DR 2-interview viser, hvordan journalist kan falde ud af rollen

Sørine Gotfredsen om Martin Krasniks meget omtalte interview af Lars Hedegard

DET BLEV TIL et tv-interview, der satte mange følelser i gang, da Martin Krasnik i søndags inviterede Lars Hedegaard i DR 2s Deadline. Som bekendt blev Hedegaard i begyndelsen af februar udsat for et mordforsøg ved sin bopæl, efter alt at dømme på grund af den intensive islamkritik, han gennem årene har bedrevet.

Siden overfaldet har Hedegaard levet under beskyttelse og har stort set ikke optrådt offentligt, men forleden lykkedes det Martin Krasnik at få ham til at stille op. Siden har vandene delt sig.

LÆS OGSÅ: Massiv kritik af DR-bestyrelsesmedlem

Nogle mener, at Lars Hedegaards troværdighed blev pillet systematisk fra hinanden, mens andre finder, at Martin Krasnik på usportslig vis slagtede sin gæst ved konstant at afbryde og tromle sin egen dagsorden igennem. Vi har stået her før, for journalister anklages rask væk for at være alt lige fra tamme mikrofonholdere til øretæveindbydende bødler.

Ofte vil oplevelsen være præget af, hvor man i forvejen har sin sympati, men visse tilfælde er så markante, at et enkelt interview kan komme til at følge en journalist resten af karrieren.

DA REIMER BO Christensen for nogle år siden interviewede den bedrageridømte Stein Bagger, blev en del af hans journalistiske skæbne beseglet. Reimer Bo lod i bedste sendetid Bagger sidde og udmale sin triste skæbne og mødte manden med påfaldende lidt kritik. Muligvis frygtede Reimer Bo at fremstå så barsk, at sympatien skulle tilfalde ham, der egentlig skulle forsvare sig.

LÆS OGSÅ: Imam: Hedegaards ord ignoreres i debat om medieetik

Eller også var den daværende DR-profil bare så begejstret over at have fået arrangeret dette eksklusive interview (som hans eget produktionsselskab desuden var involveret i), at han reelt glemte at udføre det. Kritikken var stor og berettiget, og Reimer Bo forlod kort efter DR.

Martin Krasnik var utvivlsomt også begejstret, da Hedegaard indvilligede i at stille op, men i modsætning til Reimer Bo var Krasnik så kampklar, at problemstillingen her blev den stik modsatte.

Spørgsmålet er således, om Krasnik i søndags sprang ud som indædt modstander af Hedegaards tankegang og mest af alt greb lejligheden til at jorde en mand, han ikke bryder sig om. Eller om han blot gjorde sin pligt som kritisk interviewer. Lad os se på det.

KRASNIKS PLAN VAR at gå Lars Hedegaard efter i kilderne og undersøge argumenternes holdbarhed, hvilket er helt efter bogen. Kan Lars Hedegaard gøre rede for sin teori om, at der foregår en gradvis islamisering af Vesten? Hvordan forholder han sig til egne udtalelser blandt andet om, hvordan de politikere, der har tilladt masseindvandring, siden skal stå til ansvar?

Opfordrer Hedegaard til vold, og er han blandt dem, der tror, at den amerikanske præsident i virkeligheden er muslim? Spørgsmål, der helt naturligt kan stilles, og det skal understreges, at Hede-gaard faktisk fik mulighed for at svare. Men at han i høj grad undlod.

Da han for eksempel blev spurgt om, hvor mange fjendtligt sindede muslimer, der bor i Danmark, valgte han blot at sige det ved jeg ikke frem for at prøve at forklare, hvorfor den slags jo er svært at kortlægge. Hedegaard ønskede tilsyneladende ikke at føre ordet og kæmpe for sagen, selv om muligheden var der.

I dette sære tomrum faldt Martin Krasnik mere og mere ud af sin rolle som interviewer. Vendinger som Du er mere og mere isoleret og Du har gang i noget, der er løbet helt af sporet har ikke noget med et interview at gøre, men minder snarere om formuleringer fra et forhørslokale, og Martin Krasnik mistede ganske enkelt en del af overblikket. Dermed fik han åbenbaret sin store antipati, og interviewet udviklede sig mere og mere til værdikamp for åben skærm.

Imidlertid var det hovedsageligt Martin Krasnik, der kæmpede, hvilket fik samtalen til at fremstå som en alt for personligt drevet duel, hvor Krasnik i mangel på håndgribelige svar fra Hedegaards side til sidst blot halv-irriteret valgte at konstatere, hvad han åbenlyst har ment hele tiden. At Lars Hedegaard er langt ude.

MARTIN KRASNIK kunne have vundet i søndags, fordi Hedegaard argumenterede så svagt, men i stedet blev det interviewet som journalistisk disciplin, der tabte. Alt imens vi endnu en gang oplevede de to velkendte positioner i disse år.

Ham, der inderligt frygter islam, stillet over for ham, der mener, at der bliver opfundet spøgelser. Det hele blev til endnu et partsindlæg i den fortsatte værdikamp, og er det en interviewers opgave at tage personligt og brændende del i den? Nej, det er det naturligvis ikke.

Sørine Gotfredsen er journalist, forfatter og præst