Jeg kan kun være helt enig i Lasse Skånstrøms PHD afhandling. Jeg har siden 1992 arbejdet med filosofi i folkeskolen:I klassen som lærer, og senere som selvstændig konsulent, hvor jeg op gennem 90erne har lavet mange kurser på Amtascentre og skoler der bl. a. hedder praktisk filosofi med børn, der var megen lydhørhed og STOR interesse. Mit lille firma er grundlagt på filosofi med børn. www.am-holstein.dk, på min hjemmeside under udgivelser, finder du bl.a. en artikel fra 5. juni 2002 i Berlingske erhverv, hvor jeg blev interwievet om, hvor tydeligt det er, at børn der lærer at sætte ord på deres oplevelser og følelser, og lærer at mærke, hvad der sker, når der er tid til fordybelse og ro udvikler sig til hele mennesker, og deres empatiske evner styrkes væsentligt. Endvidere oplevede / oplever og erfarer jeg stadig,at de bogligt svage børn udvikler sig bedre fagligt gennem filosofi, fordi de frigivet energiog ofte kommer af med et overtryk. Desværre har vi siden 2001 ikke set meget til denne udvikling. I 1992 udgav undervisningsministeriet et udemærket skrift, der hed "Filosofi i Folkeskolen", det var et lille mesterværk, og interessen voksede stødt og roligt i hele landet.Så vi kan alle kun håbe, at det kommende folketingsvalg vil bringe os frem til NY regring, der kan blive til gavn for denne helhedstænkning, det vil på alle måder gavne vore børn, deres forældre og vores samfund.

Bedste hilsner
Anne Mette Holstein Slumstrup
Proceskonsulent & Inspirator

Smedegade 6
5970 Ærøskøbing- ÆRØ

Lutter gode og interessante betragtninger.

Personligt så jeg gerne at folkeskolen havde et eller flere fag, der tog udgangspunkt i filosofi, idehistorie og videnskabsteori, så poderne kunne lære at stole på egen tænkning, lære at det kan være værd at lytte til andre, lære at finde modet til at udtrykke halvbagte teser uden at frygte at blive latterliggjort, at fremme evnen til at forholde sig kritisk til hvad man hører, og meget andet.

Jeg mener, ligesom det nævnes i artiklen, at børn allerede af naturen er filosofiske mennesker. De behøver ikke at lære at filosofere. Jeg mener dog ikke, at børn i de mindre klasser skulle behøve filosofi som et selvstændigt fag.
Til gengæld skulle der undervises ud fra en filosofisk tilgang i alle fag, hvor man kan stille spørgsmål. Det har man allerede i 80 år gjort i bl.a. Waldorf-/Steinerskoler verden over. Der skal fortælles, spørges og undres i langt større udstrækning, - læreren skal lære at undlade at komme med svarene, men give eleverne mulighed for selv at finde dem. Det kræver ganske vist megen forberedelse, for man skal være dybt inde i sit stof for at kunne arbejde levende med det. Der skal skabes rammer for samtalen, for undersøgelse, grundlag for sammenligning, mulighed for at se på, hvor og hvordan man ellers kan bruge den forståelse, man er nået frem til i menneskelivet. Læreren kan således føre eleverne gennem udvekslingen af tanker hen mod noget, der kan undersøges konkret, hvis det er faktuelle fag, der undervises i. Og er det ikke-faktuelle fag, kan man jo lade elevernes tanker stå uimodsagt, give mulighed for kreativ bearbejdning gennem at tegne, male, forme. Elevernes tanker kan også bruges som udgangspunkt for det fortællestof, man har forberedt,- som måske omhandler, hvad andre har tænkt.
Der er ikke noget så stimulerende som et spørgsmål, der er blevet vakt, og som man endnu ikke har fundet svaret på. Det spørgsmål, som man ikke lukker af med et færdigt svar, holder tanken levende...

Folketinget kunne efter min mening finde bedre inspiration i Steinerskolerne end i Pisa-undersøgelser. Især med henblik at give eleverne tillid til egen tænkning og kreativitet.

Helt enig med de to foregående indlæg, børn er fra naturens hånd små filosoffer, det var vi jo også engang ik??, men det blev pillet ud af os gennem vores opvækst, så vi må starte på en frisk, vi må lære at genfinde os selv, så vi kan starte barnets liv med denne tilgang. Det kræver at lærerne, nu da vi taler skole, ellers kunne vi jo godt inddrage forældrene, lærer at reflektere over egen praksis og i første omgang er åbne overfor at lære nyt om sig selv i deres tilgang til stoffet- til deres formidling og deres møde med hinanden, eleven og forældrene. Med et fagligt ord vil jeg kalde det supervision relateret til den sag/faglige/ personlige formidling. Lad os starte en ny æra, den forvandling vil vi på alle måder have gavn af, og politikere vil kunne måle det på bundlinien. Er politikerne parate til at tage det lange seje (nødvendige) træk?
AMH

AM Holstein skrev:

Anne Mette,

du har helt ret i, at der er behov for omfattende forandringer i tankegang og handlemønstre, hvis det skal være muligt at give børn og unge friheden til at kunne tænke selv. Det er forandringer, der måske bør begynde med lærernes tilgang, men nødvendigvis må give sig udslag overalt.

