Sarah vil altid savne det barn, hun aborterede

Sarah fik som ung foretaget en abort, men efterfølgende begyndte hun at få det dårligt psykisk: "Jeg gik ikke i skole. Jeg var ikke sammen med venner. Jeg sad bare for mig selv på mit værelse og græd," fortæller hun. Modelfoto: Iris

For fem år siden ændrede en uønsket graviditet alt for Sarah Hussain. Det barn jeg ventede var unikt. Og lige meget hvor mange børn jeg får, vil det aldrig være hende, siger hun

Sarah Hussains stemme dirrer af sorg og vrede.

For selvom denne 22-årige smukke muslimske kvinde på overfladen lever et harmonisk familieliv med mand og to kønne børn, er alt langtfra, som det ser ud.

For fem år siden ændrede en uønsket graviditet alt.

”Jeg tænkte slet ikke på det som et barn af kød og blod. Det var bare en graviditet. I dag hader jeg det ord. Det hedder at være med barn. For det er et menneske, du har inde i maven. Men det gik først op for mig, da det var for sent,” sige hun og fortsætter:

”Jeg kommer fra et trygt hjem i en større by i Danmark, men vi er muslimer, og selvom vi ikke er meget religiøse, og jeg ikke går med tørklæde, var mit hjem meget beskyttende. Jeg måtte ikke gå til fester og have kærester. Men som barn var jeg oprørsk og ville alt det, jeg ikke måtte,” fortæller Sarah Hussain.

At gå til fester og have kærester var i Sarah Hussains teenageår derfor en langt større del af hendes liv, end forældrene ønskede.

Som 17-årig blev kæresterne dog reduceret til én, da Sarah Hussain forelskede sig i en 18-årig mand med afrikansk baggrund.

”Mine forældre var ikke glade for det, men de accepterede det. Måske fordi de kunne se, jeg faldt lidt til ro,” siger Sarah Hussain.

Roen varede dog ikke længe. Ved et lægebesøg i anden sammenhæng fik Sarah Hussain foretaget en graviditetstest. Resultatet forvandlede alt til kaos.

”Jeg kunne ikke tro det. Vi havde ikke brugt kondom, men jeg troede faktisk, jeg var alt for ung til at kunne blive gravid.”

En graviditet var bestemt langtfra, hvad Sarah Hussain og kæresten havde af planer for deres liv. Og selvom Sarah Hussains kæreste tog nyheden roligt, var de begge i tvivl om, hvad de skulle stille op med det spirende liv i Sarah Hussains mave. En del af den 17-årige kvinde ønskede at beholde barnet, men en graviditet uden for ægteskab var helt uacceptabel i hendes muslimske kultur.

”Jeg glemmer aldrig den dag, jeg fortalte min mor det. Hun kiggede på mig med afsky, som om jeg var modbydelig, luderagtig og ulækker. Så sagde hun: 'Du skal bare få en abort. Tænk på din fremtid. Hvordan vil folk ikke grine ad dig? Ingen god, muslimsk mand vil have dig!'.”

Sarah Hussain tier, synker og fortsætter stille:

”Åh mit stakkels barn. Du skulle betale den ultimative pris...”

For prisen blev en abort. Moderens hårde ord og lægens forsikring om, at der kun var tale om en celleklump, fik til sidst Sarah Hussain og hendes kæreste på sygehuset for at få fjernet det barn, de aldrig havde ønsket skulle være blevet skabt.

Den 17-årige kvinde blev efterfølgende gjort klar til indgrebet - men tvivlen var der stadig. Sekundet inden sygeplejersken ville lægge et drop i armen på Sarah Hussain, trak hun armen til sig og sprang ud af sengen.

”Jeg sagde - dræb en andens barn! Og så løb jeg ud på gangen. Sygeplejerskerne fik mig dog ind på en stue igen, tilkaldte en socialrådgiver og forsøgte at tale mig til ro. Det må have været så tydeligt, at jeg var i tvivl, men de blev bare ved med at tale om, at det bedste ville være at få en abort. 'I er alt for unge. Du skal nok få nogle børn, men senere, når I er klar. Tænk over, hvad det her betyder også i din kultur.' De pressede og pressede. Det var tortur,” fortæller Sarah Hussain med gråd i stemmen.

