Formand for Det Etiske Råd: Er det en ret at få børn?

Thomas Mogensen møder pressen før dagens kamp mod

"Måske er det slet ikke aldersgrænsen, der i sig selv er problemet, men selve indstillingen til børn, der har ændret sig. Børn som noget, der i høj grad skal give mig noget, og som jeg desuden har en ret til," skriver formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler Foto: Jesper Kristensen Denmark / Scanpix

De etiske problemer ligger måske mere i vores attitude i forhold til at få børn frem for aldersgrænsen, skriver formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler

I dag er det sådan, at barnløse par, som forgæves har forsøgt at få børn i mindst et år, kan tilbydes forskellige former for assisteret reproduktion.

Hertil knytter der sig en række betingelser. Eksempelvis må behandlingen ikke påbegyndes, hvis kvinden er fyldt 46 år (40 år i offentlige klinikker). Alle disse betingelser er til fortsat diskussion og justeres løbende. Eksempelvis var det tidligere sådan, at assistancen var betinget af, at parret var gift eller levede i ægteskabslignende forhold. I dag kan enlige kvinder også tilbydes behandling, hvilket sker i stort omfang. Således overstiger mængden af sæddonationer til enlige kvinder i dag hjælpen til de barnløse par.

I modsætning til kvinden er der for mandens vedkommende ingen grænse for, hvornår han kan tilbyde sin sæd. Denne regulering er i nogen grad afstemt efter de biologiske forhold, hvor det er vanskeligt for kvinden at blive gravid, hvis hun er fyldt 45 år.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning

Manden er derimod ofte fertil livet igennem. Ikke desto mindre er det bioteknisk muligt at hjælpe barnløse par efter denne fastsatte grænse. Her vil barnets tarv ofte blive inddraget i den etiske debat.

Som udgangspunkt må det bemærkes, at det næppe i sig selv har nogen særlig betydning for barnet, om det er blevet til gennem naturlig eller kunstig befrugtning. Men er der særlige etiske grunde til at forbyde kvinder over 45 år adgang til fertilitetsbehandling?

For det første kan der peges på selve forældreevnen, som kan variere med alderen. Her vil det imidlertid være yderst vanskeligt at nå i mål med argumentet om, at man bliver en dårligere forælder med alderen. Til forskel fra disse kvalitative forhold kan der peges på det mere kvantitative forhold, at barnet alt andet lige vil have forældre i kortere tid, hvis forældrene er passeret 45 år allerede ved fødslen, og at selvsamme forældre i nogen grad kan sammenlignes med de bedsteforældre, som barnets jævnaldrende har.

LÆS OGSÅ: Danske barnløse risikerer at løbe tør for donorsæd

Det mest tungtvejende argument angår imidlertid de mere håndgribelige biologiske forhold. Der kan således opstå flere komplikationer under graviditeten med konsekvenser for kvinden og barnet, hvis kvinden eksempelvis bliver gravid som 60-årig. Herunder skal nævnes, at risikoen for, at barnet fødes med sygdomme, stiger markant med kvindens alder.

Et dansk forbud mod fertilitetsbehandling af kvinder over 45 år forhindrer imidlertid ikke selvsamme kvinder i at søge til udlandet, hvor lovgivningen er mindre restriktiv (for eksempel i England og Spanien). Vi ser derfor en stadig mere omfattende fertilitetsturisme hen over landegrænserne. På den måde er der opstået et særligt forhold mellem etiske grænser og landegrænser, som vil blive mere synlig i de kommende år.

I Rumænien, Spanien og Indien har aviserne kunnet præsentere historier om nybagte mødre på henholdsvis 66, 67 og 70 år. I alle tilfælde via assisteret reproduktion. Jeg husker særligt et interview med den spanske mor, der smilende siger nu vil jeg rigtig nyde det.

LÆS OGSÅ: Vi må sætte grænser for donation og adoption af befrugtede æg

Måske er det primært her, vi finder arnestedet for de etiske problemer. Måske er det slet ikke aldersgrænsen, der i sig selv er problemet, men selve indstillingen til børn, der har ændret sig. Børn som noget, der i høj grad skal give mig noget, og som jeg desuden har en ret til. Sådan er det selvfølgelig ikke altid, og barnløse bør vi fortsat hjælpe.

Men i vores forhippelse på at sætte etiske grænser gennem en juridisk regulering glemmer vi ikke sjældent, at etik også angår normer i forandring og vores blik for børnene i særdeleshed.

Men her kan en juridisk regulering nogle gange være et nødvendigt middel til at fastholde bestemte opfattelser som for eksempel en bestemt holdning til det at få børn også selvom det kan forhindre den enkelte i at nå sine mål.

Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd