Fadæse: DR brugte iscenesat demonstration i TV Avisen

En demonstration mod den tidligere direktør i EBH Bank i Hjørring blev vist på både Danmarks Radio, DR Update og i TV Avisen. Men demonstranterne var blevet instrueret af medarbejdere, som arbejder for DR (Arkivfoto: DR byen) Foto: Jakob Boserup Denmark

Tidligere bankaktionærer blev hentet i bus og instrueret i at demonstrere mod EBH Bank ved retssag torsdag

Der var intet spontant over den demonstration, som mødte den tidligere direktør i den nu hedengangne EBH Bank ved torsdagens retssag mod banken i Hjørring.

De ældre demonstranter, som Danmarks Radio viste på både DR Update og i TV Avisen klokken 18.30 og 21.30, var nemlig blevet instrueret af medarbejdere, som arbejder på vegne af DR.

Det viser et videoklip, som BT er i besiddelse af.

LÆS OGSÅ:DR-værter spåede om nytårstale, de allerede havde læst

I klippet instruerer en tilrettelægger de ældre demonstranter nøje i, hvad de skal gøre.

Tilrettelæggeren er fra produktionsselskabet "Made In Copenhagen/Larm Film", som producerer et dokumentarprogram om finanskrisen for Danmarks Radio.

Men i TV Avisen klokken 21.30 fortalte nyhedsvært Lillian Gjerulf Kretz, at en lang række vrede borgere fra Fjerritslev var mødt op ved retten i Hjørring:

- Mange mistede vigtige sparepenge, da EBH-bank krakkede. Og de ønskede især at konfrontere den tidligere EBH bankdirektør Finn Strier Poulsen. Efter retsmødet forsøgte de for en kort stund at blokere bankdirektørens bil, sagde hun.

DR har fredag eftermiddag beklaget fadæsen og skriver blandt andet følgende på dr. dk:

"Samtidig med at produktionsselskabets journalister var til stede ved retten, havde TV Avisen sendt reportere til stedet, og de var ikke klar over, at de bevidnede en iscenesat demonstration, som altså var arrangeret af et produktionsselskab."

- Det, der går galt, er, at iscenesættelsen ikke går op for de journalister, der er til stede ved retten, og det er en kæmpe fejl, siger kanalchef for DR 1 Lotte Lindegaard.

Flere af demonstranterne har forklaret til BT, at de blev ringet op af produktionsselskabet inden retssagens begyndelse og derefter hentet og bragt i en minibus, som selskabet betalte.

I bussen lå der tilmed papskilte og tuscher, som demonstranterne kunne skrive slagord mod banken med.

TV2 Nyhederne valgte ikke at bringe optagelser af demonstranterne. Ifølge BT fordi demonstrationen virkede iscenesat.

DR's brøler blev vist i TV Avisen samme aften, som DR måtte beklage, at flere af kanalens journalister på direkte tv 1. januar "gættede" på indholdet af statsministerens nytårstale, inden talen blev sendt, selv om de flere timer forinden havde læst talen.