Leder

Dødens etik i bevægelse

Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro Foto: Arkivfoto

Europa er på uheldig kurs i lovliggørelse af assisteret selvmord

Hvornår er døden lovlig? Over hele Europa er der bevægelse i de etiske debatter, der prøver at besvare det spørgsmål. Alene i denne uge har man i Kristeligt Dagblad kunnet følge flere nye udmeldinger på området.

Bevægelsen går hovedsageligt i retning af at gøre det lovligt at vælge døden for den enkelte borger. Det ønsker også et flertal af danskerne. Ikke mindst vil man tillade assisteret selvmord, altså sætte lægen i stand til at række et giftbæger til den dødssøgende.

Også kirkelige kredse er nu del af debatten. Fremtrædende anglikanske kirkeledere vil have mere personlig frihed i dødsetikken. Tidligere biskop Desmond Tutu og tidligere ærkebiskop Lord Carey har udtrykt støtte til mennesker, der ønsker at afslutte livet. Tutu er stærkt påvirket af den lange dødsproces, som Nelson Mandela gik igennem, og vil have muligheder for at forkorte den type forløb, samtidig med at han tager afstand fra at kalde det selvmord.

I Tyskland findes en lignende bevægelse. Men der findes også den modsatte. De kristeligt baserede partier CDU og CSU vil have mere restriktive love. At hjælpe en person til selvmord er tilladt i dag, men det kan blive forbudt allerede ved politiske forhandlinger i efteråret.

Hvis den etiske liberalisering fortsætter, vil nye dødsnormer brede sig. I dag kan man på et offentligt hospital blive spurgt af lægen, om man virkelig er sikker på, at man vil føde et handicappet barn med de samfundsøkonomiske omkostninger, der følger med. Det er ikke svært tilsvarende at forestille sig et pres via sociale og lægelige normer på den døende for at vælge den lette og økonomiske løsning.

Lovliggørelse af nye livsvalg fører naturligt til en kommercialisering. Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet en formand for en organisation, som hjalp mennesker, der gerne ville dø, samtidig med at han modtog penge i arv fra en af de døende. Men det er blot begyndelsen. Der vil vokse en industri frem omkring medicinalprodukter, velgørende organisationer, driftstilskud til dødsklinikker og så videre. Det er naivt at forestille sig en legalisering af dødshjælp uden nye forretningsinteresser. Døden vil få flere interessenter.

Hele dødsetikkens udvikling er i modstrid med en etik, som ligger meget dybt i vores kultur og dermed i manges samvittighed: At livet er værd at værne om. Meget tyder på, at denne grundetik vil tage skade af, at man tillader bistand ved andres død.

Men retningen er klar. Presset er stort for at gøre selvmordet valgbart og normaliseret, så stort, at det virkelige behov er en modbevægelse. Den kritiske modbevægelse er i dag modstand mod den devaluering af livets værdi, som flyder frit fra Europas liberale kulturer i disse år.

AEM