Lettere at blive gravid med klovn

Forskere håber, at videre studier kan være med til at finde ud af, om latter bør bruges i behandling med kunstig befrugtning. -- Foto: .

Der er næsten dobbelt så stor chance for at blive gravid med kunstig befrugtning, hvis kvinden får besøg af en klovn lige efter behandlingen

Et kvarters besøg af en morsom klovn gør behandlingen med kunstig befrugtning mere effektiv. Det viser en israelsk undersøgelse af 219 kvinder, der var i behandling for barnløshed. Resultatet er offentliggjort i den sidste udgave af tidsskriftet "Fertility and Sterility".

Kunstig befrugtning sker ved, at der tages æg ud af kvindens æggestokke. Derefter befrugtes æggene, før de sættes op i livmoderen.

Metoden bruges blandt andet, hvis kvinden har skader på æggelederne eller ægløsningsproblemer, eller hvis manden har nedsat sædkvalitet.

I det israelske eksperiment fik kvinden besøg af en specialtrænet klovn, lige efter at det befrugtede æg var placeret i livmoderen, skriver den britiske avis The Guardian.

Resultaterne viser, at 36 procent af kvinderne, som fik besøg af en klovn, blev gravide af behandlingen, mens kun 20 procent af de "klovneløse" kvinder blev det.

Forskerne overvejer nu, om latteren kan have gjort kvinderne mindre stressede og nervøse, og de håber, at videre studier kan være med til at finde ud af, om latter bør bruges i behandling med kunstig befrugtning.

madsen@k.dk