Bekendelse for åben skærm

-- Bagefter er jeg rigtig glad for, jeg stod frem og sagde det. Det fik mig videre i livet, siger jesper Skibby. -- Foto: .

"Jeg er kommet ud som et helt menneske. Som den rigtige mig." Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby oplevede en ny begyndelse, efter at han for et par år siden stod frem og fortalte offentligheden om sit mangeårige dopingmisbrug

For en gang skyld sad journalisterne ikke klar til en frisk bemærkning. Den Jesper Skibby, de i årevis havde jagtet for en sjov kommentar, lignede mest af alt en slagen mand. Blikket var lige så mørkt som jakkesættet, da han bøjede sig over mikrofonen og så ned. Tørrede næsen et par gange med hånden og begyndte så at læse op fra det hvide ark.

- I mange år har jeg levet på en løgn ... Jeg var altid ham, der talte meget, men jeg fortalte aldrig sandheden.

Øjnene blev blanke. Selvom Jesper Skibby havde forberedt sig på denne dag gennem lang tid, kom det alligevel bag på ham, hvor voldsom situationen virkede.

Med bogen "Forstå mig ret" havde han gjort rede for årelange løgne, et omfattende epo-misbrug og sine mangler som familiefar, og nu skulle den egentlig blot have et par ord med på vejen.

Godt tre år efter skutter han sig ved tanken om den dag, bogen skulle præsenteres. Efter at have gennemført Tour de France otte gange og været blevet hyldet på podier og langs landeveje, skulle sandheden frem. Vejen dertil var dog lang og ubehagelig. Seks år gik der efter den professionelle karrieres ophør, før han var klar, fortæller Jesper Skibby en eftermiddag på sit kontor i Parkens grå bygninger på Østerbro i København. Det er fyraften. Kollegerne sludrer om landskamp og hilser muntert af med Skibby i salgsafdelingen.

- De fleste mennesker bærer på en hemmelighed. Men visse hemmeligheder er tungere at bære på end andre. Når man har gjort de ting, som jeg har gjort, kan man ikke rigtigt komme videre med sit liv. Jeg havde i mange år løjet over for mig selv og andre. Båret nogle masker, så jeg til sidst var helt i tvivl om, hvem pokker jeg i virkeligheden var - som menneske.

Den ellers så hurtige Skibby tøver et øjeblik, da han tænker tilbage.

- Jeg gjorde mig mange overvejelser om, hvad konsekvenserne ville være ved at stå frem. Ville mine børn forstå mig? Ville jeg blive udstødt af cykelsportsmiljøet? Hvad ville der ske med mit eftermæle? Bogen var min chance for at forklare "hvorfor". Både over for mig selv og andre.

- At fortælle min historie var en del af den psykologiske proces, jeg gennemgik i forsøget på at forsone mig med, hvad jeg havde gjort, for hvordan skal man nogensinde kunne forlige sig med tanken om, at man for eksempel har været afhængig af valium, har løjet for sine cykelkolleger og ikke har været der for sine børn? I sådan en proces er det fantastisk at skrive en bog.

- Man kommer rent mentalt af med nogle af de tanker. Samtidig var bogformen også god til at lægge hele mit livsforløb frem, så folk bedre forstod de valg, jeg havde truffet. På den måde kunne jeg sige: Her er mit liv - og døm mig nu ikke for hårdt.

Hvem var det, som skulle tilgive dig?

- Alle dem, jeg havde ført bag lyset. Ikke mindst min familie, som skulle forstå, hvorfor jeg havde opført mig som en monsteregoist. Hvorfor jeg ikke havde været der for mine børn. Det er en af de ting, jeg fortryder allermest, når jeg ser tilbage. Mere end doping.

Men kunne du ikke have nøjedes med at fortælle sandheden til din familie og dine nærmeste?

- Ved at offentligheden kunne se, hvad jeg havde gjort, ville det maskeradespil, som jeg havde kørt hele mit liv, være forbi. Maskerne faldt en gang for alle, og jeg fik renset sjælen. Følte jeg. Det var der selvfølgelig nogle, som satte spørgsmålstegn ved, fordi jeg ikke gik hele vejen og gav navnene på bagmændene. Men dopingen var mit valg, og jeg var ene og alene ansvarlig for de ting, jeg gjorde. Jeg bad selv om det, og derfor skal andre mennesker ikke stå til ansvar.

Hvad ofrede du ved at stå frem?

- Mit eftermæle. Nu kunne alle se, hvem jeg virkelig var. Bagefter kan jeg tænke: Fair nok, så får jeg bare et andet og mere sandfærdigt eftermæle, men mens man er i overvejelserne, går man enormt meget op i sit renommé.

Efter kort tid leder samtalen hen mod en anden mand, der også havde brug for at gøre op med fortidens synder. Blekingegadebandens Bo Weymann valgte - uden sammenligning i øvrigt - ligeledes at stå frem og fortælle om sine fejltagelser ved et pressemøde for nylig. Men hvorfor tager det så lang tid at nå frem til denne erkendelse?

- Jeg forstår ham godt. I modsætning til 90 procent af Danmarks befolkning. Ligesom mig har det også været vigtigt for ham at stå frem på et tidspunkt, hvor han er mentalt klar til det. Når man siger sandheden, udløser det et enormt pres fra omverdenen, og man skal være helt klar til det. Han er et almindeligt menneske, som gerne vil videre, men ikke rigtigt kan, førend han er kommet ud med nogle ting. Og tag ikke fejl. Det har garanteret store menneskelige omkostninger for ham at gøre det.

Hvilke omkostninger havde det for dig?

- Jeg var forberedt på det værste, men tværtimod oplevede jeg, at man både i min familie og i cykelmiljøet tog godt imod det. Der var jo flere, som havde det ligesom mig. Hvis du spørger Bjarne (Riis, red.) i dag, så tror jeg, at han er meget glad for, at han fik sagt de ting, han gjorde. Han er lettet ligesom mig, der har det utroligt godt med at være en "what you see is what you get"- type.

Selvom du nu har fortalt alle om, at du har taget doping og været en dårlig far, så er gjort stadig gjort. Du var dopet og fraværende. Hvordan har du det med det?

- Jeg lever med det. Og man lever meget bedre med sådan noget, når det er ude.

Har du tilgivet dig selv?

- 100 procent. Og alle mulige andre, der var involveret.

Når du ser tilbage, blev resultatet af din bekendelse så det, du håbede på?

- Ja. Det blev en ny begyndelse, og nu er jeg en ganske almindelig borger. Jeg er kommet ud som et helt menneske. Som den rigtige mig, der er klar til at gå videre. Det lyder som en kliché, men det er ikke desto mindre rigtigt.

Og den begyndelse kunne du ikke have fået uden at gå ud og bekende dig i offentligheden?

- Nej. Så havde jeg stadig hemmeligheder for folk. Så var jeg stadig den samme klovn.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk