Stort flertal ønsker aktiv dødshjælp

Et stort flertal af briterne ønsker, at aktiv dødshjælp bliver lovligt. -

Tre ud af fire briter støtter en lovændring, så hjælp til at slutte livet på dødslejet bliver tilladt, viser ny måling

Læger, nære venner og familie skal have mulighed for at hjælpe dødeligt syge patienter til at slutte livet.

Det mener et stort flertal af briterne ifølge en ny måling foretaget af avisen The Times.

74 procent ønsker, at det skal være lovligt for læger at yde aktiv dødshjælp. Seks ud af ti ønsker endda, at man skal kunne hjælpe en tæt ven eller et familiemedlem til at afslutte livet uden frygt for at blive retsforfulgt.

Den stærkeste støtte findes i aldersgruppen 55 til 64 år.

Hjælp til selvmord
Debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord har været heftig i Storbritannien.

For nylig rejste den 85-årige blinde dirigent Sir Edward Downes med sin kræftramte kone til den schweiziske selvmordsklinik Dignitas, hvor de fik hjælp til at begå selvmord.

Næste uge skal det britiske overhus tage stilling til en sag, hvor en skleroseramt kvinde ønsker garanti for, at hendes mand ikke bliver retsforfulgt, hvis han hjælper hende til Dignitas.

Ønsker retningslinjer
Det er ikke tilladt ifølge britisk lov at assistere til selvmord, men ingen er endnu blevet dømt. Et forældrepar hjalp sidste år deres 23-årige søn - en rugbyspiller, som blev lammet fra brystet og ned - til Dignitas. De slap for tiltale, da sønnen udtrykkeligt ønskede at dø.

Foreningen Dignity in Dying mener, at meningsmålingen viser, at lovgivningen er ude af takt med befolkningens ønsker.

- For det første skelner befolkningen mellem assisteret dødshjælp for de dødeligt syge og assisteret selvmord for dem, der ikke er døende. For det andet ønsker befolkningen retningslinjer til at definere, hvem der må, og hvem der ikke må få hjælp til at dø, siger Sarah Wootton fra Dignity in Dying.

13 procent støtter retten til assisteret selvmord til alle uanset helbred.