Er det i orden at lave underholdning ud af nutidshistorie?
Virkelighedens dramaer trækker mange seere til, og snart bliver historien om Blekingegadebanden sendt som tv-serie med en række store danske skuespillere i hovedrollerne. For nogle mennesker er der dog ikke tale om søndagsunderholdning, men ubehagelig erindring
Når TV 2 næste søndag sender første afsnit af dramaserien "Blekingegade", ser Mette Würtzen sandsynligvis med. "Med et halvt øje", som hun siger, for på den ene side har hun det svært med, at de mennesker, der ødelagde den sidste del af hendes farmor og farfars liv og har kastet skygger i hendes eget, nu bliver til underholdning i den bedste sendetid, men samtidig vil hun gerne se, hvordan bandens medlemmer, der i serien spilles af blandt andre Nikolaj Coster-Waldau og Thure Lindhardt, bliver genskabt.
- Det, der kan bekymre mig ved, at de dramatiserer den historie, er, at de kommer til at fremstille bandemedlemmerne i et positivt lys. Jeg kan ikke forhindre dem i at lave en tv-serie. Jeg kan kun gøre opmærksom på, at der er rigtig mange ofre og mange familier, som er ramt af de menneskers gerninger. Herunder min familie og mig selv, siger Mette Würtzen.
Hun var otte år og på besøg hos sine bedsteforældre i Glostrup, da tre ukendte mænd trængte ind i huset. De tog kvælertag på farmoderen, holdt farfaderen tilbage med en pistol og slog Mette Würtzen, inden de satte hæfteplaster over munden, iførte dem håndjern og slæbte hende og farmoderen ned i kælderen. Farfaderen, der var bankdirektør, blev eskorteret til banken, men da han forsøgte at slippe fri, kørte gerningsmændene ham tilbage til villaen, hvor han blev efterladt forslået i et rum ved siden af sin hustru og barnebarnet. Senere kom politiet.
Der faldt aldrig dom i sagen om overfaldet på Mette Würtzens bedsteforældre. Medlemmerne fra Blekingegadebanden blev sigtet, men der blev ikke rejst tiltale, og ingen blev derfor dømt.
- Det var meget koldblodige og beregnende mennesker, og det kan jeg kun håbe, at de viser dem som på tv. Jeg og min familie glemmer det i alt fald ikke, og jeg tvivler også på, at de forældre, der mistede en søn i Købmagergade-røveriet nogensinde vil gøre det. Min historie kan slet ikke sammenlignes med deres, men jeg oplevede som lille pige, hvordan det var med ét at blive trukket ud af en tryg barndom, og det har taget mange år for mine forældre at genskabe den tryghed igen, siger Mette Würtzen.
Det er 30 år siden nu, og Mette Würtzen fortæller ikke sin historie for at få medlidenhed.
- Jeg har været offer én gang. Den rolle skal jeg ikke stå i igen, siger hun.
Historien om Blekingegadebanden er ikke det eneste eksempel på, at også den nære fortids begivenheder bliver til fiktion. I foråret havde filmen "Rote Armee Fraktion" premiere, og virkeligheden er mere populær end nogensinde på skærm og lærred. Blandt andet takket være bedre arkivadgang, forklarer professor i mediehistorie Gunhild Agger fra Aalborg Universitet.
- Det ligger i tiden, at vi er meget optagede af det dokumentariske og den umiddelbare forhistorie. Vi har lyst til at få et indblik i, hvad der politisk og psykologisk foregår, når for eksempel politisk idealisme forvandles til vold, som det skete i sagen med Blekingegade-banden.
Eksperterne kalder genren for dokudrama, og Gunhild Agger nævner blandt andet film som "Flammen og Citronen", "J.F.K." om Kennedy-mordet, og Bille Augusts biografiske film om Nelson Mandela som eksempler på dokumentariske dramaer.
- Genren er fantastisk til at levendegøre historien, men den rejser i allerhøjeste grad nogle etiske dilemmaer, understreger hun.
- Dokudramaets akilleshæl har altid været, at der kan sidde ofre og efterladte, som har svært ved at se det underholdende i, at man genskaber dramaet. For eksempel lavede BBC en filmatisering af et gidseldrama, hvor gidslerne ikke kunne genkende sig selv og derfor sagde fra, og det er klart, at man kan komme til at gå for tæt på i forsøget på at få den interessante vinkel. Det vil altid blive filmskaberens bud på, hvad der skete.
Et klassisk eksempel på et dokudrama, der skabte debat, er ifølge Gunhild Agger tv-føljetonen "Jane Horney", der blev vist på Danmarks Radio i 1985. Serien handlede om den svensk-danske Jane, der blev likvideret af den danske modstandsbevægelse på en fiskerbåd i Øresund.
- Modstandsbevægelsens talsmand, Frode Jakobsen, havde i mange år fredet de modstandsfolk, der havde udført likvideringer, fordi man mente, at de havde lidt og stridt nok, men der var også et hensyn til historien og sandheden. Det dilemma udløste "Jane Horney", og modstandsbevægelsen forsøgte at nedlægge fogedforbud mod, at den blev vist, fortæller Gunhild Agger.
Ifølge hende er det vanskeligt at afgøre, præcis hvornår et dokudrama går for tæt på.
- Tænk på Titanics tragiske forlis. Der har været en række Titanic-film igennem historien - den ene flottere end den anden, gik man for tæt på der? Kunne man forestille sig en Estonia- eller Scandinavian Star-film? Det er en gammel tommelfingerregel, at der skal gå en generation, så ingen nulevende længere har været involveret, men den bliver sjældent overholdt, siger Gunhild Agger, der ser en tendens til, at man i dag går tættere på nutidshistorien.
