Strid om retten til kunstig befrugtning
Fertilitetsklinikkerne beslutter, hvem der kan få kunstig befrugtning. Det er de ikke klædt fagligt på til, mener fertilitetseksperter
Det er op til speciallæger, sygeplejersker og jordemødre på landets fertilitetsklinikker, hvilke kvinder der får ja eller nej til at blive kunstigt befrugtet. Siden 2007 har de fået retten og pligten til at sige nej, hvis der er tvivl om kvindens eller parrets forælderegnethed. Det gør de cirka 10 gange hvert år.
Men det er problematisk, at sundhedspersonale skal tage beslutninger om sociale problemstillinger, mener professor Jakob Ingerslev fra Fertilitetsklinikken Skejby Sygehus. De kan ganske vist indhente oplysninger fra de sociale myndigheder, men myndighederne er ikke forpligtet til at udtale sig. Oftest sender de blot kopier af journaler og sagsakter.
LÆS OGSÅ:Hvornår er man egnet til at blive forælder?
– Det er et meget voldsomt indgreb at nægte en kvinde at blive gravid. Derfor bør fertilitetslægerne kun være et filter, som udpeger de forældre, der muligvis er uegnede. Den endelige afgørelse bør ligge hos kompetente myndigheder såsom børne- og ungeudvalgene, der i forvejen afgør tvangsfjernelsessager, siger han.
Det var ellers netop Jakob Ingerslev, der satte gang i debatten om forælderegnethed tilbage i 1998. Efter et par ulykkelige sager spurgte han offentligt, om det ikke var rimeligt, at lægerne fik mulighed for at sige fra over for de uegnede. I 2007 fik han ønsket opfyldt, men hurtigt meldte bondeangeren sig. For var fertilitets- klinikkerne overhovedet klar til at tage det ansvar på sig? Siden har hans bange anelser vist sig at holde stik.
– Der synes at være stor forskel på, hvilke klinikker der siger nej og hvorfor. Det kunne skyldes, at de står meget alene med beslutningen, siger Jakob Ingerslev.
I Dansk Fertilitetsselskab påpeger formand Karin Erb, at der skal rigtig meget til, før et nej er relevant. Det sker kun cirka 10 gange om året, og i de tilfælde behøver man ikke særlig indsigt for at se, at noget er helt galt. Men selvfølgelig er der grænsetilfælde. Derfor er der i 2007-loven også indbygget muligheden for at anke et nej. Det gjorde to kvinder sidste år, og det er i sig selv et tegn på, at meget få kvinder kommer i klemme.
– Langt de fleste af de kvinder, der bør siges nej til, bliver stoppet allerede hos den praktiserende læge. Og det er efter min mening også den henvisende læge, der har det primære ansvar, for det er lægen, der kender kvinderne. Klinikkerne taler jo blot med dem en halv times tid, siger hun.
I Sundhedsstyrelsen, der vejleder lægerne om lovens regler, kan afdelingslæge Peter Saugman-Jensen godt se problematikken, men han mener, Jakob Ingerslev forenkler tingene. Klinikkerne har alle muligheder for at indhente de relevante oplysninger om kvinderne. Hvis den viden får klinikkerne til at drage forskellige konklusioner, kan det også være positivt, mener han:
– Det her er et svært område, og nogle gange ligger svarene ikke lige for. Så får man nej, har kvinden en mulighed for at søge en anden klinik, hvor de måske får øje på forhold, som andre har overset. Alternativet er et system, hvor klinikkerne skal krydse af på en liste over bestemte krav, man skal opfylde for at blive forælder. Det vil være en maskintænkning i dybt menneskelige forhold.