Barnet, der kom ud af reagensglasset

Historien om tilblivelsen af Danmarks første reagensglasbarn handler om en gruppe forskeres stædighed. Og om at overskride en grænse i laboratoriet. Om en uge kan begivenheden og barnet fejre 30-års fødselsdag. Siden er over fire millioner børn på verdensplan skabt med metoden

Danmarks første reagensglasbarn blev forløst ved planlagt kejsersnit på Rigshospitalet. Der var et leben på fødestuen, for der var ikke kun to læger og en jordemoder til stede ved fødslen af 34-årige tandtekniker Pia Renards første barn den blev også filmet af et tv-hold. Barnefaderen, Otto Renard, måtte derimod stå i et tilstødende lokale og kigge ind gennem et vindue. Bagefter var der champagne og kransekage.

Det var den 18. oktober 1983 den lille Troels Renard var en velskabt dreng på 3382 gram. Om en uge fylder han 30 år.

Natten forinden havde hans mor, Pia Renard, drømt, at hun ville føde en abe. Også lægen, der foretog kejsersnittet, var en smule bekymret den selvsamme mand, som ledede det team, der i årevis havde forsøgt at få reagensglasbehandling til at lykkes Jørgen Glenn Lauritsen:

Jeg havde holdt tæt øje med Pia under hele graviditeten. Der kunne jo ske alt muligt. Jeg var såmænd lige så bekymret som i forbindelse med graviditeter i min egen familie, ja, faktisk mere. For hvis der var kommet et defekt barn ud første gang, var vi jo blevet banket helt tilbage. Da hun var 30 uger henne, kom hun og fortalte, at hun skulle på motorcykeltur i Frankrig. Jeg kan huske, jeg tænkte Åh, nej, er det nu klogt?. Men det gik jo heldigvis godt det hele.

LÆS OGSÅ: Fertilitets-behandling er blevet en kæmpe industri

Troels Renards fødsel var det foreløbige højdepunkt i et intenst forskningssamarbejde mellem særligt tre mennesker. Ud over Jørgen Glenn Lauritsen stod den unge student Svend Lindenberg for laboratoriet, og fertilitetslægen Suzan Lenz ultralydsscannede og tog æggene ud af kvinderne. Forinden var gået flere år med forsøg og forskning, som hele tiden blev truet af mangel på midler eller modvilje fra både offentligheden eller kollegaer, der ikke troede på projektet.

Debatklimaet var ikke særlig pænt i den periode. Der var mange, der angreb os på forskellig måde. Nogle mente, det var mod naturens orden både politikere og teologer. Det var jo ikke så rart. Jeg kan huske ved en høring, at en folketingsmand sagde Det bliver aldrig til noget. Det er for dyrt, og det er ikke spor sjovt. Men jeg troede fuldt og fast på det, siger Jørgen Glenn Lauritsen.

Og det gjorde han ret i. Siden de første spæde skridt i 1980erne er over fire millioner børn født ved hjælp af ivf-behandling verden over. Over 50.000 af dem i Danmark.

For Jørgen Glenn Lauritsen begyndte det i midten af 1970erne, hvor han netop havde skrevet doktordisputats om kromosomdefekter hos spontane aborter. Han var interesseret i at hjælpe barnløse kvinder og hørte om den britiske musebiolog Robert Edwards, der befrugtede humane æg med sædceller under mikroskop. Han fik lov at komme på besøg i laboratoriet i Cambridge.

Det var Robert Edwards, der i 1978 satte et befrugtet æg op i en kvinde og stod fadder til verdens første reagensglasbarn, Louise Brown. Så langt var Edwards dog ikke kommet, da Jørgen Glenn Lauritsen aflagde besøg, men den danske læge blev inspireret og fik efterfølgende mulighed for at forsøge sig herhjemme med det, han kalder flyveøvelser, hvor han befrugtede æg i laboratoriet og fik dem til at dele sig. Ivf står for in vitro fertilisation, befrugtning i reagensglas. Og det var det, man i første omgang skulle have til at lykkes:

Jeg fik mine æg til forsøgene af flinke damer, som alligevel skulle steriliseres. De havde jo som regel mange børn selv, og når jeg spurgte, sagde de næsten alle sammen ja. Så sagde jeg til dem, at jeg også havde brug for noget sæd. Og så kom de med sædprøver fra deres mænd. De var fantastisk venlige, og sådan begyndte vi at dyrke og forske.

Jørgen Glenn Lauritsen var uddannet kirurg og havde opereret talrige kvinder med lukkede æggeledere efter underlivsbetændelse.

Men resultaterne var elendige. Æggestokkene kom stort set aldrig til at virke igen. Med den her metode kunne vi gå uden om systemet, tage æg ud, befrugte dem i en skål og lægge dem op i kvindens livmoder på det rigtige tidspunkt.

