Gotfredsen: Den modige samtale trues af ufarlige banaliteter

Tegning: Peter M. Jensen

Vi må ikke falde for den frygtelige fristelse, det er, at lade alt det betændte og uoverskuelige ligge og i stedet dyrke den lille andedamssnak, skriver præst og journalist Sørine Gotfredsen

IKKE UDEN GRUND har en del mennesker i de seneste dage undret sig over, at et enkelt tv-program kan afstedkomme så heftig debat, som det er tilfældet med DR 2s Blachman.

Programmet, der for tiden kan ses om tirsdagen og har fået eksorbitant stor opmærksomhed, bæres af musiker og selvbestaltet samfundsfilosof Thomas Blachman. Sammen med en mandlig gæst sidder han i et mørkt tv-studie og betragter en tavs, nøgen kvinde, mens de to lader ordene flyde.

LÆS OGSÅ: Ny etikchef hos DR bør fjerne Blachman fra sendefladen

Lidt af en uskyldig drengestreg, må man sige, men ikke desto mindre har feministiske røster på forudsigelig vis brokket sig over, at kvinden igen reduceres til et objekt for den mandlige beskuelse.

Det er som udgangspunkt meget svært at tage en feministisk kritik alvorligt, der gør det til et problem, at kvinder vælger frivilligt sent på aftenen at optræde nøgne på den eksperimenterende kanal.

For det første rummer den kritik en sær undervurdering af kvinders frie ret til at administrere deres liv, som de vil. Og for det andet fremstår fokuseringen unægtelig noget skæv, når man samtidig ved, at en stor del af den egentlige kvindeundertrykkelse i dette land finder sted i den muslimske del af befolkningen.

Det kan som bekendt for visse muslimske kvinder være uhyre svært at få lov til at leve et liv i selvbestemmelse, og den er af og til helt gal med vores proportioner. Man tilkendegiver sin store forargelse i mødet med det harmløse og ignorerer det graverende, og netop dette skæve vilkår udgør en stor del af pointen ved de overdimensionerede reaktioner på Thomas Blachmans tv-program.

Men det er et symptom, vi utvivlsomt kommer til at se mere til. Der er nemlig grund til at frygte, at flere og flere vil ophøre med at forholde sig seriøst til ét af tidens vigtige emner. Nemlig den fortsatte sundt kritiske tilgang til mødet mellem muslimsk og vestlig kultur.

Fordi det er alt for besværligt, fordi det i skræmmende grad sætter ens personlighed på spil og også fordi islamkritiker Lars Hedegaard for nogle uger siden med sin utilstrækkelige optræden i DR 2s Deadline fik skabt et stort alibi for dem, der gerne vil erklære sagen for død.

Hedegaard svarede dårligt for sig, hvilket af nogle blandt andre de altid tjenestevillige kommentatorer på Politiken med begejstring er blevet tolket som et tegn på, at islamkritikken dybest set altid primært har været bygget på spøgelser.

VI STÅR SÅLEDES i denne tid ved et vitalt punkt, hvor det er så frygteligt fristende at lade alt det betændte og uoverskuelige ligge og i stedet dyrke den lille andedamssnak, hvor man diskuterer tv-programmer og ligegyldige ranglister over, hvilke politikere der for tiden har mest karisma.

LÆS OGSÅ: DR beskyldes for åndeligt armod

Nok vigter vi os ofte af vores dristige debatform sammenlignet med svenskernes, og nok udkom der for nogen tid siden en svensk debatbog om landets ensrettende politiske korrekthed udgivet under pseudonym, fordi forfatteren ikke vil brændemærkes for livet. Men vi skal ikke glemme, at trangen til at fortrænge vanskeligheder og mest tale om alt det ufarlige bestemt også findes her.

Den værdikamp, der har foregået siden især 2001, kan med andre ord være i færd med at nå til en slags afslutning. De klare udmeldinger fra tiden med Anders Fogh Rasmussens (V) regering og den skelsættende Muhammed-krise er blevet erstattet af en særdeles teknisk, djøf-agtig og vækstorienteret retorik samt specielt fra radikal side nogle forsøg på at omdefinere grundlæggende begreber i samfundet som køn og familie.

VÆRDIKAMPEN HAR med andre ord skiftet farve, og en konsekvens kan blive, at det mere og mere ses som naturligt, at islamkritikkens tid er forbi. Dette er dybt foruroligende, for mens selvsamme kritik bestemt har haft sine skingre øjeblikke, der ikke gavnede noget, ville det være katastrofalt at tabe den på gulvet. Min påstand er, at mange efterhånden føler stor lyst til netop at lade den falde og i stedet nøjes med at hidse sig op over DR (hvad jeg bestemt også selv ofte gør), nationale provokatører som Thomas Blachman og diverse tankeløse meldinger fra politikerne på Facebook. Alt det, man med sindsro kan vredes over uden at risikere noget.

Vi kan være på vej ind i en tilstand, hvor den modige samtale gradvist forstummer, fordi den konstant afledes af bagateller, og fordi der opstår ny konsensus om, at den ikke længere er så påkrævet.

Pointen er naturligvis, at den modige samtale til alle tider er påkrævet, og når det for eksempel så iltert diskuteres, om kvinder frivilligt må optræde i et tv-program uden tøj på, alt imens den egentlige kvindeundertrykkelse i dette land i store træk forbigås, udgør det et tegn. Et tegn på, hvor fristende det er blot at tale om det ufarlige og lade alt det andet ligge.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, journalist og forfatter Kåre Gade og højskoleforstander Thue Kjærhus