ETIKPANELET: De største etiske dilemmaer ved kunstig befrugtning

IVF-metoden blev udviklet sidst i 1970erne og rejser en række etiske spørgsmål. Medlem af Etikpanelet på etik.dk, Ulrik Becker Nissen, svarer her på to centrale spørgsmål: Hvilken status har det befrugtede æg? Får vi børn, eller laver vi børn? Foto: .

Hvad er de største etiske dilemmaer omkring behandling af barnløshed og IVF-metoden? Teolog og lektor ved Aarhus Universitet, Ulrik Becker Nissen, svarer

Medlem af etikpanelet på etik.dk, Ulrik Becker Nissen, svarer på spørgsmålet: Hvad er de største etiske dilemmaer omkring behandling af barnløshed og IVF-metoden? Og hvad mener du selv om denne metode?

For mange er det at få et barn en del af deres drøm om det gode liv. Det at stå med sit eget lille barn i armene og med tiden se det vokse op, er en del af det, som mange forbinder med deres forestilling om det liv, som de håber på. Lige så mange tænker ofte, at det formentlig kommer til at blive en realitet uden de store vanskeligheder. Derfor kommer det også som lidt af et chok for mange, hvis de pludselig opdager, at det ikke går så let. Hvis enten de selv eller deres partner har nedsat fertilitet, kan de pludselig stå i en næsten uoverskuelig situation. Her er det, at forskellige former for behandling af barnløshed kommer på banen. Afhængigt af hvori fertilitetsproblemet består, er der en række forskellige behandlinger af barnløshed. Lige i denne forbindelse vil vi koncentrere os om IVF-metoden.

IVF-metoden er en forkortelse for in vitro (i glas) fertilisation. Den blev udviklet sidst i 70erne af biologen Robert G. Edwards og gynækologen Patrick Steptoe. Grundlæggende går den ud på, at man på baggrund af en hormonbehandling modner nogle æg hos kvinden. Disse udtages med en kanyle og befrugtes i laboratoriet med sædceller. Når de befrugtede æg har delt sig nogle gange, indføres et eller flere af æggene i livmoderen, hvorpå graviditeten kan udvikle sig.

IVF-metoden rejser en række etiske spørgsmål. Lige nu og her vil jeg fokusere på to af dem, som jeg anser for centrale. Hvilken status har det befrugtede æg? Får vi børn, eller laver vi børn?

Hvilken status har det befrugtede æg? Dette berører det grundlæggende etiske spørgsmål om begyndelsen af menneskeligt liv. Hvornår er der tale om et menneskeligt liv? Hvornår har vi at gøre med noget, der bør omsluttes med den omsorg, beskyttelse og respekt der vokser ud af forestillingen om menneskelig værdighed?

Dette spørgsmål dukker også op indenfor for eksempel abort- og stamcellediskussionen. Og her deler vandene sig. Nogle vil hævde, at denne værdighed indfinder sig allerede med befrugtningen og andre vil sige, at det er noget der gradvist indfinder sig (bestemt af forskellige udviklingstrin). Hvis man har det førstnævnte standpunkt, rummer IVF-metoden nogle etiske problemer, da man dels får spørgsmålet, hvad man skal stille op med tiloversblevne befrugtede æg og dels må forholde sig til en eventuel flerfoldsgraviditet (om man skal foretage en såkaldt fosterreduktion).

Får vi børn, eller laver vi børn? Dette spørgsmål er mindre teknisk. Her handler det grundlæggende om, hvilket syn på børn, som denne behandling understøtter. I dagens Danmark kan man høre både udtrykket vi har fået et barn, og par undertiden reflektere over, hvornår de har tænkt sig at lave børn. Begge udtryk udsiger noget om synet på børn. I det første tilfælde udtrykkes der et syn på livet, hvor vi grundlæggende ser det i lyset af, at vi har fået det skænket. Med andre ord, vi ser ikke os selv som herrer over livet og døden. I det andet tilfælde er der i højere grad tale om, at livet og barnet betragtes som goder, vi har ret til. Her betragtes det som en ret at få et barn. Derfor kan man også biologisk set lave et barn og dermed det gode, man mener at have ret til.

Hvis jeg selv var stillet i en situation, hvor min ægtefælle og jeg ikke kunne få børn, ville jeg have store betænkeligheder ved IVF-metoden. Jeg er selv af den opfattelse, at der er tale om menneskeligt liv fra og med æggets befrugtning og at vi bør betragte livet som en gave, vi får skænket. Derfor ville jeg formentligt ikke gå med til en IVF-behandling, men derimod acceptere, at livet ikke altid former sig, som vi gerne vil. Samtidigt har jeg dog stor forståelse for, at andre har et andet syn. Jeg anerkender, at ønsket om at få børn kan være meget stort og at IVF-metoden kan være en måde, hvorpå dette ønske kan realiseres. Samtidigt ved jeg også, at der er stor opmærksomhed på at reducere antallet af befrugtede æg og flerfoldsgraviditeter og dermed teknisk set begrænse de etiske problemer.