DR opprioriterer etikken

Flere boligselskaber, heriblandt landets største, KAB, vil nu selv forsøge at reducere antallet af tvangsudsættelser. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

Med udnævnelsen af sin første etikchef gør DR op med den seneste tids brud på programetikken. Sagerne skal systematiseres, så man undgår, at journalister bare følger dagens mavefornemmelse, mener DRs lytter- og seerredaktør

Det skal være slut med klagesager om brug af skjult kamera, manglende forhåndsaftaler med medvirkende i programmer eller om at holde seerne for nar ved eksempelvis at få eksperter til at gætte på indholdet af statsministerens tale, selvom de allerede kender det.

Det er håbet fra DR, som i går udnævnte nu tidligere direktør for DR Danmark, Inger Bach, til mediehusets første etikchef. Den nye chef udtalte efter offentliggørelsen, at hun ser frem til at styrke DRs fokus på etiske retningslinjer.

Og det samme gør DRs lytter- og seerredaktør, Jacob Mollerup, som også beskæftiger sig med klager over brud på DRs programetik og længe har argumenteret for at opprioritere DRs fokus på området. Han ser en etikchef i DR som en logisk konsekvens af den seneste tids mange klager.

På grund af hele udviklingen af DRs kanaler ser mange nye programtyper dagens lys, og der kommer hele tiden nye etiske problemstillinger, som ikke er tænkt ordentligt igennem. Derfor er der et tydeligt behov for, at man bruger flere kræfter på det, siger han.

LÆS OGSÅ: "Vi skal ikke bare lave underholdning der går ind ad det ene øre og ud af det andet"

Som eksempel nævner Jacob Mollerup DR 1s programserie Aktion Socialt Bedrageri, som ifølge ham var for ensidigt og mistænkeliggørende, samt ungdomsprogrammet Absurdistan på den nye kanal DR 3, som har fået kritik for at narre andre medier med falske pressemeddelelser og ved at arrangere et falsk pressemøde.

Jeg håber, at den nye stilling betyder, at man vil arbejde mere systematisk og koncentreret med problemer som disse, for de falder over en bred front. Der er det godt at have samlet alle erfaringerne på det område i en særlig funktion i en stor institution som DR, så journalister ikke går efter dagens mavefornemmelse, siger han og tilføjer, at det er her, den nye stilling adskiller sig fra hans eget arbejde med DRs programetik.

Min opgave er at være brugernes ambassadør og vagthunden, der råber op, når noget er galt. Den nye stilling handler om at være nede i maskinrummet og arbejde systematisk for, at tingene foregår ordentligt.

Ifølge journalist og medlem af Kristeligt Dagblads etikpanel Kurt Strand er det fornuftigt af et så stort mediehus at opprioritere sit fokus på etik, og i DR er der ifølge ham et skrigende behov på grund af det stigende antal sager, de taber i Pressenævnet.

De seneste tre år er DR den medievirksomhed med næstflest sager i Pressenævnet.

Der er tegn på, at der er noget galt, og at noget har svigtet, når de sager overhovedet kan opstå, siger han og tilføjer, at det dog endnu er svært at vurdere, hvor meget en etikchef kan ændre i praksis.

Man skal ikke underkende symbolikken i, at DR nu viser både indadtil og udadtil, at de tager de seneste klagesager alvorligt. Men DR er et stort hus, hvor det kan være svært at finde fokus. Derfor kommer det an på de beføjelser, den nye chef får.

At valget faldt på Inger Bach skyldes ifølge DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, at hun i fem år har været en stærk og markant formand for DRs programetiske udvalg.