Med barnevogn på plejehjem

En 66-årig pensioneret præst er nu ældste mor i Schweiz. Foto: Francois DestocPHOTOPQRLE TELEGRAMME

En 66-årig pensioneret præst er nu ældste mor i Schweiz

Mens mange 66-årige kvinder glæder sig over børnebørn, er en kvinde i Schweiz lige selv blevet mor i den alder. Kvinden har født tvillinger ved kejsersnit og er dermed landets ældste, nybagte mor.

Kvinden, der lever alene, blev gravid gennem kunstig befrugtning i Ukraine. Hun var nødt til at få foretaget indgrebet i udlandet, fordi hun efter schweiziske regler var for gammel til denne behandling. Sagen har skabt en voldsom debat i medierne om, hvorvidt det moralsk og etisk er i orden at sætte børn i verden i en alder, hvor andre bliver bedsteforældre.

LÆS OGSÅ: Det er ikke nemt at vokse op hos hverken en gammel mor eller far

De schweiziske aviser er fulde af læserbreve, og meningerne er delte: Ifølge nogle læsere er kvinden i sin gode ret til at blive mor, mens andre kalder hende egoistisk. En 75-årig kvinde skriver for eksempel i formiddagsavisen Blick, at hun selv er i god form og stadig går på arbejde og derfor godt kan forstå den 66-årige kvindes ønske om at blive mor.

En anden kvinde på 63 år er i samme avis derimod vred på den nybagte mor. Hun er i en alder, hvor hun ikke vil kunne foretage sig mange ting med børnene, og når børnene kommer i skole, vil de blive drillet af deres legekammerater på grund af deres gamle mor, skriver kvinden.

Den 66-årige mor har bedt om at forblive anonym. Hun citeres i flere aviser for følgende bemærkning:

Sagen er noget, som kun angår mig, men det er utroligt, hvad lægevidenskaben i dag er i stand til. Nu vil jeg nyde resultatet i stilhed.

Kvinden er pensioneret præst fra den protestantiske, re-formerte kirke, og dét gør ifølge avisen Blick hendes opførsel særlig diskutabel.

Angår det virkelig ingen, at en kvinde omgår loven for at blive gravid i pensionsalderen? At hun køber behandlingen og dermed også børnene i udlandet, og at hun yderligere er en veluddannet præst, der har studeret etik og moral?, spørger avisen i en leder.

Kirkerne forholder sig tavse i den pågældende sag. Den katolske kirke er kendt for sin afvisende holdning til kunstig befrugtning, hvorimod mange af de protestantiske kirker i Schweiz er mere positivt indstillede.

Vores kirker ser kun positivt på befrugtninger, der finder sted inden for lovens grænser. Vi vil ikke udtale os om den aktuelle sag, siger Philippe Woodtli, der er forretningsfører i Det Schweiziske Evangeliske Kirkeforbund.

Ifølge en meningsmåling foretaget af avisen Aargauer Zeitung mener 84 procent af befolkningen, at det er en alt for stor belastning for børn at have så gamle forældre, og kun syv procent af schweizerne finder det i orden. Et gennemgående træk i debatten er, at mange folk er bekymrede, fordi børnene ikke vil kunne have deres mor så længe. Tvillingerne vil først være myndige, når kvinden er 84 år.

Avisen Sonntagsblick forudser, at problemer endda kan opstå i løbet af kort tid. Hvad nu hvis moderen bliver syg og får brug for pleje?, spørger avisen.

Normalt har ældre mennesker i det område, hvor kvinden bor, mulighed for at flytte ind i en af de beskyttede boliger, som drives af organisationen Alterssiedlung Kantengut.

Jeanpierre Liesch, der leder Kantengut, gør det klart over for Sonntagsblick, at den nybagte mor ikke skal regne med dén mulighed.

Det er udelukket, at hun kan flytte ind hos os med børnene. Vi har ikke lejligheder, der er store nok til tre personer, og naboerne er ældre mennesker, som næppe vil glæde sig over at være omgivet af barneskrig, siger han.

Den samme holdning har lederen af det lokale plejehjem, Ruedi Nick.

Jeg håber meget, at kvinden allerede før fødslen har overvejet, hvad hun skal gøre, og at hun har sørget for, at familie eller bekendte kan tage sig af børnene, siger han.