Skal man selv bestemme over sin egen død?

I den seneste tid har danskerne diskuteret, om aktiv dødshjælp skal tillades. En meningsmåling viser, at et flertal af befolkningen er for. To læger argumenterer henholdsvis for og imod

Ja, siger Michael Norup, speciallæge ved Københavns Universitet

– Der er dels et markant ønske om legalisering i befolkningen, og samtidig viser en langvarig debat, at der er mennesker, der ønsker den her behandling. De vil ikke smertelindres, men har et reelt og velovervejet ønske om at afbryde deres liv med det samme i stedet for smertedækning i måske flere uger. Det er ønsker, jeg ikke mener, vi kan sidde overhørig i et liberalt demokrati, hvor vi hylder individets ret til at handle, som det vil og sige, hvad det vil, så længe det ikke er skadeligt for andre. Det er selvfølgelig en afgørende del af diskussionen at se alvorligt på netop spørgsmålet om at skade andre. Derfor er det ikke en legalisering uden kontrol, jeg efterlyser.

Hvilken form for legalisering efterlyser du?

– I store træk en legalisering, der minder om den i Holland. Det er klart, at ethvert land må tage den enkelte lovgivning op til overvejelse. Men en legalisering, der lægger vægt på, at det er et frivilligt ønske og et ønske, der kommer fra en habil patient – altså en, der er ved sine fulde fem, og som selv og sammen med fagpersoner har udelukket andre behandlingsmetoder, der kan forlænge livet eller give fornyet livskvalitet.

Danske læger har jo allerede nu lov at smertedække patienter, selvom det kan føre til døden. Hvorfor er der overhovedet brug for en lovændring, når ingen behøver dø i smerte?

– Som den danske lov er skruet sammen nu, er det ualmindeligt svært for både læger og pårørende at afgøre, hvad det er, der sker med den døende. Glidebanen er indbygget i lovgivningen, fordi det alene er lægens intention, der afgør, om der er tale om aktiv dødshælp eller smertelindring, når en læge medicinerer en døende patient. Hvis lægen kommer til at tænke: Det er nok også meget godt, hvis han dør af det her, så er han allerede gledet ud på den glidebane. En legalisering ville skabe mere åbenhed omkring en praksis, vi ved allerede finder sted. Det vil også gøre det nemmere at kontrollere, hvad lægerne foretager sig og forhindre, at læger misbruger deres position.

Men hvordan sikrer man, at de mennesker, der vælger døden, ikke gør det, fordi de føler sig pressede til det?

– Det kan vi jo kun sikre ved at have samtaler med de pågældende og få en fornemmelse af, at de faktisk er afklarede om det, der skal ske, og er afklarede om, at der ikke er andre løsninger på deres situation, som de selv kan acceptere.

Hvem skal lave de samtaler?

– Det skal den læge, der skal udføre handlingen, og så kan man forestille sig, at en anden læge kan komme indover undervejs for at sikre, at sagen bliver set igennem endnu en gang af en udefrakommende.

Så vil der jo være tale om et personligt skøn. Er det ikke lovlig lidt at basere en så uigenkaldelig beslutning på?

– Jo, men i lægeverdenen, og i verden i det hele taget, er der jo en masse ting, der alene er baseret på skøn. Når man beslutter ikke at indlede en behandling, så er der jo også tale om et skøn. Vi bliver nødt til at acceptere, at det ofte forholder sig sådan, at det bedste, vi kan tage en beslutning på, er et velkvalificeret skøn. Et godt skøn er ofte det eneste – og det bedste – vi har.

Grundlaget for lægeløftet er at redde liv. Det ville jo ændre sig noget, hvis det også bliver lægens opgave at hjælpe folk af med livet. Hvilken indflydelse ville sådan en ændring have?

– Ja, det er et gammelt argument. Lægeløftet er jo ikke på nogen måde en hellig skrift, men en række vedtagelser, som man jo bare kan lave om på. Det er sket før. I det gamle hippokratiske lægeløfte måtte man heller ikke "skære for sten", altså fjerne nyresten. Den retningslinje er noget forældet i moderne medicin, så den retter man sig ikke efter. Det afgørende punkt i lægeløftet er, at læger skal ville deres patienter det bedste. Hvis det i nogle tilfælde er det bedste for patienten at dø, så har man højst forbrudt sig mod en formulering. Man har ikke forbrudt sig mod kernen i lægeløftet.

