Accept af dødshjælp breder sig i Europa
Sager om aktiv og passiv dødshjælp i en række europæiske lande rykker ved grænserne for behandling af alvorligt syge mennesker. I Danmark er der allerede vide rammer for passiv dødshjælp, påpeger ekspert
Et stigende antal sager i den europæiske offentlighed om patienter, der ønsker at dø på grund af udsigtsløs behandling, er stille og roligt ved at gøre enten aktiv eller passiv dødshjælp mere acceptabel hos både befolkninger og institutioner i Europa.
Det mener blandt andre de europæiske dødshjælpsorganisationers paraplyorganisation, Right to Die Europe, som netop har holdt kongres i Strasbourg med det formål at udnytte det, de betegner som et begyndende holdningsskifte.
Hidtil har vi været meget diskrete af frygt for at chokere offentligheden med et krav om aktiv dødshjælp. Nu mener vi, at tiden er inde til at ruske op i offentligheden og få befolkningerne og institutionerne til at tage stilling, siger Elke Baezner, formand for Right to Die Europe, og henviser til en række sager om aktiv dødshjælp, som har fundet sted i Europa.
Senest har Frankrig set en kendt kræftsyg skuespillerinde rejse til Schweiz for at begå selvmord hos dødshjælpsorganisationen Dignitas i Zürich. I Italien fulgte offentligheden sidste efterår den 60-årige Piergiorgio Welbys ønske om at få lov til at dø efter at have ligget i respirator siden 1997, et ønske som en læge endte med at opfylde. Lægen sagde, at han personligt havde kommunikeret indgående med Piergiorgio Welby, selvom denne kun kunne kommunikere med øjenbevægelser. Og i Storbritannien gik den 30-årige Kelly Taylor i februar efter et mislykket forsøg på at sulte sig ihjel til domstolene med krav om at få lov til at dø.
Disse sager viser, at offentligheden støtter menneskers krav om at kunne dø, når deres lidelser er for store, mener Elke Baezner, som håber, at det kan føre til, at aktiv dødshjælp bliver lovliggjort i flere europæiske lande.
I dag er aktiv dødshjælp en handling, som direkte har til formål at fremkalde døden kun tilladt i Holland og Belgien, men de fleste steder er passiv dødshjælp en handling, der har til formål at indstille udsigtsløs behandling i praksis eksisterende, blandt andet i Danmark, og det bliver mere og mere accepteret rundt omkring, vurderer professor lic.jur. Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet.
Han er tidligere medlem af Det Etiske Råd og var formand for arbejdsgruppen, som i 1990erne udarbejdede den store danske udredning om aktiv dødshjælp.
Han peger på, at de fleste europæiske lande i stedet for at lovliggøre aktiv dødshjælp har valgt at udvikle den passive.
I Danmark, men også i andre af de europæiske lande, er der forholdsvis vide rammer for, at lægerne kan afbryde eller afstå fra behandling af uafvendeligt døende, og at patienten selv kan bede om at få behandlingen afbrudt, hvis den er udsigtsløs. Der er også mulighed for at give stærk smertestillende behandling, selvom det fremskynder døden, siger Jørn Vestergaard, der dog advarer mod at gå for hurtigt frem, sådan som dødshjælpsorganisationerne ønsker det.
Der vil altid være en juridisk gråzone. Selvom man legaliserer mere end nu, vil der stadig opstå situationer, hvor nogen ønsker at afprøve eller udfordre grænserne. Så det vil være en glidebane at gå videre end nu, siger Jørn Vestergaard.