- Der er en sensationssøgen i tiden. Vi er vant til, at paparazzierne går tættere på, men heldigvis er de etiske overvejelser også længere fremme i folks bevidsthed.
Det bekræfter programchef på TV 2 Keld Reinicke, der er ansvarlig for Blekingegade-serien.
- Virkeligheden er nogle gange mere spændende end noget, vi selv kunne have fundet på, og jeg tror, vi i endnu højere grad kommer til at se den nære fortid fiktionaliseret, siger Keld Reinicke og understreger, at man undervejs i arbejdet med "Blekingegade" har været bevidste om, at der stadig er ofre og pårørende, som kan kigge med.
- Derfor har vi forsøgt at gøre det så faktuelt korrekt som muligt. For eksempel i forbindelse med kuppet i Daells Varehus, som mange kan huske. Men det er vigtigt at huske på, at det er fiktion baseret på virkelige hændelser, og vi påstår ikke andet.
Professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Ib Bondebjerg har ligesom resten af Danmark endnu ikke set serien om Blekingegade-sagen, men han forstår godt, at TV 2 vælger at dramatisere netop denne sag.
- Det er dramatisk nutidshistorie, som utvivlsomt vil give mange seere. Ligesom en meget stor del af den fiktion, vi kender fra biograferne og tv på en eller anden måde er baseret på virkelige begivenheder, går også Blekingegade tæt på, men der er ikke i sig selv noget moralsk forkasteligt i denne dokudrama-genre, vurderer Ib Bondebjerg.
Han sammenligner "Blekingegade" med film som "Baader Meinhof komplekset".
- I mange europæiske lande er terrorismens historie fra 1970'erne og frem blevet reaktualiseret. Blandt andet fordi mange af personerne er begyndt at stå frem, og arkiver er blevet åbne. Det har i Tyskland skabt en diskussion om, hvorvidt filmene heroiserer terroristerne ved at gøre dem til hovedpersoner i et dokudrama, fordi der er tale om personer, som har slået virkelige mennesker ihjel. Den diskussion kan man ikke afvise også kommer op herhjemme i forbindelse med Blekingegade-serien, siger Ib Bondebjerg, der fandt, at "Baader Meinhof komplekset" var en fremragende film, som gav et indgående indblik i en forfærdelig historisk begivenhed.
- Men jeg kan godt forstå, at mennesker, hvis familiemedlemmer blev slået ihjel af gruppens medlemmer, finder det ubehageligt at se dem fremstillet som gangstere i bedste amerikanske stil.
Tv-serier som eksempelvis "Rejseholdet" har hentet inspiration i autentiske begivenheder, men her var der tale om blandingsgenrer, hvor der var mere fiktion end fakta. Skaber man derimod ægte dokudrama, stiller det krav til historisk korrekthed, forklarer Ib Bondebjerg.
- Reaktionerne på doku-dramaer viser, at fiktioner bygget på virkelige historiske begivenheder og med karakterer, der bærer virkelige personers navne risikerer at blive angrebet som dokumentariske fremstillinger af virkeligheden. Selvom seerne måske nok ved, at det er dramatisering, så fanger bordet ofte, når man går meget tæt på og dramatiserer virkelige hændelser, forklarer Ib Bondebjerg.
Mette Würtzen er i dag 37 år. Hun er uddannet i filosofi og offentlig forvaltning fra universitetet. Privat er hun gift og mor til en datter på 10 år, der ikke kender til episoden i moderens barndom. Først i forbindelse med forårets premiere på biograf- filmen om Blekingegadebanden, hvor et bandemedlem stod frem og udtalte sig, har Mette Würtzen valgt at give sin historie en stemme.
- Jeg blev så provokeret af at høre Bo Weymann fra Blekingegadebanden tale om, at han var i gang med at forsone sig med fortiden, at jeg blev nødt til at sige fra, fortæller Mette Würtzen.
For nylig har hun været i kontakt med pensioneret kriminalkommissær Jørn Moos, hvis bog danner forlæg for tv-serien. Gennem ham har hun fået at vide, at episoden fra hendes barndom ikke kommer til at indgå i den aktuelle dramatisering.
- I det mindste ved jeg, at jeg ikke kommer til at se nogen, der skal forestille min farmor, farfar eller mig i situationen, men til gengæld er der rigtig mange andre, som Blekingegadebanden har mødt på deres vej, der sikkert vil blive fremstillet dramatisk, siger Mette Würtzen, der sagtens kan forstå, at mange ønsker historien frem i lyset.
- Det er positivt, hvis dramaserien lægger op til at undersøge, hvorfor ingen magtede at stoppe de mennesker. Jeg er jo kun interesseret i, at de kommer til at stå til ansvar for, hvad de har gjort. Jeg kan også godt forstå, at man når nogle andre målgrupper ved at dramatisere til fjernsynet, siger hun og holder en pause, inden hun tilføjer.
- Bare de ikke kommer til at fremstille dem som helte.
På TV 2 afviser Keld Reinicke, at der er grund til bekymring.
- Vi lægger os helt på lovens side. Men de her mennesker er så interessante, fordi de ikke bare var almindelige kriminelle. De gik fra at være idealister til at være brutale forbrydere. Det er en spændende rejse, som vi gerne vil fiktionalisere. Men det gør dem ikke til helte.