Britisk tabloidpresse er selv havnet i gabestokken
Affæren om telefonaflytning og bestikkelse af politiet har bredt sig til andre aviser, og skandalen oprulles nu med hele Storbritannien som tilskuere
De fleste husker sikkert avisskandalen, der chokerede den britiske offentlighed, og tvang en af verdens største mediekoncerner til at lukke og slukke for den fuldstændig skrupelløse søndagsavis News of the World.
Offentligheden blev særligt oprørt over afsløringer af, at journalister fra avisen havde aflyttet og manipuleret med en forsvundet og siden myrdet piges telefonsvarer, så hendes forældre troede, at hun var i live.
LÆS OGSÅ:Skandalejournalist: Telefon-hacking er okayMen affæren afdækkede et mønster af hårrejsende journalistiske arbejdsmetoder fra avisens side. Også mange andre mobiltelefoner blev aflyttet, herunder hos medlemmer af hoffet, og politifolk blev bestukket for at give avisen oplysninger.
Myndighederne med regeringen i spidsen havde imidlertid en mistanke om, at de uacceptable arbejdsmetoder ikke kun var begrænset til News of the World, og premierminister David Cameron udnyttede den ophidsede atmosfære til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skulle tage hele tabloidpressen ved vingebenene.
Undersøgelsen er i gang, og en række opsigtsvækkende høringer i disse uger udløser nu chok nummer to i offentligheden, nemlig ved at dokumentere at mistanken var rigtig. Det ene vidne efter det andet fortæller undersøgelseskommissionen, hvordan de er blevet ofre for tabloidaviserne i bred forstand.
Siden mange af vidnerne er kendte mennesker, trækker afhøringerne store overskrifter, og man kan roligt sige, at britisk presse får udstillet sit beskidte vasketøj i et omfang, som ikke er set i noget vestligt land i årtier.
Skuespilleren Hugh Grant har fortalt om, hvordan en avis fik fat i hans sygejournal og bragte uddrag i bladet. Hans telefonsvarer blev også aflyttet. Det samme skete for skuespilleren Sienna Miller, som tillige oplevede at blive jagtet af fotografer, der sparkede ud efter hende og spyttede på hende for at opnå netop det udtryk i hendes ansigt, de var ude efter.
Forfatteren J. K. Rowling fortalte over chokket ved i hendes barns skoletaske at opdage en kuvert med et brev fra en journalist, der ønskede et interview. Barnet havde fået brevet i skolen. Familien blev siden tvunget til at flytte, da pressen bragte billeder af hjemmet.
En tidligere racerkører er den dag i dag overbevist om, at hans søn begik selvmord, blandt andet på baggrund af saftige skildringer af faderens sexliv. Efter sønnens død blev avisernes forfølgelse af faderen blot optrappet.
I 2007 gik historien om parret Kate og Gerry McCanns forsvundne datter Madeleine verden rundt. Parret brugte pressen i deres jagt på datteren, men da historien ikke udviklede sig datteren er stadig forsvundet bragtes artikler om et mystisk lig i en bil, parret havde lejet, og at liget senere blev gemt i en fryser. Ifølge faderen skrev aviserne af efter hinanden. Moderen måtte lide den tort at se sin dagbog fra den mest svære tid blive offentliggjort.
Ikke alt, hvad der er galt i frokostpressen, er avisernes ansvar alene. Forholdet mellem mange kendisser og mediernes lettere kavaleri er ofte et gråt område, hvor parterne lever af hinanden. Det er ikke usædvanligt at opleve kendte personer, der lever efter devisen, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
Men fænomenet kan slet ikke forklare endsige retfærdiggøre den omfattende råddenskab i form af manglende etik i dele af pressen, som afhøringerne i undersøgelseskommissionen har afdækket. Storbritannien har som samfund fået et kæmpeproblem, og man er godt klar over, at den er gal.
Med til historien hører, at smudspressen er en betydelig magtfaktor, fordi den for millioner af mennesker er deres eneste nyhedskanal bortset fra fjernsynets underholdningsprogrammer. Mange højtstående politikere plejer omgang med tabloid-cheferne, fordi de simpelthen er bange for dem.
Hensigten med kommissionen er tydeligvis at gøde jorden for en stramning af presselovgivningen, men spørgsmålet er hvor meget. Som et mindstemål vil det britiske pressenævn, som lige nu er et tandløst organ, blive styrket.
Nogle vil gå endnu længere og indskrænke presse- og ytringsfriheden. Men det vil være meget uheldigt og skadeligt. Det vil ikke være rimeligt, at hele samfundet skal lide skade, fordi nogle bestemte mennesker ikke kan finde ud af, hvad der er ret og rimeligt.
Bedst vil det være, hvis skandalen åbner for en etisk debat med fokus på, hvad der kræves for at kunne kalde sig et civiliseret og dannet samfund. Usandheder må ikke forveksles med nyhedsformidling, og heksejagt ikke forklædes som politisk journalistik. Afsløringer af telefonaflytning og anvendelse af privatdetektiver skal meldes til politiet.
Klagemulighederne må dramatisk forbedres, og straffene for at krænke ordentlig presseskik forhøjes. Et af problemerne er, at paraden af kendte mennesker foran undersøgelseskommissionen formentlig dækker over en stor underskov af ukendte, som ikke har midler og position til at gå til modangreb.
Det er for alvor blevet sandhedens time for de britiske medier. Nægter de at se nogle avisers etiske fordærv i øjnene og afviser at komme deres kritikere i møde, vil den ophidsede stemning i kraft af afsløringerne blive udnyttet til at indskrænke pressefriheden. Men det kan ikke være rigtigt, at tabloidaviserne på denne måde skal få endnu et offer.