Det med at lægge æg tilbage i kvinderne, gjorde man dog ikke de første par år. Da Jørgen Glenn Lauritsen foreslog det til sin daværende arbejdsgiver på gynækologisk afdeling på Aarhus Kommunehospital i 1978, fik han blankt nej. Men på Rigshospitalet ville man gerne have mere forskning på området, og her fik Jørgen Glenn Lauritsen i 1979 stillet et lille laboratorium til rådighed på femte sal:

Vi manglede midler, og vi havde ikke de bedste forhold. Når vi skulle lægge æggene op i kvinderne, måtte vi blandt andet transportere de befrugtede æg på en bakke fra mit laboratorium på femte sal ned til tredje sal, hvor kvinderne lå. Og det var på det allermest kritiske tidspunkt, hvor de ikke må afkøles. Og indimellem, hvis elevatoren var i uorden, måtte jeg løbe ned ad trapperne med mine små glaskolber. Vi burde jo have haft to lokaler ved siden af hinanden, men det var der ikke mulighed for dengang.

Svend Lindenberg er overlæge og professor i human reproduktion og tager hvidkitlet imod i Copenhagen Fertility Centers rummelige, hvidmalede lokaler. Han er leder af klinikken, men i slutningen af 1970erne var han ung student på kromosomlaboratoriet på Rigshospitalet, hvor han hurtigt blev en af de drivende kræfter i Jørgen Glenn Lauritsens projekt. Han eta-blerede blandt andet en stald med mus og lavede talrige dyreforsøg med befrugtning.

Jeg trænede med flere hundrede museæg. Jeg var end ikke færdiguddannet læge, og jeg var faktisk bedre til mus end til mennesker, siger han og slår en latter op.

Han husker tiden som meget arbejdskrævende

Jeg boede hjemme hos min mor og far jeg var jo studerende og kunne derfor arbejde gratis. Så jeg sad på laboratoriet om aftenen og om natten. Det var ikke økonomien, der drev det for nogen af os, det var de små sejre fra dag til dag. Vi gjorde jo noget, ingen andre herhjemme havde gjort før. Det var den første gang, vi kunne se menneskelivet udvikle sig under et mikroskop. Det var fantastisk.

Ind på Svend Lindenberg kontor træder en kvinde med rødligt pagehår: Suzan Lenz. Trods de 30 år, der er gået, kan man tydeligt genkende hende fra de sort-hvide fotografier fra 1983 af de tre pionerer, som stod bag det første reagensglasbarn. Lenz og Lindenberg arbejder nemlig stadig sammen hun kommer på fertilitetsklinikken en gang om ugen for at hjælpe med udtagning af æg. Tilbage i 1980 blev hun hentet ind i projektet, fordi hun havde specialiseret sig i ultralydsscanninger af kvinder. På det tidspunkt tog man æggene ud med kikkertundersøgelse.

Det var besværligt, fordi man havde brug for et operationsbord, og der var utrolig megen ventetid, fortæller Suzan Lenz, der en dag fik idéen til at forsøge at suge æggene ud direkte gennem maveskinnet med en tynd nål, mens hun scannede. Ingen troede, at hun kunne ramme og få æggene ud. Men det kunne hun. Hendes metode var simpel, billig og hurtig. Pludselig kunne de tage æg ud af kvinderne på stribe. Suzan Lenz tog senere en doktorgrad i metoden og har rejst verden rundt og undervist i sin måde at udtage æg på ved hjælp af ultralyd, som stadig i dag er den mest udbredte.

I 1982 forsøgte gruppen at sætte befrugtede æg op i en række kvinder. Det blev i første omgang til en graviditet uden for livmoderen og tre aborter. Så da Pia Renards graviditet så ud til at lykkes, var spændingen stor.

Det var en ret nervepirrende men også stressende. Mange var jo begyndt at tale om, hvorvidt der var noget galt med metoden. Og bevillingerne var også ved at løbe ud. Så det var en stor lettelse, da fødslen gik godt, husker Suzan Lenz.

Pia Renard havde ellers tidligt i livet fået at vide, at hun ikke kunne få børn. Hun havde som ganske ung fået en illegal abort og fik efterfølgende en underlivsbetændelse. Den havde ødelagt hendes æggeledere, og trods flere operationer lykkedes det ikke for hende at blive gravid. Så både for forældre og forskere var Troels Renards fødsel en solstrålehistorie. Men blandt kolleger og i offentligheden var der stadig stor skepsis. For hvordan ville det gå børnene på sigt? Og var man sikker på, at kvinderne ikke tog skade af behandlingen? Og så var der de etiske aspekter. Nogle dage efter Troels Renards fødsel kunne man i Kristeligt Dagblad læse en leder, der udtrykte bekymring for, om den teknik og viden, der lå bag fødslen, kunne føre til genetisk manipulation i en ikke så fjern fremtid. Lederen satte også spørgsmålstegn ved, om ressourcerne, der trods alt kun gavner et mindretal, tages fra andre mere påtrængende opgaver.

Og netop mangel på penge var en omstændighed, som nær var ved at kvæle ivf-behandlingen, inden den overhovedet kom i gang. Efter Troels Renards fødsel gik der næsten halvandet år, før flere reagensglasbørn kom til verden. I en periode var forskningen nærmest lukket helt ned.

