Tvangsfjernelse skaber strid om kunstig befrugtning

En professor i Storbritannien foreslår at indføre betaling for donoræg og donorsæd for at hjælpe mod mangel ved kunstig befrugtning. -

Århusiansk kvinde fik kunstig befrugtning, men fik barnet tvangsfjernet umiddelbart efter fødslen. Lægen undrer sig over, hvorfor myndigheder ikke har kontakte ham

En ulykkelig sag fra Århus sætter igen spørgsmålstegn ved, om det er de rigtige, der beslutter, hvem der kan få børn ved kunstig befrugtning? Og om de sociale myndigheder er tæt nok på forløbene, når beslutningen viser sig at være forkert.

I går kom det frem i Århus Stiftstidende, at en 40-årig kvinde sidste år fik tvangsfjernet sin søn kort efter fødslen. Drengen var blevet til ved kunstig befrugtning, og det betyder, at mindst en praktiserende læge og en fertilitetsklinik har vurderet, at kvinden var egnet til at blive mor.

Allerede på fødestuen stod det dog klart for personalet, at relationen mellem mor og barn var "usund", og snart efter blev familien flyttet til et børne– og familiecenter, hvor en psykolog erklærede kvinden uegnet til at tage vare på sit barn.

Ifølge kvinden var det Aagaard Gynækologi & Fertilitet i Århus, der behandlede hende, og her står speciallæge Jørn Aagaard i dag uforstående, men stærkt foruroliget over for den alvorlige fejlvurdering, han tilsyneladende har lavet.

Kvinden er anonym, så han ved ikke, om han har vurderet hende egnet og behandlet hende, men han forklarer til Kristeligt Dagblad, at der kan være sket tre ting: Han kan simpelthen have taget fejl. Der kan være sket noget med kvinden, siden han så hende. Eller også er de sociale myndigheders vurdering for hård.

– Jeg har haft med patienter at gøre i 30 år og arbejdet med fertilitetsbehandling i flere end 10 år, så jeg føler mig fagligt klædt godt på. Men det handler i høj grad om rent menneskelige egenskaber som sund fornuft og mavefornemmelse, når man skal vurdere, om en kvinde er egnet til at blive mor eller ej. Jeg siger nej tre-fem gange om året, og det er i tilfælde, hvor jeg aldrig er i tvivl. Og hvor man ikke behøver at være læge for at tage beslutningen, siger han.

Cirka 200 kvinder får et ja fra Jørn Aagaard hvert år, og der læner han sig meget op ad vurderingen fra de praktiserende læger, der henviser kvinderne til hans klinik. For mens han i gennemsnit bruger 20-30 minutter på at tale med kvinderne, kender deres praktiserende læge typisk hele deres familiære baggrund.

– Det er klart, at den her sag fører til nogle efterrationaliseringer. Er den linje, jeg kører, den rigtige? Men den bør også føre til en diskussion om ansvaret hos den praktiserende læge, siger Jørn Aagaard.

Det er dog en helt tredje efterrationalisering, der fylder mest hos ham efter artiklen i Århus Stiftstidende om den ulykkelige mor, der savner sin dreng: Hvor er de sociale myndigheder? Hvorfor har ingen kontaktet ham for at høre til, hvad der er gået galt i denne sag?

– Jeg føler mig lidt i ingenmandsland, for jeg har jo bare fulgt den linje, jeg altid har haft, og det har mig bekendt ikke givet klager. Men det kunne være, at jeg kunne lære noget, hvis de sociale myndigheder kontaktede mig. Det kunne også være, at de kunne lære noget. Det er jo den her slags utilsigtede hændelser, der bør forme nogle retningslinjer.

Det var i går ikke muligt at få fat i formanden for Tvangsfjernelsesudvalget i Århus Kommune, Lone Smith (SF). Men ifølge Ango Winther (S), der indtil den 1. januar i år var formand, burde udvalget have kontaktet fertilitetslægen som det første. For det må ikke ske, at samfundet først hjælper en kvinde til at få et barn for derefter at fjerne det.

– Der er nogle spilleregler, der tydeligvis ikke er helt klare på dette område. Og der er nogen, der har fejlet. Det vil jo være oplagt at spørge fertilitetslægen, hvad hans aktier er. Alarmklokkerne burde have ringet hos både ham og den praktiserende læge, og når det ikke sker, bør man kigge på deres praksis og se, om man kan gøre noget anderledes. Vi er simpelthen nødt til i det mindste at lære noget af disse ulykkelige sager, siger han.