Medier balancerer mellem ansvar og ytringsfrihed

Billede fra Politikens hjemmeside tirsdag 15. september 2009. Politiken har valgt at trykke omstridt bog af tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. - Foto: Brian Bergmann

Med den heftige debat om Politikens tryk af en jægersoldats omstridte bog er spørgsmålet om mediernes brug af ytringsfriheden atter kommet til debat

I Danmark har vi ikke forhåndscensur – vi står til ansvar for det, som vi trykker, over for domstolene.

Sådan har det gentagne budskab lydt fra Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, når han i de seneste dage har forklaret, hvorfor avisen i onsdags valgte at udgive hele manuskriptet til jægersoldaten Thomas Rathsacks omstridte bog "Jæger – i krig med eliten".

Helt så enkelt, at pressen bare kan trykke hvad som helst og så stå til ansvar over for domstolene bagefter, forholder det sig dog ikke.

Der er nemlig flere grænser for, hvad det er lovligt for medierne at formidle. For eksempel er det som udgangspunkt ikke tilladt at bringe paparazzifotos – altså fotos taget inde på folks private ejendom.

– Man må ikke viderebringe billeder af rent private forhold, medmindre der er givet samtykke fra de involverede. Og man må heller ikke viderebringe oplysninger, der åbenbart og konkret er til fare for statens sikkerhed. Sådan er det i hvert fald som udgangspunkt, forklarer Vibeke Borberg, jurist og ph.d. samt underviser i mediejura ved Syddansk Universitet.

Også en række andre oplysninger kan medierne som udgangspunkt straffes for at bringe. Det gælder for eksempel ærekrænkende beskyldninger, som der ikke er ført sandhedsbevis for – såkaldte injurier.

– Eller hvis en person bryder sin tavshedspligt, og medierne videreformidler disse oplysninger. Så kan medierne også blive medansvarlige for det. Det samme gælder, hvis medierne medvirker til at fremsætte opfordringer eller tilskyndelser til vold eller krænker folks privatliv, forklarer Jens Elo Rytter, der er lektor i forfatningsret og offentlig ret ved Københavns Universitet.

I princippet kunne medierne vælge alligevel at trykke sådanne historier og bare tage straffen bagefter. Rent juridisk er der nemlig kun en mulighed for at stoppe pressen, så at sige. Og det er at kræve et fogedforbud.

– Det har altid været accepteret, at man kunne nedlægge fogedforbud i særlige tilfælde. Tilfælde, hvor selve det at offentliggøre noget kan give så alvorlig skadevirkninger, at det ikke er nok at gribe ind med efterfølgende straffeforanstaltninger. Der kan typisk være hensyn til statens sikkerhed eller hensynet til personers privatliv. Men kravene til at få nedlagt sådan et fogedforbud er strenge. Man skal kunne godtgøre, at offentliggørelse vil medføre alvorlig skade for offentlige eller private interesser, og at det ikke er nok med et efterfølgende straf-ansvar, forklarer Jens Elo Rytter.

Det er dog langtfra hverdagskost, at der kræves fogedforbud mod mediernes artikler og udsendelser.

I praksis trykker medierne da heller ikke hvad som helst. Typisk foretager de en afvejning af, om en historie er på kant med loven. Er den det, fravælger medierne i mange tilfælde at bringe den. I andre tilfælde offentliggøres historien alligevel. Nogle gange med straf til følge, andre gange går medierne fri.

– Det helt afgørende omdrejningspunkt for, om man kan offentliggøre noget, selvom der er andre hensyn at tage – for eksempel hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter – er, at vi er inde i kerneområdet af det, der hedder offentlige interesser. Er for eksempel den omtalte soldaterbog af så stor offentlig interesse, at den interesse vejer tungere end hensynet til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter? Det er et helt afgørende spøgsmål, forklarer Vibeke Borberg.

Sådan en situation stod Berlingske Tidende for eksempel i for nogle år siden, da den tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste Frank Grevil lækkede fortrolige dokumenter til avisen om et af kernespørgsmålene for den danske krigsdeltagelse – nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Irak besad masseødelæggelsesvåben. Mens Frank Grevil blev dømt for at bryde sin tavshedspligt, blev Berlingske Tidendes journalister frikendt for at viderebringe oplysningerne.

– Retten sagde i forhold til journalisterne, at emnet havde været debatteret i den offentlige debat, at det var omtvistet, at der var mange forskellige holdninger til sagen – og mange kritiske holdninger. Og derfor vurderede retten, at hensynet til, at offentligheden fik kendskab til oplysningerne vejede tungere end hensynet til at beskytte staten mod, at det kom frem, oplyser Vibeke Borberg.

I den aktuelle sag om Politikens optryk af soldaterbogen har forsvaret meldt avisen til politiet – netop for at kompromittere statens sikkerhed. Politiet ventes tidligst i næste uge at tage stilling til, om anmeldelsen skal føre til en sigtelse af Politiken.

agger@kristeligt-dagblad.dk