges opdragelsen således ofte af, at forældrene har svært ved at sige nej til børnene. Og da forældrenes økonomi er bedre end nogensinde, har forældrene mulighed for at "købe aflad", hvis de ikke har så meget tid sammen med børnene.

Men ikke mindst det voldsomme og massive mediebombardement gør det næsten umuligt for børn ikke at ønske sig lige netop det, som reklamerne fortæller er "hipt" eller "cool". Den amerikanske psykolog David Elkind beskriver i sin bog "Børn der paces frem", hvordan vi i den vestlige verden via vore medier så at sige presser børn ind i voksenverdenen på et alt for tidligt tidspunkt.

Han hævder, at det er et problem, at tv ved at forenkle tilgangen til oplysninger har givet børn indblik i forhold, der tidligere var forbeholdt voksne. Hvad han her beskriver, er et eksempel på, at børn paces til at blive små voksne. De får indblik i en verden, de måske slet ikke har forudsætninger for at forstå.

Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvad skal eller vil jeg? Dette er vigtige spørgsmål for børn og unge. Men til forskel fra tidligere, hvor der var faste normer, er svarene på den slags spørgsmål nu i vid udstrækning blevet et spørgsmål om, hvad man har identiteten som "noget, du har" og om at være i overensstemmelse med den dagsorden, som kammeraterne og medierne sætter.

På den ene side er det vigtigt for børn at kunne håndtere mediernes mange påvirkninger. På den anden side er det blevet vanskeligere på grund af samfundets svage normer og værdier. Der er simpelthen ikke ret mange givne retningslinjer, som børn kan følge. Og så er der en åben ladeport af påvirkningsmuligheder for de mere og mere raffinerede medier.

MAN KAN støde på mange forskellige meninger om, hvorvidt medierne påvirker børn, for eksempel nyhedsjournalisten, der siger: "Jeg skal skildre virkeligheden, som den er, og den er jo ikke nogen sødsuppe", eller reklamemandens synspunkt: "Det er en skrøne, at børn er storforbrugere af tv-reklamer og i øvrigt er de yderst kritiske og forbrugerbevidste." Men der ér ingen tvivl om, at mange børn ser reklamer på tv og fascineres af dem. De morer sig over dem, selvom reklamernes målgruppe er de voksne. I England fandt man således i en undersøgelse for nylig, at syv ud af 10 treårige kan genkende McDonald's-logoet, men kun halvdelen kender deres eget efternavn. Otte ud af ti tiårige siger, at de nyder at gå ud og shoppe. Og man nævner i undersøgelsen, at stress, angst, lavt selvværd og dårlige sociale kompetencer er blandt konsekvenserne af det bombardement af budskaber, som især tv-reklamer udsætter børn og unge for.

Børn er dybest set sårbare og lette at udnytte, fordi de er meget åbne over for budskaber, da de endnu ikke har det erfaringsgrundlag, der skal til for at kunne vælge til og fra. Som forældre bør man derfor passe på med at lade reklamerne styre, hvilke værdier børnene tager til sig. Reklamen giver nemlig børn det indtryk, at man bliver lykkelig og tilfreds, blot man ejer noget når man forbruger. Den indkoder en bestemt holdning eller livsstil, om man vil.

Når børn i for eksempel skolen tager en værdi til sig om, at man bliver populær ved at eje et bestemt stykke legetøj eller den sidste nye mobiltelefon, kan det have stor betydning for det ene barn, hvis forældre ikke har råd eller ikke vil give barnet det legetøj. Det kan skabe grundlag for mobning og dermed være direkte ødelæggende for barnets sociale status, og i værste tilfælde kan det blive afgørende for, om barnet overhovedet vil i skole.

Forældre kan selv klæde børnene på som kritiske forbrugere, for allerede i fire-fem-års alderen kan de begynde at tale med barnet om, hvorfor det har behov for lige netop den her genstand. Hvad er det, der er så godt ved den? Man kan også se på den i forretningen for at give barnet en mulighed for at bedømme, om den svarer til det, barnet havde forestillet sig. Her ligger en væsentlig opdragelsesmæssig opgave for voksne, først og fremmest forældrene, men også de mange pædagogiske medarbejdere, der omgiver børnene: at tage de udfordrende dialoger med børnene om, hvorfor den ene eller anden mobiltelefon er "sej", eller hvad det er, der gør det helt umuligt at "overleve" uden netop de bukser og så videre.

Vi skal ikke og kan næppe heller komme godt af sted med at forbyde børn at anskaffe sig materielle goder. Men vi kan markere vores egen holdning til det og dernæst bede børnene om at reflektere over, hvad det egentlig er, der gør det ønskede så uundværligt. Ud af denne udfordrende dialog mellem børn og voksne kan der da vokse et kritisk potentiale frem hos børnene. Det kan bevirke, at de på sigt bliver kritiske forbrugere, der ikke er éthundrede procent afhængige af, hvad andre mener.

Men er vi ikke undertrykkende, når vi siger "må ikke" eller "nej" til børn? Nej, for at sætte grænser for forbrug behøver ikke at være ensbetydende med at være undertrykkende. Et nej kan naturligvis være for hårdt og virke krænkende. Urimelig grænsesætning er blind og døv og helt uden forbindelse til barnets adfærd. Børn maser sig frem, beder om, plager og forhandler. De har jo også en ret til at udforske det "rum", vi har givet dem. Men det må selvsagt ikke ske for enhver pris.

DET KAN naturligvis være nødvendigt at begrænse barnet. Alene ud fra et beskyttelsessynspunkt må man en gang imellem sige nej. Det er vi forpligtet til. Somme tider kommer der konflikter ud af det. Da er det vigtigt, at vi voksne ikke blot lukker munden på børnene for at blive fri for vrøvl og konflikter, men er parate til at tage konflikten og at være tydelige. For børn kan ikke finde ud af det, hvis de voksne er utydelige og den ene dag siger ja til noget, de dagen efter siger nej til.

Børn skal have mulighed for at forstå de krav og spilleregler, der eksisterer. Når børn kan forstå og gennemskue meningen med de krav, der stilles, kan de forholde sig til dem, hvilket danner basis for selvstændige valg senere i livet. Dette fordrer, at den voksne selv helt og fuldt går ind for kravene og således ikke sender dobbelttydige signaler til børnene.

For nogen tid siden så jeg i en avis følgende overskrift: "Discountbaby eller luksusbaby". Joh, børn er blevet genstand for økonomiske overvejelser, og måske er det på tide, at vi voksne begynder at spekulere på, hvad det rent psykologisk betyder for børns udvikling, når de til daglig hører, at vi udelukkende taler om dem som "noget, der koster penge".

Hvilke tanker gør børn sig om voksne, der forholder sig til dem på den måde? Måske ved selv at få et meget materialistisk syn på livet? Der er i hvert fald al mulig grund til at overveje, hvorvidt børns reaktionsmønstre og hele psykiske struktur er ved at blive af en sådan karakter, at det forringer kvaliteten i deres liv. Set i relation til mediernes accelererende udbud er der også grund til at spekulere over, hvorvidt børns psykiske potentiale er af en sådan karakter, at de måske enten let lader sig fascinere af det, medierne har at byde på, eller bliver angste og utrygge ved at stifte bekendtskab med den store verden, de præsenteres for.

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, familiekonsulent og forfatter