Homoseksuelle omgår loven for at få børn

Dansk Folkeparti og De Konservative er forargede over, at homoseksuelle omgår loven for at få hjælp til at blive forældre.<br>Foto: arkiv.

Homoseksuelle, der ikke vil benytte sig af anonym donorsæd, lader som om, de er heteroseksuelle, for at få hjælp til at blive forældre. Umoralsk, lyder det fra Dansk Folkeparti og De Konservative

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) råder sine medlemmer til at posere som heteroseksuelle kærester, hvis de har behov for fertilitetsbehandling på landets sygehuse og klinikker.

Lesbiske kvinder har ellers siden den 1. januar kunnet modtage behandling på lige vilkår med heteroseksuelle par, men kun hvis de vil lade sig inseminere med sæd fra en anonym donor. Hvis den lesbiske kvinde derimod ønsker at kende den biologiske far og give barnet mulighed for det samme, er der ingen hjælp at hente.

Som reglerne er i dag, må der nemlig kun benyttes sæd fra en anonym donor eller fra kvindens partner – og altså ikke fra en donor, som kvinden selv har valgt.

Gruppen af lesbiske kvinder og homoseksuelle mænd, der beslutter sig for sammen at blive forældre til et barn, kommer dermed alvorligt i klemme i loven, mener Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Derfor er der ifølge foreningen tale om "nødvendigt snyd", når de homoseksuelle giver sig ud for at være heteroseksuelle.

– Det er selvfølgelig at bøje loven, men her er tale om mennesker, som efter nøje overvejelser har besluttet, at de passer godt sammen og gerne vil have et fælles barn, men som i modsætning til alle andre bliver nægtet hjælp, siger LBL's retspolitiske talsperson, Søren Laursen.

Både Dansk Folkeparti og De Konservative stemte i sin tid nej til befrugtning af lesbiske kvinder, og begge partier er i dag forargede over de homoseksuelles omgåelse af loven.

– Det er slet og ret ulovligt, når de udgiver sig for at være noget, de ikke er, og det er under al kritik, siger Birthe Skaarup (DF).

Den konservative Pia Christmas-Møller bakker op:

– Forældre kan af den ene eller anden grund gå fra hinanden senere, men børn, der hjælpes til verden af samfundet, må i udgangspunktet sikres både en mor og far i hjemmet. Derfor er deres opførsel ikke bare ulovlig, men også umoralsk. Det er så en konsekvens af loven, som de, der var med til at vedtage den, nu må forholde sig til, siger hun.

Det vil man også gerne i Venstre. Her er det imidlertid først og fremmest de homoseksuelles rettigheder, man vil undersøge:

– Hvis det forholder sig sådan, at nogle mennesker kommer i klemme i loven, må vi se nærmere på det juridiske og finde en fornuftig løsning. Jeg kan ikke se, hvorfor to fornuftige, voksne mennesker, der ønsker at være sammen om forældrerollen, ikke skulle kunne få hjælp alene på grund af deres seksualitet. Jeg bryder mig i hvert fald ikke om at leve i et samfund, hvor nogle mennesker bliver nødt til at bøje reglerne, hvis de vil have børn, siger Venstres medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard.

Søren Laursen fra LBL understreger, at det endnu kun er en mindre andel af de lesbiske kvinder, der kommer i klemme i loven, men peger samtidig på, at problemet må forventes at vokse sig større i takt med, at stadig flere homoseksuelle vælger at få børn.

Antallet af lesbiske par med ét eller flere børn er mere end femdoblet i løbet af de seneste 10 år.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk