Humor er skalkeskjul for racistisk og sexistisk indhold på Facebook

Det er ulovligt at opfordre til vold mod andre befolkningsgrupper, men under dække af humor, kan man slippe af sted med stadigt grovere udtalelser. Foto: .

Flere sider på Facebook gør grin med mord på jøder, kvinder og sorte. De tolereres i et vist omfang af Facebook, så længe de kategoriserer sig selv som humor. Men et budskab mildnes ikke, blot fordi det formuleres i en vits, mener humorforsker

En flok sorte børn, der med rædslen malet i ansigtet flygter fra en gruppe Ku Klux Klan- folk.

En kvinde, der ligger bagbundet og kneblet på en sofa, med teksten: Det er ikke voldtægt. Hvis hun virkelig ikke ville, havde hun sagt nej.

Eller et billede af en flok jøder bag hegnet i en koncentrationslejr, malet orange og påført teksten: Orange Jews 100 % concentrated.

Er det sjovt? Eller peger det tilbage på og opfordrer fremadrettet til sexisme, racisme og antisemitisme?

LÆS OGSÅ: Kritik: Facebook vil alligevel ikke bekæmpe voldtægtssider

Facebook har i den senere tid været i søgelyset for det sexistiske materiale, der har fået lov til at blive på Facebook under betegnelsen humor. Det har drejet sig om sider, der har gjort grin med vold og voldtægt mod kvinder.

Men ved ganske få klik på det sociale medie, ser man, at det ikke er en enlig svale. De ovennævnte eksempler vidner om, at både racistisk, sexistisk og antisemitisk humor florerer på Facebook.

Facebook skriver selv i deres retningslinjer:

Indhold, der angriber personer på baggrund af deres faktiske eller formodede race, etniske baggrund, religion, køn, seksuel orientering, handicap eller sygdom, er ikke tilladt. Men vi tillader tydelige forsøg med humor og satire, der ellers ville kunne betragtes som mulige trusler eller angreb. Det omfatter indhold, som mange personer kan finde stødende (f.eks. vittigheder, standup-comedy, populære sangtekster osv.).

LÆS OGSÅ: Humor afvæbner hadefulde ytringer i Egypten

Martin Führ er ansat som ekstern lektor ved Aalborg Universitet og forsker i humor og humorens betydning.

Han påpeger, at humor altid har været et legitimt redskab til at forholde sig til ømtålelige emner på en socialt acceptabel måde. Men netop derfor kan humoren være et farligt redskab, hvis det bliver et carte blanche til at udtale sig om ting, som ellers ikke ville være tilladt:

De eksempler, man kan se på Facebook, er af sådan en karakter, at det er uhyggeligt, de kan lægges ud - uanset under hvilken kategori. Hvis man skriver, at det er superfedt med alle de jøder, der døde under Anden Verdenskrig, bliver man ramt af vores begrænsninger af ytringsfriheden. Men her pakkes det ind i humor, og så kan det få lov til at overleve, siger han.

Martin Führ understreger, at det er meget svært at bedømme, hvornår humor er en uskyldig måde at omtale noget, der fylder i ens bevidsthed, og hvornår er det et skalkeskjul for egentlige holdninger, der ellers ikke ville tolereres.

Man bør derfor se på essensen af budskabet. Er ønsket at more andre, eller er ønsket at udgrænse en minoritet? Hvis sidstnævnte er intentionen, så mildnes budskabet ikke, blot fordi det formuleres i en vits. Men denne gråzone misbruges af visse grupper, og det er derfor, de meget bevidst bruger humoren som kommunikationsform.

LÆS OGSÅ:
Hvor går grænsen mellem blasfemi og ytringsfrihed?

Hvis man pakker et budskab ind i humor, så kan man altid sige det var bare for sjov, det er ikke rigtig noget, som jeg mener. Det gør humoren farlig, at vi har en tendens til at se den som uangribelig. Det er også det, som mobbere benytter sig af i børnehaver, skoler og på arbejdspladser, forklarer humorforskeren.

At hævde sig selv ved at gøre grin med de svage i samfundet er dog ikke en ny udvikling, men med de sociale medier skabes der en langt større platform for udbredelsen af disse holdninger.

Siden Platon og Aristoteles har man brugt humoren til at nedgøre andre, meget gerne de svage, og dem der ser anderledes ud. Det er derfor, vi i middelalderen har haft vanskabte folk i cirkus. Så kunne man, uanset hvor skidt man selv havde det, få det lidt bedre med sig selv, fordi der var nogle, der havde det værre, siger han.

Ifølge Ulla Tornemand Larsen, talskvinde for Dansk Kvindesamfunds syn på fremstillinger af køn i medier, kan den massive eksponering af disse humoristiske sider føre til en umenneskeliggørelse af de grupper, der gøres grin med:

Der findes efterhånden en del undersøgelser, der påviser, at indhold, der forherliger og gør grin med vold og voldtægter, kan nedsætte beskuerens evne til at føle empati med ofrene. Hvis man er en medieplatform, der tillader den slags indhold, så medvirker man passivt til at påvirke brugernes empati overfor disse ofre i negativ retning, siger hun.

Som samfund har vi da også regler for, hvad det er tilladt at sige om andre befolkningsgrupper, men netop der kan humoren være et farligt element, fordi den tilladte grovhed i udsagnet stiger i takt med humorens raffinement.

Jo mere glimrende din pointe er, og jo dygtigere du er til at pakke det ind i en sjov indpakning, der kan få folk til at grine, desto mere kontroversielle synspunkter kan du slippe af sted med, fortæller Martin Führ.

Det ændrer bare ikke ved budskabet i dine udtalelser, og de konsekvenser det har for samfundet.

Talsperson for Facebook i Norden, Jan Fredriksson, fortæller at Facebook konstant arbejder med at finde den rette balancegang mellem beskyttelse af ytringsfriheden og fjernelse af stødende indhold. Han kan dog ikke kommentere på de specifikke sider.