Journalist: Krasnik stråler af selvglæde og arrogance

"Krasnik er købt tilbage til DR fra TV 2 News som stjernestudivært på "Deadline". Det kan man se på ham. Han stråler og strutter af selvtillid, selvglæde, overskud," skriver forfatter og tidligere DR-journalist Peter Olesen Foto: GITTE SOFIE HANSEN

Med DR's velsignelse hopper Martin Krasnik ud af interviewrollen og viser sin selvforelskelse, skriver forfatter og tidligere DR-journalist Peter Olesen

Debatten kører om Martin Krasniks interview med den vrede og hadefulde Lars Hedegaard. Mange foreslår interviewet brugt som fast undervisningsmateriale i journalistuddannelsen.

I givet fald skal man inden lige huske at tage Krasniks indsmigrende mail til Hedegaard før og efter med. Hvor han med falsk smiger lokker den vrede mand ind i studiet. Man skal også huske at fokusere på Krasniks hoppen ud af interviewerrollen med flere personlige bemærkninger, som for eksempel: Jeg tror ikke, Barack Obama er muslim. Hvad kommer det seeren ved?

Men først og fremmest skal man nærstudere indledningen til interviewet. Krasnik er købt tilbage til DR fra TV 2 News som stjernestudivært på Deadline. Det kan man se på ham. Han stråler og strutter af selvtillid, selvglæde, overskud, ja, nærmest af attituden: Egentlig er jeg for begavet og fin til at være her, men når nu jeg er her, så nyd det og vær klar over, at I får en helt særlig vare.

LÆS OGSÅ: Krasnik efter Hedegaard-kritik: Ja, jeg var hårdhændet

Selvfølgelig skal ansatte på tv ikke krybe langs væggene, de må gerne kunne lide deres job og gerne udstråle overskud og beherskelse af mediet foruden selvfølgelig den nødvendige viden og faglige kompetence. Men ligefrem at elske sig selv så højt i rollen, som Krasnik gør, den er svær at sluge som seer.

Hvad er det, de gør i tv nu om dage, når de dyrker stjernerne? De lader dem folde sig lige vel rigeligt ud. Ikke kun Krasnik, men også den helt selvforelskede og linseflirtende Clement Kjersgaard og nu med på holdet Jacob Illeborg. Alle tre dygtige og vidende folk, men lige vel kække og selvglade og beklageligt nok med DRs velsignelse. På TV 2 er det vist kun Mette Vibe Utzon, der kan regnes med på det over-selvsikre hold.

LÆS OGSÅ
: Gotfredsen: DR 2-interview viser, hvordan journalist kan falde ud af rollen

Apropos vrede og had: Hvem har nogensinde oplevet Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, og næstformanden, Katrine Winkel Holm, smilende og med glæde i øjnene, når de er efter muslimerne? I stedet er de altid med alle deres muslim-negative ytringer helt sammensnørede i ansigterne uden antydning af smil og glæde. Det er ret tankevækkende. Hvor kommer det livssyn dog fra?

Peter Olesen er journalist og forfatter og tidligere ansat på DR