Ydermere viste en scanning, at Sarah Hussain var så langt henne, at den aktuelle dag var sidste chance for at få fosteret fjernet inden abortgrænsen - hvilket sundhedspersonalet gentagne gange nævnte for den unge kvinde. Til sidst så Sarah Hussain ingen anden udvej end at få den abort, som alle omkring hende blev ved med at tale om.

”I min narkose drømte jeg, at jeg så to blå børn, som var helt ude af den, og de sagde 'hvorfor mor, hvorfor gør du det her? Hvorfor har du dræbt os?'. Det drømte jeg virkelig! Da jeg vågnede, så græd og græd jeg. Jeg råbte 'mit barn, mit barn, mit barn. Mit barn er død'.”

Igen fik sundhedspersonalet beroliget den unge kvinde, og da Sarah Hussain efterfølgende blev udskrevet, tog hun og kæresten en tur til stranden. Chokket havde lagt sig, og nu tog lettelsen efterhånden over.

”Vi var begge meget kede af det, men samtidig lettede. Vi følte, at nu var det her drama slut, nu kunne vi lægge det bag os. Lade, som om det aldrig var sket.”

Men kun to uger efter aborten blev det klart for Sarah Hussain, at hun aldrig ville kunne glemme indgrebet.

”Jeg begyndte at få det dårligt psykisk. Jeg gik ikke i skole. Jeg var ikke sammen med venner. Jeg sad bare for mig selv på mit værelse og græd.”

Sarah Hussain kontaktede Mødrehjælpen i håb om at få hjælp.

”Jeg fik en samtale med en socialrådgiver, men hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så ked af det. Hun blev ved med at fortælle mig, at det var det bedste, vi havde gjort. At jeg bare skulle lægge det bag mig. Hun var slet ikke klar over, hvilket traume en abort kan føre med sig,” siger Sarah Hussain og forsætter:

”Jeg druknede mig i hash og cigaretter. Jeg blev promi-skuøs. Om dagen sad jeg på mit værelse, og om aftenen var jeg sammen med forskellige mænd. Jeg følte ikke, jeg havde nogen værdi. Jeg følte, mit liv var forbi. Og hele tiden havde jeg en trang efter mit barn. Jeg manglede det.”

Sarah Hussain har en stund svært ved at tale. Så fortsætter hun:

”Nogle gange lod jeg, som om jeg stadig var gravid. Jeg stillede mig foran spejlet, spilede maven ud og aede den. Som om mit barn lå derinde, helt tryg. Men derefter fik jeg det bare endnu værre. Det er svært er forklare den psykiske tilstand, jeg var i. Det var forfærdeligt.”

I tre år levede Sarah Hussain i en tåge af hash, sorg og depression.

”Til sidst sagde jeg til mig selv: Nu lægger jeg det bag mig. Nu skal jeg leve mit liv. Jeg skal nok blive mor igen. Det var min plan. Jeg ville bare være mor igen.”

Og for halvandet år siden blev planen ført ud i livet. Kort tid efter Sarah Hussains bryllup med en mand fra samme land som hende selv blev hun gravid, og ni måneder efter kom en velskabt datter til verden. Familien er siden blevet udvidet med endnu et barn, og Sarah Hussain lever et på overfladen vellykket familieliv.

”Men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det barn, jeg mistede. Jeg tror, det var en pige. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle hele verden min historie. Men vi er muslimer, og min mand må aldrig få at vide, at jeg har fået en abort,” siger Sarah Hussain stille og forsætter:

”Det barn, jeg ventede, var unikt. Og lige meget hvor mange børn jeg får, vil det aldrig være hende. Jeg mangler mit barn. Men jeg har mistet hende, og det må jeg lære at leve med.”