Internettet reguleres nu af FN

Halloween-stemning i Tivoli. Foto: GARRY BLACK

I Lasse Jensens radioprogram på P1 diskuterede relevante aktører, om hvorvidt internettet skal være frit og tilgængeligt for alle eller om FN skal have ret til at lave restriktioner

Normalt påkalder FNs konferencer om international telekommunikation sig ikke stor opmærksomhed. Men denne gang har verdenskonferencen i Dubai alligevel fået os til at spidse ører. Mødet har handlet om, hvorvidt internettet skal reguleres eller ej. Det endte i fredags med, at en række lande udvandrede fra mødet, herunder Danmark, USA, Storbritannien og en lang række andre åbent orienterede lande. Emnet blev diskuteret i Lasse Jensens program på P1 Mennesker og medier, som sendes hver fredag og blev genudsendt i går.

LÆS OGSÅ: Internettet holder dig fanget i fortiden

Lasse Jensen interviewede forskellige aktører og forbrugere, som gav udtryk for ens synspunkter, nemlig at internettet skal være frit og tilgængeligt for alle. Google har for eksempel været særdeles aktiv i en forbrugerkampagne under sloganet Free and open world (på dansk: En fri og åben verden).

Der har forud for mødet i Dubai været stærk kritik af planerne om at regulere internettet. Det er da også nærmest tragisk/komisk, at mødet finder sted i Dubai. Et sted, hvor regeringen netop har besluttet, at det er forbudt at udøve kritik af myndighedspersoner på nettet.

Men ikke alle lande synes om, at internettet skal være frit og åbent for alle. Det er jo helt normalt i Kina og andre udemokratiske lande at censurere siderne på nettet. Men slutdokumentet fra mødet, som blev underskrevet af et flertal af lande, vil betyde, at man nu vil lade landene foretage en større overvågning af internettet. Den officielle begrundelse er at få kontrol med spammail og den slags, men da forslaget er stillet af blandt andre Rusland og Kina, og da den åbne og demokratiske del af verden er imod, aner man nok, at det ikke alene handler om at sikre, at mail ikke ryger ind som spammail.

I stedet drejer det sig om at regulere og kontrollere borgernes adfærd på nettet. FN giver nu legitimitet til processen, når et flertal er for en sådan begrænsning i ytringsfriheden.

Et andet tema for konferencen har været teleselskaberne. For der er selvfølgelig stærk interesse fra selskabernes side i at være med, så man er sikker på også i fremtiden at kunne tjene penge på nettet. I aftalen står, at den Internationale Telekommunikationsunion (ITU), inden 2015 skal inviteres til at spille en større rolle for nettet i fremtiden.

Aftalen er ikke juridisk bindende for landene og således heller ikke for Danmark. Men det er alligevel stærkt foruroligende, at et flertal af lande i verden ønsker større kontrol med, hvad borgerne lægger ud på internettet, og at rigtig mange lande også gerne vil vide, hvad vi skriver til hinanden, og hvilke hjemmesider vi besøger.

Det er også stærkt foruroligende, at man nu kan henvise til en beslutning vedtaget i FN-regi af et flertal af lande, der normalt ligger i kategorien af mere eller mindre despotiske. Men det sidste fortoner sig nok, når landene nu på hjemmebane kan bruge FN som argument for at indføre regulering og begrænsning af borgernes frihed på nettet. En utrolig relevant diskussion på P1.

Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden