Hospitalers dødspraksis afspejler vores kultur

Vi har bevidst eller ubevidst givet ansvaret for vores egen død videre til et system af læger, der selv er produkter af vores perverterede forhold til døden, skriver Henrik Kostow

DE SENESTE DAGES debat om sygehuspatienters ret til at leve og lægernes ønske om at lade dem dø, ofte uden at hverken patienter eller pårørendes er klar over det, lader til at have overrasket danskerne.

Det samme lader til at være tilfældet med lægernes brug af et "kodesystem", hvor eksempelvis "minus EHM" og "minis ITA" bruges til at gøre det klart, at efter lægernes bedste vurdering bør en patient ikke forsøges genoplivet ved hjertestop eller behandles på en intensiv afdeling.

Men hvis dette kommer bag på patienter, pårørende og danskere i almindelighed, bør man forberede sig ekstra godt på fremtiden, med mindre vi danskere vågner op til dåd.

I USA har det gennem flere år været almen praksis, at syge og handicappede patienter, der tydeligt har udtrykt et ønske om at fortsætte deres liv, er blevet udsat for eutanasi udelukkende på grund af juridiske og lægelige spidsfindigheder. Et skred i de etiske og moralske værdier, der før eller senere også vil ramme Danmark.

Men hvis skyld er det så, at vi bevidst eller ubevidst overlader vurderingen af, om en patient har ret til og leve eller pligt til at dø, til lægerne? Det er såmænd vores egen skyld! På grund af et mangeårigt pres fra vores samfund og kultur – for eksempel det evige ungdomsideal – har vi mistet evnen til at tackle livet og dermed døden på en helt normal og naturlig måde.

For blot to-tre generationer siden var døden en så naturlig del af det traditionelle familieliv, at der blev gjort alt for at tage en værdig og smuk afsked, både før og efter at døden indtraf. En smuk tradition, der er blevet erstattet af et perverteret forhold til den helt naturlige proces, det er at dø og til døden selv.

Vi har bevidst eller ubevidst givet ansvaret for vores egen død videre til et system af læger, der selv er produkter af vores perverterede forhold til døden. Hvordan kan det så overraske nogen, at læger træffer livsvigtige beslutninger om patienter, de knap nok kender? De er selv bange for at tale om døden, og ved at behandle patienter som en "sag" eller "et nummer i systemet" beskytter de i virkeligheden blot sig selv og gemmer sig bag anonymitetens sikre skjold.

MEN HVIS IKKE danskerne tager sig sammen og genfinder et langt mere naturligt forhold til døden og rent faktisk tør tale åbent om det, kan vi lige så godt kapitulere og indføre eutanasi og assisteret selvmord som i Schweiz og Holland.

For uden en drastisk ændring i vores opfattelse af både os selv og døden er det den vej, udviklingen vil gå. Men er det virkelig en udvikling, vi kan og vil acceptere i Danmark?

Hvis ikke vi begynder at tage aktivt del i dødsdebatten, vil samfundet tage beslutningen for os og blot sige "hold nu bare mund og dø".

Under de senere dages debat har mange kritiseret lægernes måde at beslutte om en patient skal leve eller dø på. Naturligvis laver læger som alle os andre fejl, men kritikken er i det store hele unfair. Dem, vi først og fremmest burde kritisere, er os selv for manglende mod til at være os selv – nemlig personer, der før eller siden skal dø.

Lad os tage denne debat som en mulighed for at vågne op fra vores tornerosesøvn og begynde at ændre vort perverterede forhold til livet og ikke mindst døden.

Henrik Kostow,

Snerlevej 10,

Esbjerg