Selvstændig tankegang præmieres ikke, i hverken skole eller andre steder. Tværtimod kvæles sådanne tiltag - der skal sjældent mange nederlag til, før de mere nysgerrige får lært at indstille spørgelysten, før de åbne/kritiske spørgsmål ophører osv.

Skulle nogen formaste sig til at sige, at læreren eller ens foresatte måske ikke har helt fat i den længe ende, hører det mildest talt til sjældenhederne, at de med formel autoritet er ægte lydhøre, inderligt glæder sig over at blive modsagt, er ærligt indstillet på at skulle erkende og vedgå egen fejlopfattelse eller uvidenhed.

Det er et gigantisk forvandlingsprojekt, hvis det skal kunne lykkes at gøre op med de mekanismer, der blokerer for at mennesker tør tro på sig selv, lærer at lytte til andre og tage ansvar for egne dogmer og handlinger. Autoritettro skal mindskes, mens reelt indsigt skal anerkendes. Åndrepression og tendenser til konformitet skal modvirkes. Dumhed og uforstand skal påtales. Konfliktskyhed skal mindskes. Den offentlige samtale skal være præget af meningsfuld og værdig samtale.

Det er ideer og værdier, de ligger meget langt fra hvad der aktuelt praktiseres. Der er reelt tale om et fælles dannelsesprojekt, eller en revision af den fælles kultur; eller dansk civilisation, om man vil.

Hvis det står til politikerne, at jeg temmelig sikker på at de ikke kan se formålet i et elever skal opdrages til selvstændighed, eller at pensum kommer til at indeholde elementer der giver eleverne et basalt grundlag for at kunne forholde sig kritiske til noget.

Jeg er uenig med H.V. Jørgensen i, at filosofi skal betegnes som et "smalt og blødt" fag. Tværtimod! Fagområder som etik, filosofi og livskundskab bør anses for brede og nødvendige fag.

Artiklen beskriver tre hovedårsager til, at børn skal lære om filosofi:

1: Hvad indeholder begreber som etik osv.
2: Systematisk analyse og argumentation
3:Indse kompleksiteten ved ord og begreber

Udfra disse 3 punkter mener jeg, at filosofiundervisning er et skridt på vejen, fordi det vil være med til at bevidstgøre børnene i højere grad end nu, men det er slet ikke nok, hvis vi vil give dem de bedste chancer for at udvikle sig til harmoniske, velfungerende unge og voksne.
Så skal der flere fagområder til, bl.a. "Livskundskab", hvor det for eksempel kunne være godt at lære om ens personlige rettigheder overfor andre (at sige til eller fra - at have lov til at udskyde en beslutning - at have lov til at spørge "dumt" osv.) ligesom det vil være befordrende for de fleste børn (og voksne) at kunne stå ved tavlen og aflevere et budskab, uden at resten af klasen sidder og fniser - fordi dét at stå frem, er blevet så professionaliseret pga. fjernsynet.
Der er nok at tage fat på.

Frants skrev:

Gode betragtninger.

Jeg synes godt, man kunne tilpasse undervisningen til at imødekomme børns muligheder. Specielt med filosofi vil en tilstand af usikkerhed formodentlig hæmme akkumulering af viden og færdigheder. "Først og fremmest må vi tage stilling til...." og så kommer man måske aldrig længere.

Sprog og musik er fint for også førskolebørn. Det burde man dyrke.

Musik har som sidegevinst at man vænner sig til at høre efter og være opmærksom. Også udvikling af følelser og intuition mht. sammenhæng. Så der er også en filosofisk side ved især klassisk musik og opførelser! Noget der lige netop nedprioriteres af DK i disse år! Altså ikke noget med, at "her kommer Far her, og jeg skal eddermanme nok selv fortælle, hvad det her drejer sig om". Der er ganske fine resultater fra Venezuela, hvor børn i fattigkvarterer, i stedet for at lære at drive ulovligheder, får chancen for at lære at dyrke musik. "El sistema" har vist sin værdighed over 30 år! Også japanske børn har man en tradition for at give musikundervisning.

Sprog har som sidegevinst en langt nemmere deltagelse i en global og multinational virkelighed, som vi har den mere og mere.

Derimod synes mig religion ikke at være børnestof. Ikke teologi, i hvert fald.

Fra en fortid hos biblioteksvæsenet i Kbh kan jeg videregive, at det at fortælle historier også er noget, som børn o. de allerførste skoleår har stor gavn af. Denne side synes jeg også er meget væsentlig for at man senere skal være bedre udrustet til at afvise spin-historier og den slags forfalskede udlægninger af politisk virkelighed.

Sprog, musik, dansk! Og vel også dans og fysisk udfoldelse.

Jørgen Christensen skrev:

Udmærkede betragtninger, men rædselsfuld overskrift.

Ingen skal indlæres noget, og slet ikke børn. Læring skal ikke ske som indoktrination.

Tænkte jeg slet ikke over!