Der lød røster fra nogle af de gamle om, at det der ivf blev nok aldrig til noget særligt. Man syntes, det var en kuriositet. Jeg kan huske, at jeg lavede det første estimat til Sundhedsstyrelsen i 1982, hvor vi skønnede, at der ville blive brug for omkring 100 behandlinger årligt. Det er sjovt at tænke på i dag, hvor vi kører 12.000 behandlinger om året herhjemme, siger Svend Lindenberg.

Forskerne fik offentliggjort deres resultater og rapporterede både til Sundhedsstyrelsen og Den Nationale Videnskabsetiske Komité, som blev oprettet i 1982. Men endnu var der ingen lovgivning på området. Den kom først i 1987. Kort efter stiftede politikerne Det Etiske Råd.

Alle har hele tiden vidst, hvad vi lavede. Men der var ikke nogen, der stoppede os, siger Svend Lindenberg.

Suzan Lenz ryster på hovedet:

Jeg har nu aldrig forstået alle de moralske skrupler omkring de her ting. Der er så meget i verden, der er ondt, grimt og dårligt. Krig for eksempel. Så har jeg svært ved at forstå det der navlepilleri med, at det skulle være forkert at blande æg og sæd, siger Suzan Lenz og tilføjer:

Det var da en grænse på det tidspunkt, som man overskred. Men jeg syntes altså ikke, det var så voldsomt. Og vi har i hvert fald aldrig følt os som Gud.

Claus Yding Andersen, professor og leder af Reproduktionsbiologisk Laboratorium på Rigshospitalet, var en af dem, der var med til at gøre ivf-behandlingen til et tilbud til de mange hundrede danske kvinder, der hurtigt kom på venteliste til behandlingen fra midten af 1980erne. Men selvom han var med til at sætte den kunstige befrugtning i system, var det mere forskning end behandling, siger Claus Yding Andersen.

Det var en enormt spændende tid. I dag er det standardiseret, men dengang var det forsøg på forsøg. Det var båret af en fascination af, at det indimellem kunne lykkes. Jeg var sådan helt wauw over det, der skete i petriskålen. Jeg kan huske, hvordan jeg om eftermiddagen sad og så på sædcellerne i mikroskopet, der svømmede rundt. Og så når man proppede dem ned til ægget, så styrtede de af sted. Næste dag når man kom, kunne man se sædcellen inde i ægget. Og så dagen efter lagde vi det op og ventede på, om kvinden blev gravid eller ej, siger Claus Yding Andersen.

I dag gør man næsten det samme som for 30 år siden.

Vi er blevet bedre til at skabe de rigtig betingelser med hormonstimulation, varmeskabe, de rigtige væsker og så videre. Men teknikken er den samme, forklarer han, mens han viser rundt i sit laboratorium.

Udstyret er mere strømlinet: Der er varme og mikroskoper indbygget i bordene.

I gamle dage fik vi designet vores egne ting af plexiglas med hjælp fra teknikere det var sådan lidt Ole Opfinder-agtigt. For nogle år siden kom de fra Medicinsk Museion og hentede alt det gamle udstyr, som skulle i kasser og bevares for eftertiden. Der tænkte jeg: Nu er jeg vist blevet gammel.

Efter 10 år med ivf-behandling gik han videre til at forske i andre former for hjælp til barnløse. Han har siden været med til at udvikle en metode, hvor man kan nedfryse væv fra kvinders æggestokke, inden de skal behandles for kræft, og sætte det op igen efterfølgende, så de kan få børn. For ham har drivkraften været og er stadig de meget glade par, som får muligheden for at få børn.

Suzan Lenz har det på samme måde:

Man tænker, når man ser tilbage, at det var skønt at være med i sådan en udvikling og så se, hvordan det stadig kører for fuld damp, siger hun og takker af for i dag. Hun skal ind i et tilstødende lokale og tage æg ud af en patient.

Jørgen Glenn Lauritsen er i dag 75 år. Han har siden blandt andet haft egen fertilitetsklinik i Aalborg, men gik på pension i 2008. Da Robert Edwards i 2010 fik Nobelprisen i medicin for at have lavet verdens første reagensglasbarn, blev Jørgen Glenn Lauritsen inviteret ind i AftenShowet på DR 1 for at kommentere på begivenheden.

Og så pludselig dukker Troels Renard op i studiet sammen med sin mor. Det var jeg ikke adviseret om. Han var blevet en flot ung mand, og det var herligt at se ham. Det var jo ikke mig, der havde lavet ham, men lidt stolt kunne jeg ikke lade være med at være. Der slog hjertet et ekstra slag, siger Jørgen Glenn Lauritsen.

Artiklen er blevet til efter interview med en række nøglepersoner og ved hjælp fra rapporten Da reagensglasmetoden kom til Danmark 1977 til 1987 på baggrund af et vidneseminar, afholdt i 2007 ved institut for folkesundhedsvidenskab, af Lene Koch professor i medicinske videnskabs- og teknologistudier ved Københavns Universitet.