Æg og klat

At få børn bør ikke blive en menneskeret

Argumentet er besnærende: Hvorfor må lesbiske kvinder få kunstig befrugtning hos en cykelsmed, men ikke hos en læge?

Det er så besnærende, at flere folketingsmedlemmer ryster på hånden, nu da Folketinget igen skal have en debat om den kontroversielle sag. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde i går på vegne af regeringen et lovforslag om kunstig befrugtning, og her får lesbiske ganske vist ikke ret til kunstig befrugtning. Venstre og de konservative har i lang tid ikke kunnet blive enige om det, og efter normal praksis bliver der dermed ikke noget forslag – hverken fra regeringen eller menige medlemmer.

Alligevel bebuder Venstres fem medlemmer af Folketingets sundhedsudvalg, at de vil komme med deres eget ændringsforslag.

De fem medlemmer vil tillade læger at medvirke til kunstig befrugtning af lesbiske, og det kan der sandsynligvis skaffes flertal for med oppositionens stemmer.

Formelt er folketingsmedlemmerne selvfølgelig i deres gode ret til at stille forslaget, og hvis De Konservative kan leve med illoyaliteten, er der heller ikke noget i vejen for, at regeringssamarbejdet kan fortsætte som hidtil. Det kan det nu næppe, for vreden er stor hos De Konservative, hvor der i går blev talt med store bogstaver på gruppemødet, både over for Venstre og over for gruppeformand Helge Adam Møller (K), der i dagbladet Politiken nærmest fik udtrykt forståelse for Venstres fremgangsmåde.

Forslag på det biomedicinske område deler traditionelt partierne på kryds og tværs, og ifølge Grundloven er folketingsmedlemmer kun forpligtet på deres samvittighed. Men én ting er at stemme imod sin egen regering, noget andet er at fremsætte forslag i Folketinget, som går stik imod regeringens linje. Det burde medlemmer af regeringspartier holde sig fra.

Det indholdsmæssige i sagen er, at hvis lesbiske får ret til kunstig befrugtning, sender samfundet et signal om, at det er ligegyldigt, om børn vokser op med en far og en mor eller med to mødre. Det er meget muligt, at forskere ikke har kunnet dokumentere, at børn tager skade af at skulle undvære en far. For de fleste er det alligevel indlysende, at børn har godt af at vokse op i familier, hvor både far og mor er nærværende, hvis det ellers er muligt.

Modargumentet er, at lesbiske alligevel får børn, men så foregår det bare uden hjælp fra lægen. Dermed er vi tilbage ved det med cykelsmeden, selvom det selvfølgelig er helt absurd at rette cykelsmed for jordemoder. Det reelle er, at lesbiske i dag får kunstig befrugtning med hjælp fra jordemødre som for eksempel Nina Stork, og det er der ingen sundhedsmæssige problemer i. Det giver de vordende mødre noget bøvl, fordi de så også skal til lægen for at få den hormonbehandling, som er nødvendig, hvis graviditeten skal lykkes. Det bøvl burde de fortsat have lov at få.

Det er ikke og bør heller ikke være en menneskeret at få børn. Desværre går flere andre dele af lovforslaget også i den retning.

Tingsliggørelsen af mennesket fortsætter. Teknologibegejstringen ved kunstig befrugtning overdøver, at mennesket er mere end "et æg og en klat", som tidligere folketingsmedlem Margrethe Auken (SF) har udtrykt det. For eksempel får kvinder nu lov til at donere befrugtede æg, uden at de selv er i behandling for barnløshed. En kvinde kan dermed i princippet blive mor til dusinvis af børn, ligesom en mand som sæddonor i forvejen kan være far til utallige børn.

Børnene selv får ikke en chance for at kende deres biologiske ophav, fordi der fortsat skal være donor-anonymitet. Der kan opstå problemer med, at halvsøskende gifter sig med hinanden uden at ane, at de er i familie. Og måske kommer der for alvor penge ind i æggeindustrien – over eller under bordet. Hvad der sker med den ellers højt besungne biologiske mangfoldighed er heller ikke godt at vide, når nogle få individers arvemasse blot nogle få generationer frem kan komme til at dominere hundredvis af mennesker.

Mærkeligt at der i en tid, da der ellers er stor opmærksomhed om etiske problemer, hersker en nærmest overfladisk falden på halen over for minoritetsgruppers krav om at få børn.

hhh