Kristeligt Dagblads chefredaktør modtager pressepris

Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager modtager Den Danske Publicistklubs Legat. Foto: Leif Tuxen.

"I opfører jer ordentligt og behandler emner og mennesker med respekt. Det er ikke ret moderne i store dele af pressen, men det er måske hemmeligheden for fremgang".

Sådan lyder det fra Sidse Ewald, formand for Den Danske Publicistklub, som i dag har hædret chefredaktør Erik Bjerager med Publicistklubbens Jubilæumsfonds Legat, også kaldet "Den lille publicistpris".

I sin tale fremhævede Sidse Ewald, hvordan Erik Bjerager i sine 16 år som chefredaktør ikke kun har stået i spidsen for en markant fremgang i en branche, der ellers har været kendetegnet ved krise og oplagsnedgang.

Det er samtidig sket med respekt for de ord, der hver dag topper avisen, nemlig "Tro- Etik - Eksistens", fremhævede Sidse Ewald.

"Jeg vil ikke blande mig i eller kommentere dit forhold til Vorherre eller hvem du nu tror på, men tro på Kristeligt Dagblad og avisens berettigelse, det må du være i besiddelse af", lød det fra Sidse Ewald.

"Etik er en rettesnor for Kristeligt Dagblad, ser man på de emner avisen beskæftiger sig med og behandler, og jeg er ikke bange for at sige, at her var der mange, der kunne lære noget. Måske er jeres etiske linje også årsagen til at avisen har fremgang", sagde Sidse Ewald og tilføjede desuden, hvordan avisen med sin fremgang understreger "Eksistens"-delen i avisens slogan.

"Kristeligt Dagblad eksisterer i bedste velgående og med fremgang, som en af de få papiraviser i Danmark. I har også en glimrende hjemmeside, som sikkert også vokser støt i tilgangen af læsere", lød det fra Sidse Ewald.

Chefredaktør Erik Bjerager er ikke i stand til at deltage i dagens prisoverrækkelse, men modtog forleden legatet, da Sidse Ewald og Publicistklubbens næstformand, Jørgen Thulstrup, besøgte Kristeligt Dagblads redaktion.

Her takkede Erik Bjerager for prisen og sendte samtidig hæderen videre til læsere og medarbejdere.

"Vi er os meget bevidste, at læserne kræver høj kvalitet af de aviser, som de betaler i dyre domme for, og vi tror, at en kvalitetsavis skal skrives af en blandet stab af dygtige journalister og velskrivende akademikere", lød det fra Erik Bjerager, der sammenlignede ledelsen af en avis med ledelsen af et orkester.

"At have ansvaret for en avis er ikke helt forskelligt fra at være dirigent for et orkester. Uden dygtige folk i orkestergraven løfter musikken sig ikke, og uden dygtige journalister, områderedaktører og dedikerede salgsfolk, der kender den avis, de sælger, var det aldrig lykkedes at skabe den fremgang, som Kristeligt Dagblad har oplevet", sagde Erik Bjerager.

Legatet på 10.000 kr. har Erik Bjerager givet til avisens medarbejdere i form af en overraskelse ved det næste medarbejderarrangement.