Løgnen om det almindelige menneske

MEDIEETIK: Det er tegn på hykleri, når TV 2 og DR hævder, at de fremstiller det almindelige menneske. Først og fremmest vil man illudere en kontakt til den menigmand, som mange journalister dybest set ikke interesserer sig for

Noget kunne tyde på, at vores to landsdækkende tv-kanaler er begyndt at overveje, om de egentlig har kontakt til den befolkning, de eksisterer midt i.

I hvert fald synes de begge at være kommet på den tanke, at tv-mediet skal tættere på det helt almindelige menneske. Det er en evigt tilbagevendende intention blandt journalister, at man skal helt ned på jorden til hr. og fru Gennemsnitlig i stedet for at rende i hælene på ministre og andre magtfulde berømtheder - og i denne Pia Kjærsgaard-kakkelbord-epoke er jagten på det jordbundne menneske virkelig blevet populær.

TV 2 viser for tiden en trailer med det mildt sagt omfattende slogan »Mere af livet«, hvor man oplever en række billeder af skæbnesvangre øjeblikke for kloden og os alle sammen. Traileren skal engagere alle de almindelige mennesker - om ikke i andet, så i at se TV 2, hvilket nok også er begrundelsen for, at quizzen »Hvem vil være millionær« nu bliver lanceret med løftet om, at her kommer vi tæt på helt almindelige mennesker.

DR har i Søndagsavisen længe kørt en serie om komplet tilfældige danskere ude i landet med overskriften »Alle har en historie«, og man må sande, at vi befinder os på en bølge af almindelighed, hvor det nærmest anses for interessant i sig selv, at man ikke umiddelbart virker særlig interessant.

Tanken levede også, da jeg i midten af 1990´erne i en periode var ansat på TV 2 Midt/Vest i Holstebro, hvor man så det som lidt af et hit at følge i hælene på en flink fisker i færd med at læsse rødspætterne af sin kutter, og siden er nærheden blevet sat i system med dyrt producerede spots og studieværter mere joviale end nogensinde. Men det hjælper ingenting. Det virkelige liv og det almindelige menneske på tv er en illusion.

Det er indlysende sandt, at alle mennesker har en historie, eftersom alle har levet et konkret liv, men det betyder ikke, at den kan fortælles på tv. I medieverdenen er det almindelige menneske mest af alt en skrøne, man jævnligt hiver frem og dyrker, fordi man jo godt ved, at man arbejder i en lukket pseudoverden, hvor den anonyme befolkning egner sig bedst som grundstof i statistikker og overfladiske rundspørger på strøget.

Det almindelige menneske hverken ved noget, kan noget eller siger særlig ofte noget, der virkelig rykker på en tv-skærm, men det er ikke populært åbent at erkende det. Derfor opstår en krampagtig alibi-idé som DR´s »Alle har en historie«. Men at kaste en dart-pil lodret ind i et danmarkskort, pakke DR-minibussen og besøge en smedelærling et sted i Sønderjylland bliver ikke til et tv-indslag om et almindeligt menneske. Det bliver til et tv-indslag om en tv-journalist, der insisterer på, at et tilfældigt stykke virkelighed er så interessant, at han egentlig blot behøver at møde op sammen med sin kameramand. Og vupti, virkeligheden er røget i fjernsynet.

Hvis sandheden skal frem, er det almindelige menneske én af de figurer, der laves flest vittigheder om i journalistverdenen - men man griner naturligvis aldrig af hr. og fru Danmark, mens de ser på det. Det er nemlig helt afgørende, at de selv tror, at de bliver taget mere alvorligt end nogensinde, og kan man oven i købet få én af dem til at sætte sig i barstolen i en million-quiz og vinke ud til Danmark med en åbenlyst almindelig fremtoning, så er lykken gjort. Så er kontakten etableret mellem os herinde og dem derude, og så får folk på den måde serveret lidt »mere af livet«.

Alene vendingen »almindelige mennesker« afslører en stor fremmedgjorthed, og sagen er da også, at mange journalister slet ikke er interesserede i at beskæftige sig med anonyme mennesker. De er interesserede i at komme tæt på magten, tæt på de afgørende øjeblikke og tæt på de rige og raske i den store underholdningsverden. De færreste er blevet journalister for at omgås folk i Netto eller på havnen i Esbjerg - de er i vid udstrækning blevet det for selv at skille sig ud og komme så tæt som muligt på dem, der gør.

Jeg er overbevist om, at en stor del af journalisterne på TV 2 ikke aner, hvad de skal stille op med det nye slogan »Mere af livet«. For det første er mange af dem sikkert vældig godt tilfredse med den del af livet, de allerede lever i de lune gange på Christiansborg og i diverse bestyrelseslokaler, og for det andet ved de godt, at man skal være femstjernet filminstruktør for at fremstille almindeligt liv på en tv-skærm, uden at det bliver gabende kedsommeligt. I tv-sammenhæng er det almindelige menneske lige netop ikke andet end almindeligt og dermed temmelig ligegyldigt. Interessant bliver det hele først herude i virkeligheden, hvor de almindelige mennesker lever og føler uden at blive filmet samtidig - og hvor man selv er ét af dem.

Fjernsynet er på mange måder en berigende opfindelse, men ingen skal lade sig narre til at tro, at det kan fremstille det almindelige menneske, for han er for længst koblet af på ydersiden af den enorme tekniske og kommercielle barriere mellem tv-universet og det øvrige liv.

Det er ren hyklerisk populisme, TV 2 præsenterer os for med kampagnen »Mere af livet«, for de får aldrig proppet livet ind i den lille firkantede kasse, der mestrer stort set alt inden for illusionernes kunst. TV-mediet bliver aldrig en autentisk del af livet - det leverer ikke engang en autentisk fremstilling af det, og det moderne menneskes store opgave er aldrig at glemme den afgørende forskel. Forskellen mellem virkeligheden og mediernes manipulerede genskin af den.

Sørine Gotfredsen er journalist og stud.theol.