Se og Hør-sag afspejler skærpet mediekritik

(ARKIV) Ugebladet Se og Hør beskyldes i en ny bog for ulovligt have overvåget kendte og kongelige - ifølge BT. (A man holds a copy of the celebrity magazine Se og Hoer in Copenhagen on September 20, 2012. Danish celebrity magazine Se og Hoer is to publish controversial topless pictures of Prince William's wife Catherine in a 16-page spread in the weekly's print version that goes on sale Thursday, despite objections from the British royals over their previous publication in France, Ireland and Italy. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2014) Foto: Torkil Adsersen/Denmark

At ugebladet Se og Hør måske har overvåget kendte og brudt loven er højst overraskende, mener medieforskere. Men dækningen af sagen viser samtidig, at danske medier ikke længere holder hånden over hinanden

Når sagen om ugebladet Se og Hørs mulige overvågning af kendte danskere i disse dage ruller, er det både godt og skidt nyt for den danske mediebranche. Det er åbenlyst skidt ifølge flere medieforskere faktisk overraskende skidt at et dansk medie nu anklages for at bryde loven ved at bestikke sig til oplysninger om kendte danskeres kreditkortforbrug. Endda på månedlig basis gennem fire år. For i årtier har vi brystet os af at være moralsk hævet over ikke mindst britiske sladdermedier, som historisk er gået langt tættere på de kendte og magtfulde.

Jeg troede simpelthen ikke, at noget dansk medie var villig til at gå så langt for deres historier, og det er etisk nedslående, at det er tilfældet, siger medieforsker ved Roskilde Universitet, professor Mark Ørsten.

Også medieforsker ved Aarhus Universitet, professor Frands Mortensen er overrasket over sagen, som i går kostede Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup jobbet som politisk kommentator ved TV 2.

LÆS OGSÅ: Systematisk overvågning er et særsyn i dansk presse

Hvis alle anklager er sande, er det den mest alvorlige sag om mediers systematiske overvågning af borgere, vi har haft herhjemme, mener han og sammenligner sagen med den britiske avis News of the World, som måtte lukke efter afsløringen af systematisk telefonaflytning af kendte mennesker.

Lige nu kører der retssager mod en række af avisens ledende medarbejdere.

Men der er også opløftende aspekter af sagen, påpeger de to medieforskere. For i et historisk perspektiv er det meget lidt, dansk presse hidtil har skrevet kritisk om hinanden. Selv når der har været god grund til det.

Se og Hør-sagen er blevet dækket massivt, selvom det stadig er småt med dokumentationen af ulovlighederne, og det kan i høj grad ses som udtryk for et skifte, der ikke er mere end fem år gammelt. Var sagen opstået for fem år siden, ville dækningen have været anderledes afdæmpet, mener Mark Ørsten.

Dengang var det stadig meget usædvanligt, at medier skrev dårligt om hinanden. Men der er sket meget med journalistikken om journalistikken de seneste 10 år, og særligt de seneste fem år er medieetikken for alvor kommet til debat internt i branchen, siger han.

Et af eksemplerne på den udvikling er journalisten Lasse Jensen, der allerede i 2001 begyndte at sende radioprogrammet Mennesker og Medier. Her sættes blandt andet mediernes etik under lup.

Da jeg startede, havde jeg hele feltet for mig selv, og det har ændret sig totalt, forklarer han.

Det kommer blandt andet til udtryk gennem tv-programmet Detektor på DR 2, der undersøger, i hvor høj grad det, blandt andet medierne siger, faktisk kan dokumenteres.

Et andet afgørende skub i mere selvkritisk retning kom i 2010 i den såkaldte Maria-sag, hvor Ekstra Bladet satte en uskyldig mand på forsiden og kaldte ham morder. Den sag førte direkte til nye presseetiske regler og til, at medieetikken i Danmark generelt blev taget op til diskussion og revision.

Med Se og Hør-sagen vil mediekritikken udvikle sig yderligere, forventer Mark Ørsten.

Især for de mere kommercielle medier som sladderbladene, der ikke har gennemgået samme selvransagelse som resten af branchen.

Hele debatten om medieetik har indtil nu mest drejet sig om de tabloide aviser og tv-stationerne især Danmarks Radio. Men jeg forventer, at også den kommercielle del af medierne efter denne sag bliver langt mere gennemsigtige omkring, hvordan de får deres tips, og hvordan de i øvrigt laver deres produkt. I det hele taget tror jeg, vi vil se mere etisk forsvarlig journalistik fra den front, siger han.