Nej, siger Ole Hartling, overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd

– Egen selvbestemmelse er næsten altid trumfkortet, der stikker alle andre argumenter i den debat. For det er tidens stemme, at det er den enkelte, der træffer alle beslutninger. Derfor virker det også selvfølgeligt, at det er den enkelte, der afgør, om det er slemt nok til, at man vil tages af dage. Men det glemmes, at den selvbestemmelse sker på baggrund af en følelse af håbløshed og fortvivlelse. Det sker på et tidspunkt, hvor man ikke har det som i andre af livets faser, og hvor man oven i købet kan føle sig tilovers, sølle og vraget, og det er et skrøbeligt udgangspunkt for at træffe beslutninger. Giver man mennesker denne såkaldt frivillige mulighed for at blive slået ihjel, er de til gengæld tvunget til at overveje den.

TV 2 har sat fokus på aktiv dødshjælp. Her sagde en kræftpatient, at man aldrig ville lade en ko ligge og lide. Men døende mennesker lader man ligge. Behandler vi mennesker værre end dyr?

– Dyret beder ikke selv om at blive slået ihjel. Det er noget, omgivelserne synes, og dermed er det så alligevel ikke et selvbestemmelsesargument. Hvis vi skulle bruge dyreargumentet til at legitimere aktiv dødshjælp, ville det svare til, at vi over en kam skulle give aktiv dødshjælp til alle mennesker, der ligger og er sølle, lidende og demente. En femtedel af de hunde, der bliver aflivet i Danmark, er ikke syge. De aflives med mange andre begrundelser, for eksempel at vi flytter bolig, eller at dyret ikke vil trives det nye sted. Eller at den er blevet urenlig, og det er synd for den. Hvad motivet end er, skal vi nok få forklaret, at det er for dyrets egen skyld, vi gør det, og det skal med i bevidstheden, når man bruger det argument.

Ifølge loven kan en patient afvise behandling, og sundhedspersonale kan holde patienten smertefri, selvom den smertestillende medicin måske fremskynder døden. Hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp?

– Nogle mener, at overgangen mellem aktiv og passiv dødshjælp er glidende. At der er en gråzone, og konsekvensen – nemlig døden – er den samme, så derfor kan man lige så godt indføre aktiv dødshjælp. Men der er stor forskel i den intention, man har omkring patientbehandlingen. Der er afgørende forskel på at vælge en vej, der fører til døden, og vælge en vej, der ikke afventer den.

Nogle bekymrer sig for, om man med aktiv dødshjælp fjerner lægemoralens fokus – at redde liv. Men hvorfor skal hensynet ikke være til de døende i stedet for til lægemoralen?

– Jo da, men jeg vil hellere se på, at forholdet mellem omsorgspersonerne og patienten kan lide skade med aktiv dødshjælp, fordi det forhold bygger på en grundlæggende tillid til, at lægen ikke tilstræber eller ønsker patientens død, selvom der kunne være nok så gode og humane grunde til det. Det har noget at gøre med selve udgangspunktet for den dialog, lægen skal have med et lidende menneske.

Risikerer man ikke at sætte familien i et dilemma, hvor den måske tvinges til at hjælpe den syge af dage for at undgå en barsk afsked med livet?

– Vi slipper ikke for lidelsens problemer og dilemmaer her i verden. Det kan være ubærligt hårdt at se dem, man holder af, have det svært. Det egentlige medlidenhedsdrab findes også i Danmark. Det er altid blevet dømt mildt efter omstændighederne. Det kan udspringe af kærlighed, men den kan ikke måles og kan ikke rummes i lovgivningen. Jeg frygter en institutionalisering af denne handling og denne mulighed. For livet er mere broget. Pårørende er ikke kun medlidende. De er også trætte og udkørte i en svær periode.

Er der situationer, som får dig til at tvivle i din holdning til aktiv dødshjælp?

– Det ville være selvovervurderende at tro, at man aldrig kunne komme i en ekstrem situation, hvor valget i et dilemma var, at man tog livet af én, man holder meget af. Jeg ville altså ikke kunne udelukke selve handlingen. Men man skal aldrig lovgive ud fra det ekstreme og sjældne, men ud fra det generelle, og da er der ikke brug for en lov. Den vil ikke kun være unødvendig, den vil også have ulykkelige sidevirkninger.