Loven strammes efter skandale med donorsæd

Nu strammes kontrollen med sædbanker og fertilitetsklinikker efter en skandale med donorsæd, hvor ni børn i Danmark har fået en alvorlig, arvelig sygdom fra samme donor. (Modelfoto) Foto: THOMAS BREGARDIS/PHOTOPQR/OUEST FRANCE

Efter afsløring af sæd, som har gjort børn syge, skal sædbanker fremover holdes i kortere snor

Myndighederne strammer nu kontrollen med sædbanker og fertilitetsklinikker efter en skandale med donorsæd, hvor ni børn i Danmark har fået en alvorlig, arvelig sygdom fra samme donor, skriver DR.

Der er tale om sygdommen NF1, som kan give knuder i hele kroppen, skæve knogler og i værste tilfælde ondartede svulster, og den slags sager skal for alt i verden undgås fremover, mener Sundhedsstyrelsen.

- Vi strammer op på procedurerne, siger kontorchef i Sundhedsstyrelsen Anne Marie Vangsted ifølge DR.

LÆS OGSÅ: Barnløse vil designe deres donorsæd

I dag må sæden fra den samme donor bruges til at gøre 25 danske kvinder gravide, men det er en af de ting, der bliver lavet om.

For jo flere kvinder der bliver gjort gravide af en donor med en arvelig sygdom, desto større risiko er der også for, at sygdommen bliver overført til børnene.

Derfor må sæden fra én donor fremover kun bruges til at gøre 12 kvinder gravide.

Loven indskærper også over for sædbanker og fertilitetsklinikker, at de skal slå alarm og få sæden stoppet, ligeså snart de får den mindste mistanke om, at donoren kan videregive arvelige sygdomme.

- Jeg tror på, at det vil have en kæmpe betydning for, at vi ikke vil se gentagelser af de sager, vi netop har hørt om, siger formanden for Dansk Fertilitetsselskab, Karin Erb, ifølge DR.

LÆS OGSÅ: Krav om øget screening af donorsæd

Meldingen kommer i kølvandet på afsløringen af, at den danske sædbank Nordisk Cryobank gennem flere måneder har undladt at underrette myndighederne om, at en af deres donorer var bærer af sygdommen NF1.

Ifølge Sundhedsstyrelsens oplysninger er der lavet 43 børn på 14 forskellige danske klinikker af donoren, der går under det anonymiserede nummer "7042".

DR's nyhedsmagasin 21 Søndag, som har bragt historien om sædbanken, har kendskab til ni børn, som har arvet sygdommen NF1.

Efter planen træder den nye lov i kraft 1. oktober.